Kære Mette F. – her er løsningen på manglen på sygeplejersker


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:54

Af Tanja Rejmer Hammer, tillidsrepræsentant for Akutmodtagelsen og sygeplejersker i lægevagten i Aalborg, Hobrovej 18-20, 9000 Aalborg, tanjarejmer@gmail.com

SYGEPLEJERSKER: Kære Mette Frederiksen – her er løsningen på manglen på sygeplejersker i Danmark:

Vi sygeplejersker har stemt nej til OK21-forhandlinger, og der er nu varslet strejke.

Vi har været nødt til at stemme nej for at vise dig, at vi mener det.

Gennem alt for mange år har vores løn ikke stået i mål med vores arbejdsindsats og engagement.

Vores fag er ikke en ekstra indtjening – nej, det er derimod en god politisk investering. En god politisk investering, der holder befolkningen sunde og raske. Der vil komme til at mangle omkring 6000 sygeplejersker allerede i 2025, hvis der ikke snart handles. Samtidig er mere end hver fjerde nyuddannede i tvivl, om de er i faget om fem år.

I mine øjne har du løsningen lige foran dig. Vores fag er desværre ikke så attraktivt, som det engang har været, det samtidig med vi i Danmark går en tid i møde, med mange ældre og kronikere. Der er mange parametre, man kunne flytte på, men en stor ting, som fylder ved os sygeplejersker, er lønnen. Vi går nemlig dagligt med den oplevelse, at værdien af det arbejde, vi gør, ikke er sammenligneligt med det, der ender i lønningsposen.

Når jeg modtager en patient, som har fået det akut dårligt, så er det min opgave sammen med lægen at få patienten stabil igen. Det gør vi i fællesskab. Det sker ikke sjældent, at jeg er den erfarne, som hjælper lægen med at tage de korrekte beslutninger. Det gør jeg, fordi vi arbejder i et team, hvor vi er afhængige af hinanden. Det er en skøn følelse at mærke, at man har gjort en forskel for patienten.

Samtidig er det en ringe følelse, jeg står med bagefter, når jeg tænker på den løn, som på ingen måde afspejler det arbejde, jeg lige har stået i.

Mette, du skal huske på, at vi ikke har noget sundhedsvæsen, hvis vi ikke har nogen sygeplejersker. Hør nu, hvad vi siger, og afskaf den tjenestemandsreform!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden