DEBAT Politik

Hvorfor smuldrer vælgertilslutning hos Venstre?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Niels Jørgen Jacobsen,Østergade 40, 9320 Hjallerup, ostergade40@gmail.com

VENSTRE:Hvorfor smuldrer Venstres vælgertilslutning?

Først gik Lars Løkke, og dernæst blev Inger Støjberg afsat fra næstformandsposten hos Venstre.

Lars Løkke har bebudet, at han nu overvejer at opstarte et nyt parti. Et parti, som skal arbejde hen over midten. Det var en vision, han løftede sløret for kort før valget, efter at have ført benhård blokpolitik i 10 år.

Det var utroværdigt dengang og er det også nu.

Han siger, at han ikke bryder sig om, at yderfløjene skal have så stor indflydelse på den førte politik. Heller ikke nationalisterne med deres udlændingepolitik.

Det forekommer mærkeligt, eftersom han i hele sin regeringstid støttede Inger Støjberg, mens hun fejrede stramninger over for udlændinge med kage. Da havde han ingen betænkeligheder.

Inger Støjbergs afstumpede udtalelser ved minkdemonstrationerne hører hjemme på en bodega i en meget sen nattetime og ikke i en ordentlig debat om en alvorlig situation.

Kagefejringen viste hendes lyst til selvhævdelse tilsidesatte fornuft og ordentlighed.

Derfor måtte Jakob Elleman og Venstres forretningsudvalg træffe den uundgåelige beslutning.

Hvor vil Løkke egentlig hen med hans nye ”Løkkeparti”?

Der er ingen tvivl om, at Løkkes forslag om et samarbejde henover midten ramte et ønske hos mange vælgere. Derfor fik han mange personlige stemmer. Men at det var taktisk smart rokker ikke ved, at baggrunden herfor var, at han kunne se på valgprognoserne, at Venstre ville tabe valget.

Nu venter jeg spændt på at høre, hvem Løkke vil foreslå som statsminister i hans nye samlingsregering.

Jeg tror, jeg har et kvalificeret gæt. Det synes indtil videre mere troværdigt, at Ellemann søger et bredere samarbejde over midten. Hvis man ser bort fra politiforliget.

Hvad vil Venstre så gøre med Inger Støjberg?

Tør Venstre stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg?

Vi har før set, hvordan Jakob Elleman hen over natten skiftede standpunkt i minksagen, fordi baglandet i landbrugsorganisationerne sagde fra.

Det er i dette bagland, Inger Støjberg finder opbakning til sit samarbejde med det fremmedsfjendske højre.

Det kan i øvrigt undre mig, at man netop på landet kan møde disse holdninger – når man tænker på, at det er mere sjældent at møde en afrikaner end Julemanden herude. Med mindre man da har dem ansat som billig arbejdskraft.

Heldigvis er jeg ikke Venstre-mand og bliver det aldrig. Men derfor er fløjkrigene i Venstre alligevel interessant for os alle. For det drejer sig jo om både samarbejde med hvem og om hvad. Det drejer sig om værdier. Det drejer sig også om demokrati og menneskesyn i sidste ende.

Er Støjberg-sagen en sag om synet på barnebrude?

Jeg har læst listen over de par som skulle adskilles. Der var ingen under 15 år - for så ville der være tale om pædofili og en kriminel handling. Derfor var de blevet adskilt omgående. Jeg fandt heller ingen 16-årige, som var gift med mænd på 50 år.

Men jeg fandt sandt at sige meget unge par – men kun et par graviditeter.

Man kan så mene om dette, hvad man vil. Det rokker bare ikke ved, at Inger Støjberg har ført usaglig propaganda på emnet, og at hun har ført Folketinget bag lyset og udstedt en ulovlig instruks. Det er de sidste elementer, sagen drejer sig om.

Egentlig ønsker jeg alligevel ikke Inger Støjberg for en rigsret. Det vil give hende et uberettiget martyrium.

At Inger Støjberg bliver dømt ændrer jo desværre ikke ved, at mange stadig vil have meget fremmedfjendske og unuancerede syn på integrationen – og derfor heller ikke respektere f.eks. konventioner eller ligeret.

Det kan kun dialog og oplysning gøre noget ved.

Men se til USA – og se hvad afstumpethed, forråelse, selvhævdelse og manglende respekt for både demokrati og menneskerettigheder kan føre til.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.