Klumme: Har Aalborg for meget kultur?

Kulturlivet bliver nødt til at indse, der kommer ikke flere penge fra det offentlige, lyder det i denne klumme fra Evanthore Vestergaard

Klummeskribent Evanthore Vestergaard har forståelse for politikernes beslutning om at droppe flytningen af  Aalborg Historiske Museum til Aalborghus Slot. Arkivfoto: Daniel Bygballe

Klummeskribent Evanthore Vestergaard har forståelse for politikernes beslutning om at droppe flytningen af Aalborg Historiske Museum til Aalborghus Slot. Arkivfoto: Daniel Bygballe

Evanthore Vestergaard fra Aalborg er journalist, komponist, forfatter, forlægger m.m.

MUSEER M.M.: For nogle uger siden spurgte jeg i NORDJYSKE, om der kan blive for mange ”folkemøder” a la Folkemødet på Bornholm, Naturmødet i Hirtshals, Kulturmødet på Mors etc.

Det seneste par uger har nogle nyheder inden for kunst og kultur i Aalborg givet anledning til spørgsmålet: Er der for mange kulturinstitutioner, for mange kulturprojekter i byen eller Nordjylland som sådan? Kan der overhovedet være for megen kultur?

Sikkert ikke, men det er klart, at økonomien sætter grænser. Selv som passioneret kultur-/kunstmenneske, der i årtier har råbt ”Hvis I mangler penge, så tryk nogle flere” kan jeg godt se, at manglen på børnehaver, hospicepladser m.m. gør det, politikerne kalder prioritering, pinenødvendigt og jeg misunder dem ikke, når de skal vælge mellem det ene og det andet.

Kort sagt: sundhed, uddannelse og andre livsvigtige områder skal naturligvis have deres - men kunst og kultur er også livsvigtige.

Man er begyndt at tænke anderledes i Aalborg. Måske ikke i flere penge til kulturen, men nødvendighed har fået nogle til at gøre op med gamle dyder. F.eks. besluttede man for få år siden at lægge Utzon Center sammen med Kunsten i hvert fald administrativt, idet man klogeligt valgte, at Utzon skal have egen, selvstændig kunstnerisk ledelse. Det ser ud til at fungere glimrende.

Sammenlægningen af administrationen på Utzon Center og Kunsten, er et eksempl på ny veje i Aalborgs kulturliv. Arkivfoto: Grete Dahl

Sammenlægningen af administrationen på Utzon Center og Kunsten, er et eksempl på ny veje i Aalborgs kulturliv. Arkivfoto: Grete Dahl

En lignende model valgte man, da man besluttede at fusionere Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus fra årsskiftet. Igen må man formode, at det handler om det rent administrative og forvente en stærk og selvstændig kunstnerisk ledelse hos orkestret.

Senest har Kunstens bestyrelse valgt at gå i samarbejde med Louisiana-museet med en model, der er omvendt de andre: Man bevarer det administrative i Aalborg og overlader den kunstneriske ledelse til Louisiana. Godt tænkt.

Disse tiltag er i høj grad opgør med en vanetænkning, som historisk har handlet om at ”sådan en vil vi også have”.

icon

Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg tror, at man bliver nødt til fra kulturens side at indse, at man ikke kan vinde i kampen mod sundhed, uddannelse og velfærd, uanset hvor god en sag man har.

Evanthore Vestergaard

Det gode eksempel er, da man i Aalborg (og Aarhus og Odense) grundlagde symfoniorkestrene, dengang kaldet byorkestre. I erindringsbogen ”Kapelmesteren” fortæller Aalborg By-Orkesters skaber, Jens Schrøder, om tilblivelsen. Da man endelig når til, at der er kommunal opbakning, betragtes orkestret mere som byens end landsdelens.

Helt frem til de socialdemokratiske kulturlove i 60’erne fastholder man dette, og i modsætning til andre steder deles udgiften ikke mellem amt, kommune og stat; Aalborg betaler gerne amtets andel for at undgå betegnelsen ”Nordjysk Symfoniorkester” (den kommer senere ind som en undertitel, da amtet/regionen begynder at købe koncerter til afholdelse rundt om i Nordjylland).

Altså en form for chauvinisme, der også kom i spil, da man byggede det, der trods alt kom til at hedde Nordjyllands Kunstmuseum i 1972. ”Vi kan selv”-filosofien har præget Aalborg alt for meget, for på mange områder kan byen jo ikke selv.

Først i de seneste årtier har man øjnet egentlig kunstnerisk kvalificeret arbejdskraft i byen, men manglende politisk forståelse, d.v.s. økonomisk tilbageholdenhed, har gjort, at midlerne snarere strakte til vedligeholdelse end til udvikling.

Det betød, at Symfoniorkestret boede i en nedlagt biograf, Kunstpavillonen i et nedlagt hospital, konservatoriet (der dog er statens) i en nedlagt skole etc. etc. Havde man budt fodboldfolket at spille i et nedlagt elværk, havde de nok råbt op. Som bekendt fik orkestret et musikhus at spille i, billedkunsten bedre vilkår i Nordkraft og konservatoriet tålelige forhold også i musikhuset. Så langt, så godt!

Men når snoren er klippet over, mørtelen er størknet og befolkningen (som altid) har erstattet vrede over det nye musikhus med begejstring, er det, at kvalitet og udvikling viser sig bydende nødvendigt. Hvor skal den komme fra, og hvem skal betale?

Et godt eksempel på det med kvaliteten er igen de symfoniorkestre, som kaldes landsdelsorkestre i lovgivningen. Det er ikke symfoniorkestre i egentlig forstand. De fem provinsorkestre har 60-65 musikere, et fuldt udbygget symfoniorkester op imod 110 musikere. Altså har man i provinsen en række totredjedels-orkestre, medens København er hjemsted for landets to egentlige symfoniorkestre, DR-orkestret og Det Kgl. Kapel.

”Det lugter da lidt af symfoniorkester”, synes de gamle provinspolitikere at have tænkt, men det er de altså ikke. Enkelte forsøg på sammenlægninger, så man f.eks. havde to fuldt besatte orkestre i provinsen, slog fejl. Skulle Aalborg afgive sit orkester til Aarhus eller omvendt? Skulle aarhusianerne køre til Aalborg eller omvendt? Den slags småligheder tager den kvalificerede kunst sig ikke af.

Aalborg Symfoniorkester skal være næsten dobbelt så stort for at være et rigtigt symfoniorkester, lyder det fra Evanthore Vestgaard .  Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborg Symfoniorkester skal være næsten dobbelt så stort for at være et rigtigt symfoniorkester, lyder det fra Evanthore Vestgaard . Arkivfoto: Lars Pauli

Det ser ud, som om at det, der måske er et ægte paradigmeskifte (foreløbigt i kulturlivet og ikke hos politikerne), nemlig at tænke institutioner sammen på tværs af lokalinteresser, geografi og historie, lader sig gennemføre med held. Utzon f.eks. og garanteret også både Symfoniorkester/Musikhus og Kunsten/Louisiana. Det handler bl.a. om at bruge ressourcerne på en anden måde og de, der går foran, øjner også synergieffekter og dynamikker til kulturens og kunstens fordel - ellers ville de næppe gøre det.

Allersenest har Aalborgs politikere lagt et projekt i graven, som ellers på enhver måde er visionært og nødvendigt, nemlig Historisk Museums udflytning til Aalborghus Slot. 400 mio. kr. ville det koste, og det er mange penge. Jeg forstår godt, at politikerne nødsages til at sige nej, når de store kulturfonde har sagt det. Man har nok ikke gennemført et kulturprojekt til den pris, siden man byggede Aalborghallen i sin tid.

Men i disse år står kulturarv højt på både befolkningens og politikernes dagsorden, og det er ikke nogen hemmelighed, at de historiske museer på mange måder halter bagefter både hvad angår de fysiske rammer og indhold, formidling og udvikling.

De skal simpelthen støves af og have midler til at udvikle sig, men kunne man også på dette område anvende en strategi, der handler om at se det hele i større og andre perspektiver?

Behøver man have snesevis af institutioner, der viser lokal kulturarv? Er der virkelig så stor forskel på potteskår og knogler i Aalborgs og Odenses undergrund, kunne man spørge uden af den grund at latterliggøre det ambitiøse projekt fra Historisk Museum.

Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg tror, at man bliver nødt til fra kulturens side at indse, at man ikke kan vinde i kampen mod sundhed, uddannelse og velfærd, uanset hvor god en sag man har. Derfor:

1. Kulturen må indse, at der ikke kommer flere offentlige kroner og finde eller opfinde nye finansieringsformer.

2. Man må indrette sig med nye organisationsformer og indgå partnerskaber, som det er set i Aalborg på det seneste.

3. Politikerne skal realisere de smukke ord om armslængde til de kunstneriske beslutninger og se bort fra tidligere tiders lokalpatriotisme og andet uvedkommende.

4. Befolkning såvel som politikere bør indse, at kunst og kultur er lige så livsvigtige som den luft, vi indånder, og at kunst koster penge - på den ene eller anden måde.

Så kan det være, at vi kan komme videre fra bevidstløs vedligeholdelse af kunsten og kulturen til det, de er der for: at gøre livet og verden bedre for den enkelte og samfundet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.