DEBAT Børn

Hvorfor svigter børnenes statsminister små drenge i sagen om omskæring?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Lone Kjær Hein, sundhedsplejerske, formand for fagligt netværk for seksuel sundhed, og Tina Gaarden Geertsen, sundhedsplejerske, Master i Sexologi AAU, begge medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker FS10.

OMSKÆRING:Det er med undren, at vi erfarer, at børnenes statsminister, Mette Frederiksen, 10.9. meddeler, at hun ikke kan støtte op om en 18-års aldersgrænse for omskæring af danske drenge. Vi mener oprigtigt, at statsministeren svigter de børn, som hun har sagt, at hun gerne vil beskytte ved at være børnenes statsminister.

Fagligt Selskab for danske Sundhedsplejersker har udarbejdet en resolution i forhold til omskæring af drenge som tager afsæt i Børnekonventionen. Heri sidestilles traditionsbunden, rituel omskæring af drenge uden sufficient smertedækning med overgreb mod barnet.

Som sundhedsplejersker i Danmark er vi først og fremmest sat i verden for at understøtte spædbarnets sundhed og trivsel, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at beskytte spædbørn mod enhver form for overgreb. Det gælder naturligvis både piger og drenge, fordi vi har ligestilling mellem kønnene i Danmark.

Men det gælder desværre ikke, når det handler om et smertefuldt omskærings-indgreb af små drenge, som foregår uden tilstrækkelig bedøvelse.

I den sammenhæng skal vi som sundhedsplejersker blot lukke øjnene, for indgrebet er fuldt lovligt i Danmark, og vi har i øvrigt ingen vejledningsmateriale, som vi kan give til forældre, der overvejer omskæring af deres barn, for der findes ikke noget kvalificeret vejledningsmateriale, der beskriver de komplikationer, som er forbundet med indgrebet, eksempelvis at spædbarnet skriger, har svært ved at amme, og trækker sig ind i sig selv, som følge af voldsomme smerter efter indgrebet, at det blottede amputationssår omkring det spæde barns penishoved kommer til at ligger i en ble med urin og afføring med risiko for udvikling af infektion med e-coli og andre bakterier, eller når der bliver skåret så meget forhud af den lille babypenis, at spædbarnet får alvorlige blødningskomplikationer, og er ved at forbløde som følge af omskæringen.

Drengen risikerer alvorlige senkomplikationer, som i øvrigt sjældent bliver indrapporteret til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi indgrebet foregår udenfor hospitalsregi, og så bliver det ikke registreret, som ethvert kirurgisk indgreb ellers normalt skal. Det er et kæmpe sundhedsfagligt dilemma.

Vi ved ikke om Styrelsen For Patientsikkerhed har orienteret regeringen om det spædbarn, der blev bragt ind på Skejby Sygehus med alvorlig sepsis, og var meget tæt på at dø som følge af et omskæringsindgreb, der foregik under usterile forhold i en kælder i Aarhus?

Der findes flere andre fatale eksempler - bl.a. har man på Rigshospitalet fået spædbørn bragt ind med alvorlige blødningskomplikationer efter omskæringsindgreb udført af ikke lægefaglige personer, hvor spædbørnene blev bragt ind i yderst alvorlig kritisk tilstand. En forhudsamputation, som foregår uden tilstrækkelig smertedækning, og under usterile forhold fremmer ikke barnets sundhed og trivsel.

Som faggruppe kan vi derfor på ingen måde anbefale, at man skærer i spædbørns små vitale kønsorganer, og risikerer at beskadige vævet omkring drengens penishoved.

Vi kan heller ikke stå inde for, at indgrebet foregår uden ordentlig smertedækning, når spædbarnet før indgrebet får tilbudt lidt vin på en sut og penis før indgrebet blot smøres med lokalbedøvende Emla-creme, som ikke er godkendt til penis-kirurgi.

Hos små nyfødte drenge sidder forhuden klæbet fast til penis for at beskytte drengens penishoved. Forhuden har således fra naturens side en betydningsfuld beskyttende funktion af det meget følsomme mandlige kønsorgan.

Piger har også en forhud på klitoris, men den er der heldigvis forbud mod at skære i her i Danmark.

At fjerne forhuden på drengen svarer til at flå en negl af uden bedøvelse.

Neglen vokser ud igen - men det gør forhuden ikke, og drengen skal i al evighed leve med et blottet penishoved og arvævsdannelse.

Kære “børnenes statsminister”, vi taler om små, nyfødte spædbørn, som ikke har en jordisk chance for at sige fra.

Ud af de ca. 2000 små drenge, der hvert år omskæres i Danmark, er der også et stort antal småbørn og skolebørn, som udsættes for dette irreversible indgreb.

Det lidt større barn har en tydelig erindring af at være blevet fastholdt, at noget bliver gjort mod drengens vilje, udover at mange af de omskårne drenge har en tydelig og traumatisk erindring af smerten og ydmygelsen i det, det er sket dem.

Vi møder de omskårne drenge i sundhedsplejen, i daginstitutioner og skolen, og vi hører fra pædagoger og lærere, hvordan drengene ændrer adfærd ved bl.a. at blive mere indadvendte, triste og sky efter indgrebet.

Vi mener derfor at Mette Frederiksen er nødt til at revurdere sin gode intension om at ville være børnenes statsminister, hvis hun og regeringen fortsat accepterer dette omskærings-overgreb mod små sagesløse spædbørn og lidt større drengebørn i et civiliseret, moderne dansk samfund anno 2020.

Det er ikke et moderne børnesyn at fastholde 3000 år gamle traditionsbundne, smertefulde omskærings-overgreb mod små børn, og det er på ingen måde i barnets tarv.

Hvis man går ind for ligestilling mellem kønnene i Danmark, så kan man ikke bakke op om drengeomskæring uden at tilstå forældre til piger samme ret, lige som man ikke kan være i mod overgreb mod børn og samtidig bifalde omskæring. Det er ikke rationel sundhedsfremmende tænkning. Derfor anbefaler vi en 18-års aldersgrænse for omskæring af drenge, således at drengen uanset religiøs eller kulturel baggrund får mulighed for selv at vælge, om han ønsker en rituel forhudsamputation eller ej.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.