Hvordan forbliver vi menneskelige under coronakrisen?

Hvis vi lader os diktere helt og fuldt af epidemien, risikerer vi at miste det måske mest personlige i vort liv: vort samliv med andre. Formentlig er det de færreste, der kan forblive menneskelige, hvis de lever isoleret fra andre mennesker.

Nu må vi ikke røre ved hinanden og skal holde god afstand i en dunst af sprit og sæbe.

Det opleves, som om vi knap nok må give følelser kropslig udtryk. Og følelser uden kropslighed - hvor meget følelser, og hvor meget samliv er der i det?

Hvor meget er relationer til små børn eller til oldgamle værd, uden at vi har kropsligheden med? Og hvad med relationerne til alle dem aldersmæssigt midt imellem børn og oldinge?

Det omvendte af at være i coronaens vold må være at give sig livet i vold. At vi uden forbehold spontant giver livet kropsligt udtryk i tillid til andre. Et ideal, der kan være svært at leve op til i det hele taget, og et ideal, der her i coronaens skygge fornuftsnæssigt betragtet er ufornuftigt.

Ængstelighed og forsigtighed er måske nok på sin plads i passende doser under den aktuelle smittetrussel.

Løsningen at holde afstand med tommestokkens fulde længde som præcis måleenhed er udnævnt til at være hovedmedicinen i den nuværende situation.

En pointe kunne være at være bevidst om, at afstandskravet kun betyder, vi skal holde fysisk afstand til hinanden.

Man kan godt smile lidt, vise følelser, være kropslig, være social og samtidig holde de to meters fysiske afstand.

Hvis ikke det kropslige medtænkes i den almindelige menneskelige omgang og i de løsninger politikerne måtte præsentere i den nære fremtid risikerer vi at miste noget væsentligt i det at være menneske.