I sagen om minkfarme føler jeg mig trådt på min retssikkerhed


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:44

Af Frank Christiansen,Raffy ApS, Gatten Møllevej 35, 9670 Løgstør Frankrigi@hotmail.com

Jeg vil fraråde alle at blive iværksættere i Danmark med den nuværende røde regering ved magten.

Den røde regering er ved at lukke minkbranchen.

De kan over natten med covid-19 i folkesundhedens tegn lukke et helt erhverv og ruinere virksomhedsejerne og efterlade dem uden egenkapital overhovedet.

Vi kommer til at mangle iværksættere i Danmark i fremtiden, hvis dette er lovligt. Virksomhedsejere, der er stået op og arbejdet fra tidlig morgen til sen aften, hvor de har en egenkapital på 60-100 mio. kr., kan gå ud og sige, at deres minkfarm har ingen værdi.

Jeg føler mig trådt på min retssikkerhed og troede kun, det var noget, der kunne ske i bananrepublikker.

Lukningen af minkbranchen bliver en af de billigste lukninger af en hel branche nogensinde, men det bliver også en af de mest uanstændige lukninger af en hel branche nogensinde.

Jeg troede ikke i min vildeste fantasi, at det var risikoen ved at have mink i Danmark, som oven i købet er et erhverv, der i mange år har bidraget positivt til vores velfærdssamfund.

Hvis det lykkes den røde regering at lukke min virksomhed og efterlade mig uden nogen egenkapital, lever jeg ikke i et demokrati, men i en bananrepublik.

I en bananrepublik er der ingen, der tør være selvstændige, fordi der kan magthaverne lukke din virksomhed over natten.

Så råddent et samfund styret af så uanstændige mennesker er ikke et samfund, jeg tror på.

Hvis det lykkes dem og afvikle erhvervet og ruinere minkavlerne, sværger jeg på, at jeg har arbejdet den sidste dag for det samfund. Så går jeg ned på socialkontoret og melder mig arbejdsløs, og det vil jeg være resten af mit liv.

Et samfund, hvor magthaverne kan lukke virksomheder over natten og ruinere folk, der tør være iværksættere, er et samfund, der er dømt til at ende som Sovjetunionen, hvor ingen starter selvstændige virksomheder, men hvor alle lever af staten.

Der er noget galt i Danmark, hvis man kan behandle erhvervslivet på så uanstændig en måde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden