Ja til vildere natur langs vejene

BIODIVERSITET: Vores natur er i krise. På verdensplan anslås det, at en fjerdedel af alle dyre- og plantearter er i fare for at uddø. Samme triste billede tegner sig herhjemme, hvor den nyeste rødliste over truede arter viser en natur i nødsporet.

Mange sommerfugle, insekter og vilde blomster er under pres. Derfor har vi brug for en vildere natur med mere plads og flere levesteder til de tusindvis af plante- dyre- og svampearter, der er truet eller i tilbagegang.

Her skal vi både gøre en indsats på vores store, sammenhængende naturarealer som skove og enge. Men vi skal også sætte ind på de arealer, som ofte overses i kampen for bedre biodiversitet. Det gælder vores haver og parker. Og så gælder det arealerne langs de cirka 75.000 kilometer veje, vi har herhjemme.

Det er nok de færreste af os, der tænker over det, når vi kigger i sidespejlet eller op fra cykelstyret. Men vores vejkanter har potentiale for at være levested for en række af vores vilde plantearter herhjemme. Flere planter og dyr har ligefrem fået navn efter deres plads i grøftekanter og langs veje. Vejbred og vejsennep. Ja, der findes endda vejhvepse.

Vores veje snor sig gennem store og vidt forskellige dele af landskabet. Mellem marker og skovbryn, landsbyer og industrikvarterer. Og det giver potentiale for et væld af liv. Ikke mindst vilde og sjældne blomster, som der – bogstaveligt talt – kan være god grobund for langs vores veje, hvor man både kan finde sydvendte skråninger, sandet jord og saltpåvirkning.

Blomsterne giver ikke kun flotte farver at se på fra vinduespladsen i bussen, men også mad og ynglesteder til sommerfugle, svirrefluer og vilde bier – arter, som vi i dag mangler i luften og i landskabet.

I de senere år er der derfor også kommet fokus på, hvordan vi kan gøre naturen rigere i rabatter og rundkørsler ved blandt andet at holde igen med græsklipningen.

Lige nu kan man i en række DR-programmer følge naturprojektet i Hjørring, hvor kommune og borgere har gjort deres hjørne af Vendsyssel vildere og derfor bl.a. ladet vejkanterne blomstre frit.

Det er vigtigt, at staten også går forrest på denne dagsorden.

Langs de statslige veje justerer vi derfor slåningstidspunkterne, så vi undgår, at rabatterne slås i de sommermåneder, hvor allerflest insekter kan have gavn af blomster og urter. Ligesom vi udlægger råjord i stedet for muld langs vejkanterne på udvidelsen af den Fynske Motorvej, fordi det gavner biodiversiteten.

Men som flere gode lokale projekter viser, er der også et stort potentiale langs de kommunale veje, som udgør langt hoveddelen af vejnettet herhjemme. Og det behøver ikke koste noget. Med biodiversiteten i vejkanterne gælder nemlig det princip, at man ofte kan få mere ved at gøre mindre. Ved at køre ud færre gange med græsklipperen, klippe knap så tæt og justere på perioden, hvor der slås.

Men arbejdet kræver naturligvis nye arbejdsgange og ændringer i driften. Et arbejde, som flere og flere kommunale forvaltninger er begyndt at give sig i kast med.

Skal vi lykkes med at skabe mere liv langs landevejene, kræver det dog ikke kun ændringer af arbejdsgangene hos traktorførere og driftschefer. Det kræver også, at vi danskere tør vænne os til, at vores rabatter ikke nødvendigvis skal være græsgrønne og kortklippede. For mange af os virker det stadig unaturligt, at vi bare skal lade gedeskæggen stå sammen med de andre planter, som vi ellers kalder ukrudt.

Som man ser i tv-udsendelsen fra Hjørring, tager det noget tilvænning. ”Det er bare grimt”, lyder det for eksempel, da tv-vært og ”bonderøv” Frank Erichsen spørger ind til en rundkørsel, hvor vilde blomster som kællingetand og rødkløver har erstattet de grønne plæner.

Og da det ikke er alle kommuner forundt at have den karismatiske tv-vært til at tale de vilde planters sag, er der brug for, at både borgmestre og lokale ildsjæle er med til at sikre lokal opbakning til lignende projekter. Her kan man håbe, at de gode erfaringer fra Hjørring og andre steder vil give både flere kommuner og borgere mod på at sætte vejkanten fri.

Det er klart, at vi aldrig må gå på kompromis med trafiksikkerheden. Hensynet til cyklister og bilisters sikkerhed skal altid vægtes højt. Men vi må – og bør – godt kunne gå på kompromis med, hvilke farver vi møder langs vejen, når vi skal hjem fra arbejde eller til fodboldtræning. Ikke mindst når vi ved, at det samtidig hjælper en række dyr og planter, som risikerer at forsvinde i biodiversitetens bakspejl.