Lad os bruge det bedste fra coronatiden i online-undervisningen
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:46
Af Poul Søe Jeppesen,direktør, Praxisfonden, Renal Baches Vej 22, 9000 Aalborg, poulsoej@gmail.com
UNDERVISNING: ”Onlineundervisning under coronakrisen” er titlen på en netop udgivet rapport, som er en kvalitativ interviewundersøgelse af den digitale omlægning af undervisningen på erhvervsuddannelserne under coronakrisen i foråret 2020.
Forfatterne er lektorer på Københavns Professionshøjskole, Jan Christensen og Henrik Hersom, og erfaringerne fra foråret er fra denne uge igen særdeles aktuelle i primært Nordjylland. Således betyder nedlukningen af de syv nordjyske kommuner, at undervisningen på såvel grundskoler, ungdomsuddannelserne og videregående uddannelsesinstitutioner i stor udstrækning skal foregå virtuelt. Skolernes ledelser, undervisere og elever/studerende bliver tvunget af omstændighederne nødt til igen at tænke innovativt for at optimere læringen hos alle elevtyper, og der er derfor god grund til at bringe de bedste erfaringer fra foråret med i planlægningen og gennemførelsen af undervisningen den kommende tid. Ja, og i den forbindelse indeholder rapporten flere meget relevante anbefalinger, som interessenterne på de forskellige uddannelsesinstitutioner efter min opfattelse kan have stor gavn og glæde af at følge.
Rapporten viser ikke overraskende, at der i løbet af foråret skete en markant udvikling af skolernes digitale kapacitet bl.a. via opkvalificering af undervisernes digitale kompetencer, nytænkning af pædagogiske/didaktiske tiltag, udvikling af relevante læremidler og opgradering af skolernes digitale platforme, men så sandelig også elevernes og de studerendes evner til at gennemføre digitale læreprocesser med et fornuftigt udbytte.
Af andre fokuspunkter kan man nævne, at digitaliseringen i mange tilfælde betød en øget fleksibilitet og individualisering af elevernes læreprocesser, hvilket ifølge rapporten primært kom elever med stærke studiekompetencer til gode; men der viste sig også positive erfaringer for fagligt og socialt udfordrede elever.
Alt var dog ikke positivt, og rapporten understreger, ”at rigtig mange elevers trivsel og motivation har været påvirket negativt, dels på grund af manglende social kontakt, men også på grund af manglende feedback på deres indsats fra især lærere”. Her påpeges således et meget vigtigt indsatsområde, skolernes ledelser og undervisere bør arbejde målrettet med allerede i de næste uger! Udfordringen med at give individuel feedback har desværre også betydet store vanskeligheder med at inddrage praksis- og erhvervsnære elementer i undervisningen, som jo især er en væsentlig del af erhvervsskolernes og erhvervsgymnasiernes dna.
Så her må også sættes ind med nye tiltag straks!
Rapporten indeholder som nævnt en række anbefalinger, som kan anvendes i en ny hverdag med en kombination af tilstedeværelses- og virtuel undervisning; men der er tillige flere forslag, som kan/bør anvendes ved en ny nedlukning, som Nordjylland er ramt af netop nu. Til inspiration på primært ungdomsuddannelserne vil jeg tillade mig at fremdrage følgende anbefalinger fra rapporten:
Uddannelsesteknologisk:
- Engagér lærerne gennem delegerende og proaktive ledelsesformer. Lederne bør således sætte klare rammer for, hvorledes underviserne bør gribe den digitale omlægning an. Ledelsen skal sørge for, at underviserne har adgang til gode digitale platforme og læremidler samt støtte lærerne i deres digitalt didaktiske kompetenceudvikling.
- Sørg for at holde særlige trivselsfremmende aktiviteter for eleverne. Her spiller individuel feedback fra lærerne en væsentlig rolle, og et andet forslag er elev til elev feedback og oprettelse af chatrooms for eleverne.
Undervisningsteknologisk:
- Udnyt de digitale medier til at ændre undervisningsformerne. Benyt mulighederne for i større udstrækning at anvende asynkrone undervisningsformer, hvor eleverne fleksibelt i forhold til tid og sted kan arbejde i eget tempo. Det betyder mulighed for øget individualisering af læringsprocessen og opbakning/støtte til de forskellige elevtyper.
- Skab større praksisnærhed med mere case-baseret undervisning, video og billeder. Anvend gerne gæsteundervisere fra ”det virkelige liv”.
Læringsteknologisk:
- Støt eleverne i at agere online med kamera, sæt klare rammer for deltagelsen i undervisningen og forbyd ”sort skærm”.
- Sørg for at eleverne er aktive og samarbejder i deres læreproces.
- Støt i særlig høj grad eleverne med manglende studiekompetencer.
Ovenstående anbefalinger uddybes og konkretiseres i rapporten, og der er tillige brugbare forslag til undervisningsdagligdagen/den ny hverdag, når coronaen er under kontrol. En væsentlig pointe er set gennem mine linser, at undervisningssektoren selvfølgelig skal videreudvikle og anvende de bedste tiltag fra coronatiden i en kombination med den didaktik, man har gode erfaringer med i den fysiske undervisning.
Et eksempel kunne være at satse mere på blended-learning, eller flere digitalt støttede selvstudiedage med selvstændigt elevarbejde, som flere elever efterlyser.
Ikke kun skolerne, lærerene og eleverne har et ansvar for, at erfaringerne fra Coronatiden optimeres til gavn for kommende elevers læring. Nej, forlagene, der udvikler og tilbyder moderne læringsmateriale til skolerne, skal involvere sig kraftigt i videreudviklingen af innovative, digitale materialer. Det bakker vi i Praxisfonden op om!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.