Hvorfor har Hjørring Kommune glemt grønne oaser?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:39
Af Jytte og Jens Jensen, Færøgade 12, 9850 Hirtshals,og Mette Præstegaard og Niels Hornstrup,Enebærvænget 2, 9850 Hirtshals mettepr2@gmail.com
Hirtshals er årligt vært ved de store årlige naturmøder, og vi kalder os grøn kommune. Dette er vi både glade for og stolte over; men vi synes også, at det forpligter.
Vores grønne kommune er imidlertid ved at blive ”alt for grøn” - især ude i yderområderne.
Nu i coronatiden har naturen været blandt de bedste tilbud til borgerne, og her i Hirtshals er vi mange, der er rystet over at konstatere, at vore små naturperler, siden vi blev storkommune, er blevet mere og mere glemte, især Folkeparken og Emmersbæksøen.
I Hirtshals Kommunes tid var det yndede steder, hvor man gerne tog hen for gå en tur og nyde naturen; men i dag afløses glæden af harme over total forsømmelse, og man bliver trist til mode.
Hvad hjælper den flotte indgangsportal til Folkeparken i Hirtshals, når parken er ”en ulykke”? Broen er farlig med manglende planker, den smukke sø er næsten helt groet til, og vandspejlet er forvandlet til en gang ”øllebrød” af alger, hvor det er svært at se de søde små søde blishøns og ænderne. Men en ting sørges der for: glæsslåning. Nogle af pengene burde have været brugt til oprensning af søen plus til at fjerne de væltede træer, der spærrer stierne.
Præcis samme historie er der at fortælle om Emmersbæksøen. Også en skøn og yndet perle. Huse med udsigt ned over søen havde før højere salgsværdi. Dette er bestemt ikke tilfældet i dag; for søen er ved at være en total tilgroet grøn sump. Men der slås ofte græs. Oprensning er der ingen, der bekymrer sig om.
Branddammen mellem det gl. mejeri og kolonihavområdet Bakkehøj er total tilgroet af tagrør uden vandspejl før var den en sød lille andedam . Men græsset bliver slået.!
Vi er mange borgere, der kunne ønske os, at vores grønne kommune gav os gode positive oplevelser, når vi søger ud i naturen,og især Folkeparken & Emmersbæksøen burde forskønnes /plejes, så vi kunne få de skønne oaser tilbage.
Slår man kun græsset omkring søerne og undlader oprensning, er det jo som at sætte et flag i en lort.
At kommunen nu fjerner hundeposerne i de grønne områder er en smule træls, men intet at regne i sammenligning med udåden, da man for et par år siden fjernede toilethuset på p-pladsen ved Tversted.
Selv om kommunen er grøn, skal vejfarende ikke tvinges til træde af bag et træ eller ude i landmandens kornmark.Nedtrådte afgrøder og flagrende toiletpapir er uværdigt for en kommune, der via værtskabet for de store Naturmøder er forpligtiget til at vise andre et godt eksempel - og som noget af det første må vi have toilethuset genetableret.
At have førertrøjen på forpligter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.