Ja til lokalpolitik er ikke samtidig et ja til verbal chikane og fysiske overgreb

POLITIK: Medmindre statsministen beslutter sig for noget andet inden da, så skal vi til valg 16. november.

Her fatter vi blyanten og sætter kryds i al hemmelighed bag valgboksens beigefarvede forhæng, mens de valgtilforordnede sørger for, at alt går rigtigt til. Her er ikke brug for internationale observatører fra FN, demokratiets hjul drejer fortsat skikkeligt rundt i dette lille, velordnede land.

TO KRYDS har vi at gøre godt med: Ét til kommunalbestyrelsen og ét til regionsrådet, og i løbet af aftenen og natten ved vi så, hvem der skal forvalte det lokale og det regionale demokrati de næste fire år. Hvem vi har betroet at sørge for, at skoler, børnehaver, vuggestuer, socialvæsen, beskæftigelse, renovation, gader, veje, kloakker, transport, byplanlægning, sygehusvæsen, psykiatri og kultur og fritidsliv og alle de andre tandhjul, der maler rundt i hverdagsmaskineriet, nu også fungerer så optimalt som muligt.

DET ER et stort ansvar, de valgte påtager sig. Og der bliver færre og færre, der melder sig i rækken af dem, der vil tage tørnen.

De politiske partier får sværere og sværere ved at finde kandidater, og det kan der være mange grunde til.

Der er ingen lyst og interesse. Der mangler tid. Politik er noget, der skal lægges oveni arbejde og familieliv. Det er bøvlet og kompliceret med tonsvis af papirer, der skal pløjes igennem. Det er ikke økonomisk attraktivt (i Aalborg tjener et menigt byrådsmedlem mellem 200.000 og 250.000 kr. om året) - og det er ofte utaknemmeligt.

OG I TILGIFT viser det sig så, at det også er decideret ubehageligt og intimiderende for mange af dem, der har sagt ja til at gå ind i lokalpolitik.

DR har for kort tid siden lavet et rundspørge til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i Danmark, og af de 2522 svarede desværre kun 634, så selvom billedet kunne være mere retvisende, så er tendensen i svarene klar nok: Af de 634 svarede 40 procent, at de havde været udsat for decideret chikane som følge af deres politiske engagement.

SELVFØLGELIG ER det igen stanken fra den åbne kloak, som de sociale medier også kan være, der breder sig og bærer store dele af chikanen. Men den kan også antage mere håndfaste udtryk. Som da tre håndlangere fra den nynazistiske Nordfront spredte affald foran en rådmands bopæl i Aalborg og afleverede den fantastisk begavede meddelelse, at ”skidt må tage skidt” og efterfølgende plumrede videre i den ideologiske tågedis med en meddelelse om, at ”siden det er personer, der tager valg, er det dermed også personer, som tager ansvar”. Tak for påpegningen af det selv på baby-niveau indlysende rigtige – men ikke for den perverterede følgeslutning, at så kan man bare tillade sig at forulempe de valgte efter forgodtbefindende.

I ET ANDET tilfælde modtog et byrådsmedlem i Varde et postkort med et foto af sig selv med et trådkors fra et sigtemiddel på et skydevåben midt i panden og med besked om, at hvis han ikke makkede ret i en anbringelsessag, så ville han blive skudt. Politiet måtte rykke ud med overvågning og alarmsikring, men man fandt aldrig den gemene kryster, der havde afsendt den anonyme trussel på livet.

MENINGEN MED de to aktioner var naturligvis at skræmme de to politikere – i Aalborg en rådmand fra Enhedslisten og i Varde en udvalgsformand fra Venstre – fra at fortsætte i politik, men hatten af for de to, der politisk ligger milevidt fra hinanden: De lod sig ikke skræmme og fortsætter i politik.

Men kan man fortænke andre i at gøre sig deres overvejelser om, hvorvidt det hele nu er anstrengelserne og besværet værd? Skal man udsætte sig selv og familien for en stribe ubehageligheder, bare fordi man gør et stykke politisk arbejde?

MISFORSTÅ MIG ikke. Selvfølgelig skal alle politikere og deres beslutninger være underlagt et kritisk eftersyn. Deres afgørelser kan få vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger og for hele lokalsamfund. Rævekager og lokumsaftaler og gement magtmisbrug skal afsløres og have de nødvendige konsekvenser. Det har vi vågne, kritiske og aktive borgere og græsrodsbevægelser til at holde fast i, gerne bakket op af en lige så kritisk og vågen presse.

DET ER jo et grundvilkår, at hvis man går ind i politik, så må man stille op og forklare og forsvare de beslutninger, man er med til at træffe – og tage de øretæver, der nødvendigvis følger med. Det er faktisk det, demokrati handler om: Vi vælger nogle til at repræsentere os ud fra de holdninger og interesser, vi ønsker fremmet – og så stiller vi dem til regnskab, hvis vi føler, at de svigter os.

OG HER kommer så det store men: Fordi man har sagt ja til at gå ind i lokalpolitik, så har man ikke samtidig sagt ja til at lade sig udsætte for verbal chikane og fysiske overgreb: Hundelort på dørhåndtaget, løsnede møtrikker på bilhjulet, affald foran sin dør og hvad der ellers er af eksempler i det ubegavede politiske aktionskatalog.

MAN HAR sagt ja til kritik, debat, dialog, bøvl og besvær – men også ind imellem et klap på skulderen og en anerkendelse af, at man løser en opgave, som hovedparten af os ikke ønsker at være i nærheden af.

Det er nok en overvejelse værd, når vi står med vores to kryds i stemmeboksen.