Klokkerne ringer - men for hvem?

Af Knud Held-Hansen, Juelsparken 2, 2. tv 9210 Aalborg SØ

CORONA:Landets biskopper opfordrer nu til, at de omkring 2350 danske folkekirker hver dag arrangerer fælles aftenringning.

Kirkerne ringer i forvejen både morgen og aften, men det sker ofte på forskellige tidspunkter. Coronakrisen har fået biskopperne til at foreslå, at kirkerne alle ringer klokken 17.

- I denne særlige tid, hvor alle kirker er lukkede, og vi ikke kan holde gudstjenester om søndagen, gør vi opmærksom på, at klokkernes ringning hver dag fortæller os om kirkens budskab, siger biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, i en pressemeddelse.

Han peger på, at mange naturligt nok har travlt med at tænke på sig selv og de nærmeste - men siger :- Det er netop nu, at vi skal tænke på Gud og vores medmenneske og på alt det gode, der trods alt kommer til os hver eneste dag.

Det er en gammel skik at lade klokkerne ringe for at minde om bøn og andagt. Og biskopperne kommer også med en anden opfordring.

- Vi vil gerne tilskynde til, at vi under aftenringningen sammen tænker på og beder for de syge og alle dem, der passer og plejer dem, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Biskoppernes opfordring gælder, så længe coronakrisen varer.

NB. Dette initiativ er lige, hvad der aktuelt er brug for. Så lad os støtte biskoppernes opfordring. Bøn til Gud driver også frygten for eget og andres liv på flugt, og vi vil finde hvile i sjæl og sind ved tanken om og troen på, at ”mine tider er I din hånd”... oh store Gud.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.