debat

Jeg er coronatræt – og træt af heksejagt på regering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Knud Erik Larsen, Hanetoften 31, Ravnshøj, 9900 Frederikshavn k.e.l@bbnpost.dk

CORONAHÅNDTERING:Jeg har det nøjagtig ligesom Holger Graversen i NORDJYSKE (17.10). Den seneste tid har jeg ikke glædet mig slet så meget til at stå op om morgenen og læse NORDJYSKE, som jeg plejer at gøre. At sidde i ro og mag sammen med morgenmaden og læse NORDJYSKE har i mange år været noget ser op til. En god start på dagen. Men nu har jeg ligesom mistet lidt af lysten. Ikke fordi det er avisens skyld som sådan, trods de mange læsenedbrydelige covid-19 indlæg.

Jeg er coronatræt. Jeg er nok ikke den eneste. Der er tre elementer i denne sag: Covid-19 som epidemi, de ufattelige mange meninger om epidemiens farlighed, og endelig den helt uanstændige hårde retorik møntet på statsministeren og fødevareministeren.

Det er sprogbruget, jeg vil prøve at forklare mig lidt på.

NORDJYSKE er fyldt med historier om vrede og utilfredse mennesker, der entydigt kaster hele skylden for coronakrisen på statsministeren. Det er hendes skyld det hele. Der bliver ikke sparet på ord af værste skuffe. Ordvalget er uværdigt og ligger på et lavt lossepladsagtigt stadie. Det er så usømmeligt, som noget kan blive. Man kan ikke snakke så grimt til landets statsminister.

Man kan være uenig med statsministeren - det er fair nok. Men det koster ikke spor at argumentere på en sober og fornuftig måde, uden at komme med fantasiagtige beskyldninger, der ligger meget langt fra sandheden. Ord som rigsretssag, bananrepublik og mange andre nederdrægtige ord fyger rundt som efterårsblade. Ord, der er hentet helt ude i hampen.

Vi har i den grad fået amerikanske tilstande her i landet. Ønsker vi det?

Politik er nådesløst. Nuværende oppositionspartier har nu endelig fundet den sprække, de har søgt efter længe. Den kom belejligt da fødevareministeren begik en fodfejl, og da regeringen uden lovhjemmel satte det ultimative aflivningsprogram af mink i gang.

Nu kunne de få en kniv ind i sprækken og vride rundt, og hermed fritage sig selv for ansvar over for et land i dyb krise. Det er uansvarlighed af højeste karat.

Javist er der begået fejl under coronakrisen, men er det nødvendigt at klynge en statsminister op og overdænge hende med alverdens indestængte ulykker, bare fordi hun kæmper for at hjælpe Danmark igennem denne pandemi bedst muligt?

Jeg tillader mig at bruge ordet heksejagt. Jeg har endnu ikke hørt fra oppositionspolitikere, ej heller fra en kritisk læserskribent eller for den sags skyld pressen, ét eneste lille ord om, hvad den korrekte løsning er på coronakrisen. Kun hvad der ikke skulle have været gjort.

Dernæst kaster sig over regeringen som sultne ulve og kræver dens afgang. De opfører sig som himmelsendte frelsere i skyggen af et land i knæ, uden selv at have en løsning.

Jeg påstår ikke, at det samme ikke ville have være sket med en blå regering ved roret. Oppositionen ville højst sandsynligt nok have opført sig nogenlunde som den nuværende opposition. Desværre og meget beklageligt. Men ville en blå regering have håndteret coronaen bedre? Nej, men det får vi bare aldrig nogensinde at vide. Dét ved oppositionen udmærket godt. Set i det lys, kan de slå mønt på coronakrisen, og ophøje sig selv på en trist baggrund.

Jeg er overbevist om, at hverken fødevareministeren og statsministeren ikke vil det danske folk noget ondt med deres hurtige og resolutte indgreb for at få standset covid-19, ej heller forsøge at virke som diktatoriske despoter. Jeg tror, at handlekraft er et passende ord at bruge.

Nu måtte fødevareministeren så tage sit gode tøj og gå. Uanset størrelsen af de fejl, der er begået i Fødevareministeriet, var der ingen vej tilbage. Jeg erkender en vid klodsethed i hele minksagen. Men berettiger det til den hårde medfart, han har fået?

Til de politiske partier, der er forrest i heksejagten på statsministeren, og skalperingen af fødevareministeren samt til de mennesker med så mange grimme ord i munden, vil jeg spørge følgende: ”Vil I komme til at sove bedre om natten ved fødevareministerens afgang? Eller et regeringsskifte? Tror i så, at covid-19 forsvinder ude af landet? Vil det ændre på noget som helst? Har I endelig fået en lindrende følelse i kroppen?

Jeg føler med minkbranchen og alle de virksomheder her i landet - små som store - der lider under epidemien, samt afsavn i den brede befolkning. Det er forfærdeligt. Men det er nu ikke Statsministeren skyld; der er covid-19, der bærer skylden Men at opildne til splittelse i det danske samfund er tankeløst og uansvarligt: det løser ingen krise. Snak pænt til hinanden og lad de onde ord vige.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.