Idyllen har en skjult virkelighed

Af Irene Haffner,organist/kirkemusiker, og indvandrer i Thy, Hovsørvej 26, Hovsør, 7700 Thisted haffner26@msn.com

Bag om idyllen – ikke alt er, som det ser ud.

Der er så dejligt derude på landet. Smuk natur, billig bolig og måske et job for en modig akademiker. De mangles mange steder. Læger, Ingeniører, jurister m.m.

Jeg kom selv ud på landet, da mit arbejde førte mig her til Thy.

Jeg er tidligere højskolelærer, pianist, musikpædagog og underviser.

Her var der mangel på netop mine kompetencer, og jeg blev hængende og bosatte mig.

Jeg er indvandrer. En tredjedel af mit liv levet i hovedstadsområdet, en anden tredjedel i det vestsjællandske, og en stor tredjedel i det jyske, heraf snart 30 år i Thy i et lille samfund med 13 huse.

Jobbet førte an, og her er jeg så. Folkepensionist, men stadig arbejdende. Kirkemusiker, som der er stor mangel på. Forskellige fællesarrangementer, hvor min baggrund som højskolelærer kommer mig til gode.

Jeg bor ned ad en af de mange små veje. Smukt og idyllisk og den unikke natur i Thy er en af de ting, der holder mig fast, ellers var jeg nok flyttet.

For ikke alt er, som det ser ud til.

Der findes en virkelighed bag idyllen, bag brochurerne og de mange pæne ord og lokkende tilbud om at flytte hertil.

Ned af de små veje findes der landbo-baroner, håndværker-konger, toppen af hierarkiet, og ser man efter, går visse familienavne igen overalt.

Det er ikke kun de ikke-vestlige indvandrere, der holder sammen i klaner. Det har vi skam også i Danmark. Det bliver tydeligt med tiden, når man bor her.

Kommer man ud i de helt små samfund, opdager man en virkelighed, som er godt skjult, men som ikke desto mindre bliver tydeligere og tydeligere som tiden går.

Idyllen krakelerer. Her råder sladderen som en slags folkedomstol, og den har altid ret uanset de faktiske omstændigheder.

Den rammer i det skjulte og er en morbid måde at mobbe nedad på.

Det rammer især de skæve eksistenser, som ikke passer ind i de gældende normer.

Jovist – de findes også her.

Spredt imellem de pæne ejendomme med prangende, parklignende græsplæner ligger de små uanselige boliger, som før har været landarbejdernes og fiskernes bolig, men som i dag kan rumme livets ”bundskrab”: Et par stofmisbrugere, som er på metadon, en alkoholiker, som jeg lærte at kende som et godt, klogt og muntert menneske trods det daglige alkoholindtag, og så flytter der sommetider en kunstner ind i de små huse. Det er billigt, og naturen er en inspiration.

Visse landsdele i Danmark har samme tilgang af førtidspensionister, kunstnere, folkepensionister og andre som ser muligheden i en billig bolig og en smuk natur. Lolland-Falster for eksempel.

Her, hvor jeg bor, har sladderen en slags sladrecentral. Herfra udgår al sladder om nytilkomne og andre fremmede eller skæve eksistenser.

Det foregår i det skjulte, og man går langt for at få oplysninger.

Nysgerrigheden er sommetider grænseoverskridende, og en fjer kan nemt blive til fem høns.

Sladderen har altid ret. Naturligvis! Og der er intet forsvar, når først sladderen spreder sig.

Tesen om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist, gælder ikke her.

Samfundet i disse små enklaver er præget af et hierarki, som selvforstærkende beskytter sig selv og ofte vender sig mod alt nyt.

Det er sikkert en af grundene til, at de unge søger væk. De føler sig ikke bundet af de ældres traditioner og familieklanernes forventninger.

Mange unge får studenter eksamen på det lokale gymnasium og søger til storbyerne for at læse videre, Og har de først smagt mangfoldighedens frihedsrus, vender de ikke hjem uden videre.

Jeg ser de små gamle skoler, som ligger rundt omkring, nu omdannet til bolig. Ikke ret store, en gang sikkert med blot med en enkelt eller to lærere, der i en ikke så fjern fortid forsøgte at banke lidt lærdom ind i hovederne på landbobefolkningens børn og unge. Sikkert sammen med præsten. Det er ikke altid lykkedes særlig godt.

Mange har aldrig lært skriftsprogets håndværk særlig godt, og litteratur, kunst og kultur er fremmedord på linje med social dysfori.

Mange har en indbygget utryghed ved alt, som ligger uden for en 20 kilometers radius. Der, hvor den fastgroede tryghed ophører og en skræmmende verden begynder. Den verden, man så kan se via det nyeste LED-tv, hvor man kan sidde trygt i sin lænestol og følge alt det fremmede derude.

Der findes heldigvis oaser. Oaser med åbenhed og smilende imødekommenhed.

Her er folk, der har været ude at rejse, været på søen og set mange lande eller har boet andre steder i verden. Det er små oaser af venlighed og rummelighed, som jyderne engang var så berømte for.

I dag smiler kun kvinderne igen, hvis du vinker eller smiler til folk. En massiv mandskultur har indtaget landskabet sammen med de kæmpestore landbrugsmaskiner, der buldrer ned ad vejen og føres af mænd.

Ofte taler de i mobiltelefon under kørslen, for her er det moderne at vise sin foragt for love og regler. Det er kun noget Christiansborg-pjat.

Jeg har til dato endnu ikke set en kvinde sidde deroppe i styrehuset. Mange kvinder gør deres bedste. De prøver at gå klædt ligesom mændene.

Det er et sjældent syn at se en landbokvinde i kjole eller nederdel.

Den lokale købmand fører heller ikke selvsiddende nylonstrømper.

Her hersker en mandekultur, som er groet ud af de gamle traditioner om, at husbond sidder for bordenden. Og mange kvinder følger trop, for barndommens tradition er en svær modstander.

Der er nu ikke meget tradition tilbage.

Der forsøges stadig at holde nogle i live, men det bliver ofte kun til en lille byfest med fadøl og pølser og en tombola.

De virkelige stolte traditioner, som udsprang af, at man engang sendte de unge mænd og kvinder på højskole for, at de kunne møde og lære danskheden og dens kultur i alle dens afskygninger at kende, er for længst sygnet hen.

Den dannelse, de bragte med hjem dengang, er forsvundet og varetages i dag af banken, og den har kun ét budskab: Den materielle grådighed.

Et lille trofast befolkningstal bruger kirkerne, som er et af de få samlingssteder for en åndelig kultur.

Men også de er under pres fra den materialisme, som tilsyneladende er fremherskende overalt.

Skal man råde, må det være, at man skal se sig godt for og tænke sig godt om, hvis og når man som udefra kommende vælger livet på landet.

Landboidyllen har en skjult virkelighed.

Ikke alt er, som det ser ud til.