Klumme

Klumme: Jeg ønsker mig et efterår, hvor respekten for hinanden bliver et fælles anliggende

Det er, som om at der er noget strukturelt skabt, der har brug for en heksejagt, hver gang der er et område, der burde debatters demokratisk, ordentligt, faktuelt og redeligt, lyder det fra klummeskribent Pia Schnoor

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole.

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole.

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole.

Rigtig mange mennesker går Caminoen, Pilgrimsruten, Camønoen og mange andre spændende og inspirerende ruter. Ture, hvor der er tid til fordybelse, refleksion, samvær og nærvær. Andre vælger sommerhuse i Danmark, camping i Danmark som deres helle i hverdagen.

Men alle er vi nødt til at ”gå coronaen”. Hver dag opdateres vi på sidste nyt, både stort og småt. Det er naturligvis vigtigt med et højt informationsniveau, hvis det er sobert, faktuelt og relevant. Men overinformation, fake news, konspirationsteorier, gætterier og synsninger har vi i min optik ikke ret meget brug for. Alt dette er med til, at jeg føler, at jeg er på en ørkenvandring, jeg ikke selv har ønsket.

Siden marts måned har Danmark ændret sig. Mange ting er kommet igennem politisk uden særlig bevågenhed, bl.a. udligningsreformen og nu pensionsreformen. Fokus har været på corona og den amerikanske præsident og hans gøren og laden. TV2 har i snart fire år haft programmet ”Verden iflg. Trump”. Om det er relevant eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men min tanke er af og til, at hvis vi fik et program, der hed ”Danmark iflg. Mette ” i stedet for, kunne det måske være en vej til at styrke sammenholdet og fællesskabet for alle borgere i landet. Lige nu graver vi grøfter pga. af coronaen, vi udskammer befolkningsgrupper, både pga. alder, erhverv og etnicitet.

Og oven i dette starter vi så et nyt korstog, denne gang mod sexisme. Det kommer i kølvandet på andre fokusområder: klimaet, racismen, ”forkerte” ord eller billeder i en historisk kontekst, black lives matter, affaldssortering, kødspiseri, rygning, overvægt og flere andre små og store områder.

Det er, som om at der er noget strukturelt skabt, der har brug for en heksejagt, hver gang der er et område, der burde debatters demokratisk, ordentligt, faktuelt og redeligt. De fleste områder har deres forsvarere og krigere, og når de ikke får deres vilje, starter jagten. I min optik mangler oplysningen, den demokratiske samtale og evnen til at ville skabe løsninger i stedet for konflikter. Det betyder, at samtalen stivner, at vi oftest kun hører fra forsvarssiden, og under devisen er du ikke enig, er du imod. Der er ikke plads til eftertanke, fordybelse, tvivl og pragmatiske tilgange til fælles bedste.

Denne nye heksejagt deler nu tiden og mediernes bevågenhed med coronaen. Begge dele er alvorlige, ingen tvivl om dette, og overgreb og krænkelser skal tages alvorligt, men måske mangler vi en definition af ordet krænkelse, når dette ord nu bliver en del af folkedomstolens værktøj.

Det ryster mig, at Christian Friis Bach er nødt til at bekende om sit og hustruens forhold pga. løgnagtige anklager. Det gør mig utryg, når dygtige politikere ikke tør går efter en post, fordi der hænger en slet skjult trussel om, at der var vist noget med et dansegulv. Jeg kan ikke lade være med at tænke: hvem bliver den næste, og hvornår vender boomerangen?

Jeg ved godt, at sexisme forekommer. Jeg ved godt, at det er et stort problem mange steder. Men jeg er bange for, at udviklingen hen imod et mere og mere bornert samfund ødelægger vores naturlige, frie omgang mennesker imellem, til skade for fællesskaber og demokratiske samtaler.

I middelalderen brændte man hekse på bålet. Vi skulle nødig tilbage til dengang, hvor folkedomstolen hujede under henrettelserne og afbrændingerne på torvet i byen.

Dette nye problemfelt overskygger lige nu coronaen, som potentielt er en bombe under samfundet, både økonomisk og menneskeligt. Jeg er ikke i tvivl om, at den næste store krise, vi ser ind i, er ensomshedskrisen, og desværre bliver den ikke mindre af, at vi bruger kræfter på at udskamme og hænge hinanden ud for dette og hint.

Jeg vil slutte med et citat af Hal Koch: ”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen.”

Jeg ønsker mig et efterår, hvor respekten for hinanden bliver et fælles anliggende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.