DEBAT

Hvem skal vi holde med i disse folkedomstolstider?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Maj-Britt Drastrup-Fjordbak

Vestergade 20, 9510 Arden

Den igangværende diskussion om tonen i debatten er vigtig for at forstå, hvorfor eksempelvis børn og voksne undlader at fortælle om krænkelser - for nogles vedkommende desværre i årevis. Selv kan jeg huske detaljer om, hvad der skete for mere end 40 år siden på et anerkendt bosted på Frederiksberg.

Jeg var dengang og til dels stadig i tvivl om, hvem der vil tro på, at den pæne og hjertevarme pædagog også kunne være som jeg oplevede ham. Den dag i dag krymper det i mig, når jeg ser aviser beskrive detaljer af overgreb.

Hvorfor er det vigtigt for læserne? Kan man i sin bekvemme sofa gradbøje andres oplevelser? Har det betydning for troværdigheden, at den krænkede er lavest i et givent hierarki? Barn over for voksen, ung over for ældre, kvinde over for mand? Har det betydning, hvis den, der krænker, er rar og vellidt? Den såkaldte folkedomstol, som sjældent har det nuancerede overblik og indsigt, har kronede dage på Facebook, kan jeg forstå.

I USA ses aggressionen, hvor grupperinger råt har slugt, når Trump i overskriftssprog postulerer sandt eller falsk.

Den slags aggression blev hældt ud over den (kvindelige) tv-journalist, der tog sit ansvar på sig og passede sit arbejde med at stille kritiske spørgsmål til sin (mandlige) journalistkollega, der havde haft adgang til samtlige medier med sin version af en afskedigelsessag på grund af flere anmeldte krænkelsesager på arbejdspladsen.

Hvem skal vi holde med? For man skal jo vælge, hvis man skal følge Folkedomstolens regler. Og man kan vel ikke være en feteret skærmtrold og samtidig have krænket yngre kollegaer seksuelt?

Den skam, man ufrivilligt kan blive ramt af som tilskuer, kan gøre det meget værre for de reelt implicerede; de to parter.

Samtalen om krænkelser er møgubehagelig, også selvom det er foregået for mange år siden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.