Klumme

Kunsten-direktør langer ud: Usømmelig omgang med julepynt

Min æstetisk sensitive krop har svært ved at tolerere det miks af ukontrollerede designtraditioner, som befolker verden omkring mig, skriver klummeskribent Lasse Andersson. Han skildrer fire julepynt-traditioner her

Lasse Andersson er direktør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center. Foto: Martin Damgård

Lasse Andersson er direktør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center. Foto: Martin Damgård

Lasse Andersson er direktør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center.

Det er en tradition, at jeg omskriver gamle juleklummer. Jeg har tidligere skrevet, at jeg får allergi af jul der starter i oktober. Jeg har skrevet, at det eneste rappere og arkitekter har tilfældes er, at de hader julen. Jeg har skrevet, jeg står af på jul pakket ind i materielt overforbrug og en uhørt mangel på æstetik. Jeg har skrevet, at helt normale mennesker mister den æstetiske retningssans og her opstår så usømmelig omgang med julepynt og på det seneste julelys. Julen er forvandlet til en maraton-event fra oktober-december, som jeg først melder mig ind i omkring uge 51.

Julen burde set fra min stol være æstetikkens og hyggens højtid – fællesskab og lys i mørket. Først tager vi hyggen og så noget om æstetik.

Hyggen siger vi er særligt dansk. Men hvad adskiller det fra det engelske cozy eller det tyske Gemütlichkeit. Jeg diskuterede det for et par år siden med den klogeste tysker jeg kender (Marc-Christoph). Vi blev enige om, at hyggen er noget, vi gør sammen og mest af alt for hinanden, altså en social ting. En genstand kan være cozy eller Gemütlich sådan umiddelbart. Men det er ikke tilfældet med hyggelig. En stol eller sweater kan ikke være hyggelig med mindre de bærer på en fortælling. Jeg kan se hyggelig ud i min grønne sweater, fordi det minder min kone om hendes bedstefar, da hun var barn (og så skifter jeg sweater, mit selvbillede er ikke nået til hyggelig endnu). Eller det er hyggeligt, når vi tager varmt tøj på, går i skoven og henter juletræ og vi ved der er ild i pejsen og mormors brunkager, når vi kommer hjem. Hos os er hygge at gense Anders Matthesens helt igennem usentimentale og julefri julekalender ”Jul på Vesterbro”. Men det er kun hyggeligt, fordi vi gør det sammen for 12. år i træk.

Nu til æstetikken. Fra 1800 tallet bragte vi med juletraditionen et stykke natur ind i huset i form af juletræet, og vi plantede lys i mørket ved at pynte træet med lys – en smuk gestus – enkel og æstetisk. Herfra har det taget en drejning og efter min mening har folk fået en afhængighed af julepynt og julelys så det nærmer sig usømmeligt omgang.

På en skala fra 1-10 for traditionel julehygge scorer jeg 1 til 2. Min æstetisk sensitive krop har svært ved, at tolerere det miks af ukontrollerede designtraditioner, som befolker verden omkring mig. Jeg har prøvet at kategorisere dem og har fundet fire retninger.

Den første - den klassiske overlæssede jul i gran, rødt, julemand med nisser og julelandsbyen. Vi kunne kalde det Jul i Gammelby, hvor den falske julemand møder cityforeningens trang til fælles hygge i julekataloget.

Den anden - New age jul med ekstremt brug af guld, sølv og glimmer mikset med ståltråd, blade og en mængde bark (måske nonchalant sprayet med sølv). Vi kunne kalde det Snedronningen og Jim Lyngvild møder Femina.

Den tredje kategori er det naturlige look med kogler, mos, løgvækster, en overflod af blomster og ikke mindst et uset antal stearinlys, lyskæder og godt med hjemmegjorte godter. Den går under navnet Claus Dalby goes-crazy og møder Mette Blomsterberg i gør-det-selv-land.

Den fjerde er lysblinkende plastik-fantastik-julen, i storcentrene og forlystelsesparker, der kopierer jul i Gammel By på speed tilsat Susie & Leo i Juletuborg gevir og alt for kort skørt, alt for tæt på - det er Donald Trumps våde drøm i tilbudsavisen.

Der mangler dog pt en femte kategori. En stram og næsten designet jul uden så meget sødt på. Den er gennemdesignet og Ane Cortzen møder en halvkendt-arkitekt-der-altid-tror-han-har-patent-på-den-gode-smag-agtig og det tænder lys i mørket for den selvfede Politiken-læser.

Men æstetik er en svær ting, for handler det om, at ting er smukke. Nej, ikke nødvendigvis, men det kræver, at man forholder sig til verden omkring sig, æstetik er relationel og forholder sig, når det er bedst til en kontekst, til steder eller fortællinger. På Utzon Center har vi en tradition, hvor vi inviterer nogen af de bedste arkitekter i verden og Danmark til at forme deres bud på en juledekoration. Det er en enkelt og designet jul, der skaber lys i mørket. I år har Utzon Center på grund af corona selv skabt juledesignet. Udstillingsdirektør Line Eriksen har lys sat de smukke kurvede tage i grønt og illumineret Utzons båd indendørs. Mange vil hævde der ikke er meget jul over det. Men set over tid skaber vi en tradition, hvor dem der søger et æstetisk bud på julen, får en oplevelse og forhåbentlig hygge, fordi de deler oplevelsen med andre på restaurant Jørn under de grønne tage.

Og jeg er ikke helt kold om hjertet. Som så mange andre forældre har jeg en brist over for mine børn. Jeg har skjult, at min datter har været i julestemning fra slutningen af oktober, og at jeg fik lidt allergi, og jeg har drillet hende og sagt, at hun måtte slappe lidt af, for ellers ville jeg gå helt kold. Men den første advent gik det ikke længere. Her blev der pyntet til jul og spist risengrød.

Så det bliver jul, og den har mange designs både for de æstetisk sensitive og de mere udprægede hyggedesignere. Det vigtigste er, at vi selvom vi skal være få sammen i år, at vi finder julehyggen sammen. Så kan jeg godt leve med, at æstetikken er nummer to i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.