debat

Lad os få et anstændigt demokrati tilbage efter næste valg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Flemming Jansen,Østerled 5, 9490 Pandrup, fja@mail.dk

MINKSAG:Som borger i et samfund, der siden 1849 har hvilet på folkestyrets grund og dermed på anstændighed og respekt for landets love og for beskyttelsen af den private ejendomsret og borgernes retssikkerhed i det hele taget, oplever man dagens politiske virkelighed som en ond drøm.

Desværre er det ikke en ond drøm, men som sagt den skinbarlige politiske virkelighed.

En magtfuldkommen og arrogant statsminister og regering har brudt grundloven og uden lovhjemmel nedlagt et vigtigt eksporterhverv og dermed også mange familiers og arbejdstageres livsgrundlag.

Hvad gør en regering i et demokratisk land, der har begået lovbrud og fortsat med det efterfølgende? Den træder selvfølgelig tilbage frivilligt, eller den stilles over for et mistillidsvotum af et folketingsflertal. Ingen af delene er sket eller kommer til at ske.

Regeringens røde støttepartier og den mærkelige størrelse, der går under navnet Det Radikale Venstre, har nemlig fredet regeringen og i stedet for at stille den til ansvar for det magtmisbrug, den har begået, så lovliggør man det ulovlige med tilbagevirkende kraft.

Man tror, det er løgn, men det er den sørgelige politiske virkelighed i et demokrat i frit fald anført af det engang stolte arbejderparti, Socialdemokraterne.

Minkavlerne og deres familier og ansatte er blevet ofret af en politisk modstand mod erhvervet, og regeringens handlinger har formentlig i meget høj grad været båret af, at den har været bevidst om, at det ikke mindst blandt støttepartierne er en mærkesag at få erhvervet slettet af landkortet. Så gør man ulovlighed til lov, og så er den klaret!

Demokrati? Nej!

Bananrepublik? Ja!

I skrivende stund er der endnu ikke fundet en syndebuk. Sådan en har man efter alt at dømme brug for. Fødevareministeren må derfor nok sige farvel til sit politiske liv. Det er der i sig selv sikkert al mulig grund til.

Men hvor er det uskønt og kvalmende at se resten af regeringen og statsministeren bliver frikendt af nogle støttepartier, for hvem demokratisk anstændighed åbenbart kun gælder, når det passer ind i deres politiske kram.

Vi er mange, der håber, at vi efter næste folketingsvalg får et anstændigt demokrati tilbage!

Lige nu er vi vidne til en deprimerende og uskøn forestilling, der bedst kan karakteriseres som en tragedie.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.