Klumme

Magi, fantasi og alt det ind imellem: Derfor går teaterlederen på museer

En bekendt spurgte Susanne Sangill forleden: Hvad giver det dig som teatermenneske at gå på udstillinger og museer? Her er hendes svar

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Susanne Sangill er leder af Himmerlands Teater.

En bekendt spurgte mig forleden: Hvad giver det dig som teatermenneske at gå på udstillinger og museer?

Spørgsmålet udsprang af en længere snak om gallerier og en fælles interesse for at sende sig selv og sin partner på det vi hjemme hos os kalder dannelsesrejser. Og især af mit sidste besøg på Moesgård Museum. Det lette svar var: Inspiration. Men ved nærmere efter tanke kom det noget længere svar:

Når jeg går rundt på for eksempel Moesgård og ser de helt fantastiske minutiøse udstillinger de laver og ikke mindst ser, hvad de har fundet frem, og hvordan de er i stand til at præsentere hver enkelt lille del, så den rammer mig og gør mig nysgerrig, giver mig lyst til at vide mere, så er det jo som at gå rundt i en teaterscenografi. Ofte er der faktisk også scenografer involveret i udstillingerne, de kan gøre det måske lidt tørre stof, levende for folk som mig, der ved ankomsten måske ikke ved ret meget om emnet, men meget gerne skulle gå både klogere og gladere derfra.

Men når alt er tegnet og fortalt, hvad er der så tilbage til fantasien? Det er her min teaterhjerne begynder at arbejde. For mens jeg står og bliver en lille smule misundelig over alt det, de kan og alle de penge, de har til at opbygge lige netop det her scenarie, så går det op for mig, at på scenen, behøver vi ikke at skære alt ud i pap for betragteren. Folks fantasi fejler nemlig ikke noget og en antydning er nok, billedet er fuldendt. Det kommer selvfølgelig også af den ekstra dimension, som de ikke har på museerne. Nemlig den levende fortæller, skuespilleren. Den der, sammen med hele holdet bag produktionen, er med til at udvide synsfeltet, selv på en meget lille scene.

Foto: Torben HansenSusanne Sangill, til klumme

Foto: Torben HansenSusanne Sangill, til klumme

Vi kan skrælle af, hvor andre er nødt til at blive ved med at fylde på. Vi har en historie fiktiv vi kan arbejde med og bearbejde til sidste time, inden publikum lukkes ind. Og selvom premieren gerne skulle være den dag, hvor vi definitivt er færdige, så stopper vores proces aldrig.

I hele spilleforløbet bliver vi ved med at opdage nye facetter og vinkler. Vi bliver med hele tiden klogere på det materiale vi står med. Det skrevne ord bliver ved med at udvikle sig, når replikkerne bliver sagt og situationerne spillet og reaktionerne fra publikum eller vores medspillere pludselig er anderledes end forventet, og der opstår nye følelser. Det er med andre ord en levende organisme.

Jeg bliver ofte spurgt om den første forestilling er anderledes end den sidste. Nej og ja.

Nej, fordi de tider er forbi, hvor man på sidste spilledag havde carte blanche til at lave spas med hinanden – og heldigvis for det.

Og ja, fordi den opmærksomme publikummer vil kunne mærke forskel.

I løbet af spilleperioden finder forestillingen sin indre ro eller vildskab - alt efter genre. Og det er netop det, der gør den her metier så levende.

Et af mine yndlingsøjeblikke er, da jeg engang faldt i snak med en publikummer, der året i forvejen havde været i teatret og se vores forestilling KVINDEN I SORT. En gyser af bedste skuffe. Scenografien bestod af en slisk, en repos, en stol, to kufferter, en lysestage og en masse papir og ikke at forglemme, to skuespillere.

På et tidspunkt går den ene spiller ind i et rum, et rum fordi han samtidig sagde at han gik ind i et rum, derfor var det der. Herind ser han en masse gammelt legetøj som han beskriver ned til mindste detalje. Det var et magisk øjeblik. Stearinlyset kastede sit flakkende lys hen over gyngehesten, den lille top, det fine træskib med sejl og en lille vimpel. Bolden med de mange farver, tøndebåndet, den lille fine trækælk og dukken med det lyse hår og blondekjolen. Og det er så her jeg bliver bekræftet i, at publikums fantasi i hvert fald ikke fejler noget. For spørgsmålet var: Hvor fik I alt det fantastisk fine gamle legetøj fra? Så er det man bliver glad helt ned i maven. Der var ikke så meget som en gammel bamse på scenen, men publikum havde set det og husket det hele.

Og for resten så skulle I dernede i salen bare vide, hvor meget I selv bidrager med. En sal der sidder inaktive på hænderne og uengageret lader sig underholde får ikke samme oplevelse som det opmærksomme publikum. Det smitter nemlig op på scenen. Så: ”hvis bare publikum vidste hvor meget de betød, ville de være bedre” - har en gammel kollega engang udtalt.

Nu glæder jeg mig bare til at tiderne snart, forhåbentlig, bliver normale igen, så vi på teatrene igen kan byde vore publikum ind i den her magiske verden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.