Lægevagten - dialog er bedre end skrig og råb

Tirsdag 25. februar var den ulyksalige lægevagtsaftale, der bringer de nordjyske sind i kog i denne tid, endnu engang til debat i regionsrådet. I hvert fald de sind, der er bosiddende i landområderne og dermed står til at miste lægevagtskonsultationer.

Egentlig har jeg holdt mig bevidst tilbage fra at blande mig i debatten på trods af invitationer om indmeldinger i diverse Facebook-grupper samt en mildest talt livlig debat også i mit eget lokalområde, der i forvejen ligger langt fra alting.

Imidlertid er det svært at forholde sig neutral, når man bliver vidne til det, der både har fyldt den offentlige debat og senest mødet i tirsdags.

Som borger i samme region skal jeg blankt erkende, at den politiske debat på mødet i regionsrådet ikke overbeviste gennem politisk snilde og finesse.

I høj grad bar det præg af den nordjyske verdenspresses tilstedeværelse, hvor alle åbenlyst ønskede at blive citeret med den mest sindrige kommentar på trods af, at man dybest set ikke for alvor havde nyt at bibringe debatten. Endsige var i stand til at fremkomme med en løsning på problemet.

Lige som jeg aldrig nogensinde vil kunne forstå, hvorfor politiske debatter i det hele taget har udviklet sig så meget i retning af, at det vigtigste ikke længere er konstruktive meningsudvekslinger, men mere pegen fingre af hinanden.

En del af politikerleden er efter min mening at finde i denne totalt ufrugtbare fremgangsmåde.

Når det er sagt, bar mødet faktisk også præg af, at der næppe var et af de agtværdige rådsmedlemmer, der ikke selv var blevet overrasket af hele forløbet, som mildest talt ikke vinder på den kunstneriske udførelse.

Grundlæggende kan man da også stille spørgsmålstegn ved det samfundsgavnlige ved, at private interessenter skal generere et økonomisk overskud for offentlige midler og med baggrund i andre menneskers elendighed. Det være sig læger eller alle mulige andre inden for velfærdsområderne.

Det må have påvirket forhandlingerne, uanset hvad man ellers kan tro og mene om hele sagen.

Måske var dette i langt højere grad en politisk granskning værd, velvidende at et politisk flertal ønsker noget andet.

Men - og her følger et dybt suk - det, der virkelig skuffede mig helt enormt, var den folkelige reaktion.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg med bekymring har fulgt den debat, jeg ikke har kunnet undgå at være vidne til.

Det forekommer mig, at en stor del af befolkningen mener, man bedst vinder politiske diskussioner ved at fremkomme med primitive og nedgørende bemærkninger om modparten og samtidig sprede holdninger fremstillet som fakta, der ville få selveste USA’s præsident til at fremstå som en uartig skoledreng i sammenligning.

Sidstnævnte desværre godt hjulpet på vej af medierne, der åbenlyst har mere interesse i at piske en konflikt og en stemning op, der kan fylde sendeflader og avissider, end at bibringe hele maløren lidt saglig viden og information.

Der er nemlig stadig rigtig mange situationer, hvor det klogeste valg helt klart er at ringe 112 og ikke opsøge en vagtlæge, der med al respekt for deres faglighed ikke er i stand til hverken at gennemføre kompliceret hjerne- eller hjertelungekirurgi i sit konsultationslokale eller en stor del af de andre eksempler, som pressen har gravet frem i deres iver for at vise nordjyske borgere, hvis liv blev reddet af en vagtlæge, fordi han ringede efter en ambulance.

Der kunne man med forlov have fået hurtigere adgang til korrekt behandling ved selv at ringe til vagtcentralen.

Altså et åbenlyst behov for information og faktaformidling, som det efter min bedste overbevisning desværre har skortet på i hele denne sag.

Når alt dette er sagt, studsede jeg også over, at samtlige råbende og hujende demonstranter ikke blev og overværede debatten i regionsrådet, når nu det angiveligt ligger dem så meget på sinde at bevare en lokal lægevagt.

Måske er jeg naiv, men jeg tror altså langt mere på dialogen end på at stå og lade sig filme med sure bannere og tilråb for at opnå et øjebliks opmærksomhed i offentligheden.

Ellers snyder man da også sig selv for at høre nogle begrundelser, som man så kan forholde sig til i sin egen politiske argumentation efterfølgende.

Og bare at aflevere sit budskab og så ikke ville høre på modpartens argumenter, vil i sagens natur aldrig nogensinde kunne føre til, at man med en fælles udveksling af holdninger og lytten til hinanden opnår den bedst mulige løsning i en fastfrosset og håbløs situation.

Sidst, men ikke mindst noterede jeg mig med tristhed, at visse politiske randpartier med begrænset politisk mandat havde taget opstilling blandt demonstranterne udenfor i deres karakteristiske partiuniformering.

Sikkert for at benytte sig af øjeblikkets gunst, der tydeligt viser, at had kan kapre stemmer.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg ikke selv har politiske interesser i dette. Det er ved at være en del år siden, jeg selv var medlem af et politisk parti, og jeg ser heller ikke, at dette skulle ændre sig foreløbig.

Men jeg er dog selv borger i området og lige så meget berørt af tilbageslag for mit lokalområde som alle mulige andre.

Grundlæggende tror jeg bare tusind gange mere på dialog baseret på fakta end på ensidig skrigen og råben på baggrund af noget, man tror og mener men dybest set ikke aner noget om.

Slutteligt vil jeg i al stilfærdighed henlede opmærksomheden på, at vores ord og alt, hvad vi foretager os, dybest set er politisk. Om det passer os eller ej.

Og er det virkelig det, vi har set i forbindelse med denne sag, som vi forstår ved et levende demokrati?

Jeg gør ikke.