debat

Jeg vil se min mand på plejehjemmet – skal jeg bare håbe på godt vejr?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Hanne Stenbakken, Østre Kanal Gade 4, 9000 Aalborg.

I august 2019 flyttede min mand på plejehjem. Hans funktionsniveau var langsomt og sikkert blevet så dårligt, at jeg ikke længere selv kunne pleje ham derhjemme.

Selvom jeg er en rask og rørig 80-årig kvinde, havde jeg til sidst ikke kræfterne til at klare alle de plejekrævende opgaver.

Efter at have delt livet med den mand, som jeg elsker, i 60 år, var det en hård, men nødvendig beslutning.

Han fik og får stadig en tiltrængt god pleje på plejehjemmet Skovbrynet i Gistrup.

Heldigvis har jeg hver dag kunnet besøge ham og skabt så normal en hverdag, som det er muligt – selvom vi ikke længere kan bo sammen.

Så kom covid-19. Efter den alvorlige virus kom til Danmark, ændredes rigtig mange ting.

Der blev indført stramme restriktioner, som betød, at jeg ikke længere kunne få lov at komme ind på plejehjemmet af hensyn til smitterisiko – besøgene og det nærvær, som vi havde skabt i de nye rammer, var ikke længere muligt.

Min mand sidder permanent i kørestol, så efter nogen tid blev det sådan, at når vejret var godt, ville personalet gerne give min mand varmt tøj på. Så vi kunne køre en tur i den friske luft.

Det gik rigtig fint i lang tid, fordi vejret var godt, og vi nød de korte ture og nærværet, selvom vi ikke kunne give hinanden et kys og et kram.

Men da vejret ændrede sig, ændredes også vores korte ture.

Nu var det ikke længere muligt for ham at komme ud, og jeg kunne stadig ikke komme ind, så der blev åbnet en lille sprække i terrassedøren til min mands bolig, så kunne vi tale derigennem.

Det var utrolig svært for min mand at acceptere, at jeg skulle stå udenfor i dårligt vejr, så han blev meget ked af det.

Glimtet i øjnene og smilet på læben forsvandt. Indtil da havde vi sagt til hinanden ”Vi får det til at fungere, og så nyder vi det, vi kan”. Men hvem kan nyde samvær, når vi ikke kan være sammen?

I dagspressen tales meget om de savn, som specielt unge har, ved ikke at kunne se hinanden. Det forstår jeg godt, og jeg er glad for, at der findes løsninger, så de unge atter kan se hinanden.

Ungdommen er kort, og den tid, der går, kommer ikke igen, selvom de har et langt liv foran sig.

Det samme er tilfældet for min mand og mig. Men - den tid, vi mister, kommer ikke igen. Forskellen er nemlig, at vi har et langt liv bag os. Mulighederne for at skabe nærvær og samliv forsvinder – og de forsvinder hurtigt!

Jeg hører ikke ret meget om, hvad man vil gøre for de ældre, som i mange tilfælde ikke forstår, hvad det er der foregår.

Jeg skriver dette indlæg for at presse på for mulige løsninger for samværet med min mand. I skoler, børnehaver, gymnasier og erhvervsliv, gøres der store anstrengelser for at åbne samfundet igen.

Nu er det på tide at gøre det samme for vores ældre!

Heldigvis har vi et godt sundhedspersonale, der gør det bedste, de kan, også der, hvor min mand bor. Men de kan ikke erstatte de nærmeste.

Man skal huske, at mange ældre på plejehjemmene har en begrænset tid tilbage.

Han lever for mig – og jeg lever for ham. Denne tid skal leves i nærvær og glæde - ikke i nedtrykthed og savn?

Mange ældre har ligesom jeg, en enkel dagligdag. Måske mere enkel end de mennesker, der passer de ældre.

For mit eget vedkommende deltager jeg ikke i større sammenkomster, jeg bruger ikke offentlige transportmidler, handler minimalt, og jeg skal ikke hente børn.

Min risiko for at være smittebærere er unægtelig mindre end de søde medarbejdere, der færdes på plejehjemmene.

Ingen klagesang uden forslag til løsning.

Jeg håber på godt vejr igen, så jeg atter kan komme ud og se min mand. Men jeg kan ikke blot sidde tilbage og håbe på godt vejr i morgen!

Mit forslag er, at der samråd med plejehjemmet vælges én person fra beboerens familie, som får lov til at give besøg. Selvfølgelig med krav om afstand og brug af sprit.

Jeg er sikker på, at det vil give livslyst og glæde tilbage hos mange ældre – det er der brug for ... ikke først om nogle uger ... vi har ganske enkelt ikke tiden til at vente.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.