Klumme

Klumme: Stå ved din indre midaldrende kvinde fra Herning

Vi skal have gjort op med tanken om, populærkultur ikke nødvendigvis er godt, fordi det er underholdende, og at elitær kultur er dårligt, fordi det for nogen kan virke kedeligt og abstrakt. Vi har brug for det hele, skriver klummeskribent Lasse Rich Henningsen

Lasse Rich Hennigsen er direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester. Foto Claus Søndberg

Lasse Rich Hennigsen er direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester. Foto Claus Søndberg

Lasse Rich Hennigsen er direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.

I søndags befandt jeg mig som millioner af andre danskere på kanten af sofaen klar til at heppe de danske håndboldherrer til en sejr i VM. Jeg er ikke pr. definition håndboldfan, men jeg sidder troligt klar foran skærmen hvert år i januar, og hver gang bliver jeg forundret over den svulmende nationalfølelse, der kollektivt breder sig og yderligere forstærkes af den fælles stolthed over, at Danmark på trods af sin beskedne størrelse formår at blive verdens bedste foran en række af verdens største nationer. Det giver fornemmelsen af at være samlet om noget større på tværs af geografi, indkomst og segment.

Det er ellers ikke en typisk opskrift på en familieaften i vores hjem. Jeg er, hvad man nok vil beskrive som gennemsnitlig dansk mand, når det kommer til sport. Jeg går af og til på stadion, men også her er det mest af alt for fællesskabets skyld.

For det er det, sporten kan – den samler os.

Det kom på fineste vis til udtryk søndag eftermiddag, da lysene på Øresundsbroen skiftede farve i anledning af finalen mellem Danmark og Sverige. Lysene benyttes til at markere særlige begivenheder, og det har efterfølgende skabt genklang i hele verden. Billedet blev delt af alt fra nobelprisvindere til mindre børn og endte med at gå viralt. Broen blev et symbol på et fællesskab mellem to nationer, der blev forenet gennem 200 meter høje pyloner i dansk-svenske farver, en indgroet konkurrencementalitet og en snert af humor.

Genialitet skal ofte findes i det simple.

Det er tit blevet diskuteret, om sport kan betegnes som kultur. Håndbold defineres ofte som en udpræget provinssport, og mit gæt er da også, at størstedelen af de sædvanlige tilskuere på tribunerne er bosat udenfor de større byer. Men som søndag aften kan bevidne, så er det altså ikke kun midaldrende kvinder fra Herning, der samles om sporten, når det gælder.

Der er selvsagt forskel på at tilbringe en lørdag aften i en håndboldhal og en koncert med Aalborg Symfoniorkester og Beethovens 7. symfoni. Men selvom de to ting ikke umiddelbart lyder til at have meget tilfælles, så deler de alligevel det, at begge oplevelser er en vigtig del af dansk kulturliv.

Vi skal have gjort op med tanken om, populærkultur ikke nødvendigvis er godt, fordi det er underholdende, og at elitær kultur er dårligt, fordi det for nogen kan virke kedeligt og abstrakt.

Vi har brug for det hele.

Det centrale omdrejningspunkt i enhver kulturoplevelse er fællesskabet. Når vi deler en oplevelse i en håndboldhal eller koncertsal styrker det sammenhængskraften blandt publikum uafhængigt af oplevelsens art og form. Og selvom jeg oftest vil være at finde i koncertsalen, så udelukker det ikke en tur på Hobro stadion eller en VM-finale foran fjernsynet i familiens lag.

Jeg er trods alt ikke ude i at benævne ”Absolute Music” som et eget kunstnerisk projekt.

Men det er efter min mening et udtryk for dårligt bedrevidende at se ned på bestemte kulturformer – særligt de, der kan samle over 2,6 mio. seere en søndag aften i januar. Det har vi stadig til gode i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.

Så stå ved din indre midaldrende kvinde fra Herning og bær den rød-hvide klaphat med stolthed – det gør jeg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.