Energien har svært ved at indfinde sig: Teaterleder savner deadlines

Susanne Sangill er leder af Himmerlands Teater.

Jeg havde faktisk sat en regel op for mig selv i forbindelse med den her klumme. Den måtte, under ingen omstændigheder handle om covid-19, og det jerngreb pandemien holder os alle sammen i denne tid. Men det skulle vise sig at være uundgåeligt.

Som kulturinstitution/teater er vi selvfølgelig underlagt de restriktioner, som alle andre også er. Vores store udfordring er så, at vi skal blive ved med at producere. Vi skal være klar til at præstere og præsentere en forestilling med meget kort varsel, når vi engang får lov til at åbne igen.

Når jeg siger udfordring, hænger det sammen med, at vi jo ikke som en detailbutik kan låse døren op, tænde lyset og begynde at sælge af de varer, der nok er ved at nå en vis udløbsdato eller er klar til det udsalg, der ikke blev til noget i første omgang.

Som teater har vi næsten altid en produktionstid på minimum 6 uger. Og inden prøveforløbet går i gang, ligger der måneders forberedelse. Det vil sige, at vi er tvunget til at arbejde, som vi plejer.

Her på Himmerlands Teater - som på så mange andre af landets teatre - er der fuld gang i produktionerne. Der står snart en helt færdig scenografi på vores lille scene. Skuespillere og instruktør arbejder dagligt i mindst seks timer på at forløse og gestalte den forestilling, som jeg valgte for mere end halvandet år siden.

Der er tænkt en masse konstruktive tanker i den forløbne tid. Scenografien er blevet lavet om indtil flere gange, dog heldigvis kun på modelplan. Lysdesigneren har arbejdet og valgt en helt ny belysningsform, så der er indkøbt særligt materiale til at opfylde ønskerne. Kostumer diskuteres, bestilles, prøves og sendes retur. Normalt ville vi traske rundt i butikkerne for at finde det helt rigtige til en moderne forestilling. Det kan vi ikke lige nu, men til gengæld er der så en masse arbejde for GLS, DAO og hvad de nu hedder allesammen.

Vi skulle meget gerne have premiere 18. februar, det er nok ikke særlig realistisk. Og tanken om at omsætte forestillingen til et digitalt medie er så omfattende, at vi ikke kan løfte den opgave. Noget andet er, at den form der er valgt til lige netop denne forestilling ikke ville fungere på TV.

Så altså: Vi arbejder hen imod … hvad?

Og det er her det med deadlines kommer ind i billedet.

Min far er en meget klog mand, og en dag vi snakkede verdenssituationen og alt mulig andet igennem over telefonen, sagde han pludselig: ”Det må virkelig være svært at holde gejsten oppe, vi lever jo af deadlines, de giver energi.” Og han ved hvad han taler om, for som han fortsatte: ”Når man er gået på pension, (han er 89 år så det er OK,) så er al tiden ens egen, og man kan få en hel dag til at gå med at stå op, læse avis og tænke over, hvad der så skal ske. Lige nu ikke ret meget når koncertsale og teatre er lukkede. Jeg savner sgu en deadline, så jeg kan få mig selv i gang”

Og han har så meget ret. Jeg kan mærke, at de der dage hvor jeg planlægger den kommende sæson eller arbejder med den kommende forestilling ligesom ikke rigtig sparker igennem. Det er, som om energien har sværere ved at indfinde sig.

Det er meget underligt at fornemme hele teatret summe af liv, samtidig med, at jeg vrider min hjerne med, hvordan vi kan få premiere, og om der skal tænkes i alternative datoer og spilleperioder. For det tror jeg, der skal, men når vi intet ved, er det, som at rende panden mod en mur.

Tanken om, at om lidt skal vi gå i gang med prøvearbejdet på den forestilling, der blev udsat i den første nedlukning, er underlig fjern. Vi skal i gang, og jeg glæder mig til at arbejde med forestillingen og de skønne mennesker der skal være med. Men samtidig så sidder der en lille orm og gnaver: Bliver det heller ikke til noget?

I et prøveforløb og især op til en premiere, sker det meget ofte, at vi på holdet stopper op et øjeblik og forpustet siger til hinanden, at denne gang der når vi det bare ikke. Se, det er lige præcis her energien kommer farende og gør en del af arbejdet for os. Vi har en deadline, og den vil vi med djævlens vold og magt overholde. Og så sker det forunderlige: En god nats søvn, helst en af dem hvor man ikke ligger og tumler med problemer og løsningsmodeller. Nej, en af dem, hvor hele holdet dagen forinden har givet hinanden håndslag på at give den en skalle, håndslag på at det her det kan vi godt for vores fundament er der, og vi skal ”bare” få det hele til at spille.

Det er al den deadline-energi, vi mangler lige nu. Vi arbejder hen imod noget, vi ikke ved, hvad er. Det er drænende. Vi prøver at lade være med at snakke om den elefant, der står midt i rummet og skriger "FORVENT FORTSAT NEDLUKNING".

Vi forsøger at holde gang i butikken, så publikum ikke glemmer, at de har et teater. Vi snakker dagligt med mennesker, der spørger, hvornår de dog kan komme i teatret igen, om vi refunderer deres købte billetter og om alt muligt andet mellem himmel og jord. Det er faktisk dejligt, for det fortæller mig, at vi er savnede og at ikke kun vi sukker efter at tingene igen skal blive normale.

Jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme til at savne søvnløse nætter, nervøs hjertebanken, stramme deadlines, medarbejdere der skal nurses for at komme over et bump på den dramatisk vej frem mod en premiere. Men det gør jeg, jeg savner det, så det skriger indeni mig.

På plussiden kan dog nævnes, at strømmen af mere eller mindre ligegyldige mails er væk, og møder, der alligevel ikke fører til noget, men er sat i værk for at nogen kan dokumentere deres værd, er ikke eksisterende.

Tak til hjælpepakker og en faglig organisation, der i den grad taler kunsten og kulturens sag.

Men jeg nu havde helst været foruden.

Jeg glæder mig til, vi igen skal ses i mørket derude i teatersalene, i koncertsalene, på spillestederne og opleve den levende kunst udfoldet lige for øjnene af os med alle de stjerneøjeblikke og bommerter, der helt naturligt følger i kølvandet på det, der er lige her og nu, og som ikke kan opleves igen, hvis du ikke var tilstede i øjeblikket.