DEBAT Kultur

Lad kunsten få sit eget ministerium

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Evanthore Vestergaard,forfatter, journalist, komponist og kulturel iværksætter, Boulevarden 39, 9000 Aalborg. mail@evanthore.com www.evanthore.com

www.engang.nu

KULTURPOLITIK:Der var ikke gået mange dage efter dannelsen af den nye regering, før kulturlivet stillede an med forventninger til regeringen.

Efter vedtagelsen af finansloven blev ønsker og krav fra kulturlivet forstærket og mindre og større initiativer på området (herunder bortfald af det forkætrede omprioriteringsbidrag) har ikke skabt tilfredshed.

Mange mener simpelthen, at regeringen mangler en egentlig kulturpolitik.

Historisk har forventningerne til en rød kulturpolitik altid været høje, al den stund, at de røde partier har stået for værdi- og holdningspolitik mere end de blå.

Kulturministeriet blev oprettet af en socialdemokratisk regering i 1961.

13 år før havde landet haft en socialdemokratisk undervisningsminister, Hartvig Frisch, der, ud over en retskrivningsreform, mest er kendt for sin interesse for kultur i bred forstand - bl.a. devisen ”kultur er vaner”.

Da landets første kulturministerium dannes, er det med Julius Bomholt for bordenden, og han gennemfører en række reformer, der stadig er basale i forhold til den måde kultur tænkes og forvaltes på i dette land. Et begreb, der indeholder en rodekasse af sport, mad, kulturarv, slotte - og kunst!

For Kulturministeriet er i høj grad et ministerium for kunst foruden det vanskeligt definérbare begreb kultur, og det er som regel kunsten og kunstnerne, der råber op, mest er utilfredse og altså nu efterspørger en egentlig kulturpolitik af den slags, Socialdemokratiet historisk er kendt for. Noget, der kan ses, føles, høres og lugtes - som kunsten selv.

Måske var det bedre at efterlyse en kunstpolitik. For kunst er ikke kultur og kultur ikke kunst. Faktisk er de ret modsatte af natur og i mange andre lande har man ikke denne sammenblanding af begreberne.

Forskellen kan beskrives i sloganet ”Kultur bevarer, kunst bevæger”. Det er selvopfundet og får næppe samme gennemslagskraft som Frischs ”Kultur er vaner”, selvom vi lever i en ”overskriftstid”, hvor få ord menes at udtrykke hele holdninger.

Når jeg mener, at kultur bevarer, er det fordi både politikere, kulturfolk og kunstnere ofte definerer kultur med ord som sammenhængskraft, identitet, historie etc. og kobler det med nationalisme. Men kunst har sin egen ret og er ikke en delmængde af kultur. Det har mange andre lande for længst begrebet.

Hvad indeholder en kunstpolitik?

Den begynder med at konstatere kunstens absolutte og uangribelige uafhængighed og integritet; kunstens manglende umiddelbare nytteværdi og kunstens samtidige betydning for det enkelte menneske og samfundet. En kunstpolitik tager udgangspunkt i hvad kunst er og kan, betoner kunstens forskel til kultur og afviser dermed kunst som en delmængde af kultur.

En kunstpolitik forvalter kunstens institutioner og udstikker kunstens og institutionernes roller som udfordrende for samfundet og det enkelte menneske.

En kunstpolitik forvalter kunstens økonomi, herunder ordninger, der sikrer kunstnerne og kunstens institutioner så de kan realisere deres roller, herunder især den kunst, der ikke kan klare sig på kommercielle vilkår. En moderne kunstpolitik definerer kunstens økonomi som investering, ikke som støtte. Dette vil indebærer en nytænkning af hidtidige støtteordninger med store konsekvenser for det nuværende ”kulturliv”.

Da dette skrives, fejrer man 50 års dagen for ét af nyere tids mest kontroversielle danske kunstværker, Bjørn Nørgaards ”Hesteofringen”.

Det er uforståeligt at Nørgaard går med til en sådan fejring ved at indvie en stele - et minde om værket. Det, der var kunst, gøres til kulturarv, og man kan sige, at kunstværket hermed bliver overflødiggjort som kunst.

Det er naturligvis tiden, der har gjort det, men først og fremmest, at Hesteofringen dengang opfyldte sin opgave som kunst langt ud over hvad det som kulturfænomen bød på. Nemlig at bevæge og ikke bevare.

På samme måde kunne man forestille sig, at en kunstpolitiks vigtigste opgave ville være at overflødiggøre sig selv.

Er en kunstpolitik anno 2020 en abstraktion? Er der en indbygget modsætning i overhovedet at gøre kunst til genstand for ”politik”?

Nej, ikke i en tid og på et sted, hvor den forstås som kultur og dermed ligestilles med sport, medier, kulturarv, slotte og herregårde og hvad der ellers hører under kulturministeriet.

Kunsten overlever nok uden sin egen ”politik”, men hvis dens betydning for os alle skal erkendes og anerkendes, er en egentlig kunstpolitik en nødvendighed.

Løsriv kunsten fra kulturen, udarbejd en kunstpolitik og giv kunsten sit eget ministerium!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.