Klumme

Pandemien har stillet os overfor et interessant dilemma: Slips eller joggningsbukser?

Klumme: Hvis klæder skaber folk, hvordan står det så til med vores personlige udtryk efter corona?

Mads Damsbo. Foto: Claus Søndberg

Mads Damsbo. Foto: Claus Søndberg

Mads Damsbo er direktør hos Artcenter Spritten.

Pandemien og arbejdslivet bag computerskærmen har stillet os overfor mange, interessante dilemmaer. Et af dem opstod for mig i kølvandet på et af de der "jeg gør det sgu"-øjeblikke i corona-hverdagen og bestod af noget så uskyldigt som at beholde joggingbukserne på under et møde.

Hvad fanden, det kan de jo ikke se på den anden side af skærmen, tænkte jeg. Det kunne de heller ikke. Men jeg sad under hele mødet og havde det, som om jeg sad overfor vigtige mennesker kun iført nattøj. Og det var jo præcis, hvad jeg var.

Min historie med professionel påklædning startede på et galleri i Johannesborg i Sydafrika, hvor jeg læste og arbejdede nogle år. Her gik vi som det naturligste på arbejde i skjorte, lange bukser og lukkede sko under den bagende, afrikanske sol.

Jeg kan stadig huske fornemmelsen, når man gik uden for galleriets airconditionerede rum. Det var et spørgsmål om få minutter, før den velstrøgne fremtoning forvandlede sig til en smeltet, svedende omgang. Og jeg lærte, at hvis jeg købte skjorterne et nummer større, så kunne jeg bevare det velstrøgne indtryk og samtidig optræde friere og mere tilpas i mødet med kunder og andre mennesker.

Siden da har jeg, hvis jeg selv skal sige det, ophøjet stilfuld komfort til et slags personligt udtryk. Bevares, der har været highs and lows. Et af lavpunkterne var, da min gamle administrationschef følte sig kaldet til at informere mig om, at t-shirts muligvis kunne gå an under en jakke som direktør-uniform. Men at mine skiundertrøjer i uld altså var no go.

Jeg synes ellers selv, at mine tynde, norske uld-trøjer mindede om uniformen fra filmen Startrek. Og at der er noget fantastisk over tøj, man den ene dag kan gå til bestyrelsesmøde i og dagen efter bruge under vinterens løbeture.

For jogging-frilufts-komfort-bølgen kom jo ikke ud af det blå. Og den startede ikke med corona. Den fik allerede et vældigt boost tilbage i 00'erne, da Hollywood ikoner som Jennifer Lopez og Paris Hilton begyndte at optræde offentligt i joggingdragt. Den sjaskede, lavtaljede og nedringede tøjstil til kvinder slog igennem. Og rappere og mandlige sportsstjerner var heller ikke sene til at tage sports-trend'en til sig i mærker som Adidas, Hummel og Nike.

Det blev pludseligt folkeeje at vise sig frem i meget kropsnært tøj i det offentlige rum. Sundheds- og kropskulturen gjorde det nærmest til et imperativ for løbere, cyklister, mænd og kvinder i alle aldre. Kroppen blev det nye landskab, vi skulle mestre og fremvise for hinanden i meget tætsiddende lycra.

Foto: Toru Hanai/Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: Toru Hanai/Reuters/Ritzau Scanpix

Derfor var det heller ikke nogen stor overvinding under corona-pandemien at lade den sidste bastion falde og overgå til en hverdag klædt i blødt, omfavnende bomuld. Der er bare det ved det, at vores holdning, kropsligt som mentalt, følger med. Ved at ophæve skellet mellem det private og det professionelle rum, også i vores klædedragt, så mister begge dele lidt deres kontur og tydelighed.

Jeg har fortsat mange møder på skærmen i denne tid, og guderne skal vide, jeg har t-shirt på til det fleste. Men jeg har ikke længere joggingbukser på under skærmbilledet. Dem reserverer jeg til leg med mine børn og aftenstunder på sofaen. I stedet møder jeg vigtige mennesker bag skærmen klædt på akkurat, som jeg ville have mødt dem ude i det virkelige liv: Komfortabelt og (håber jeg) med et strejf af stilfuldhed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.