Klumme

Mænd er nogle skvat - så søg nu hjælp, for pokker!

Kom nu ud af skildpaddeskjoldet og kom videre, mand

Hans Peter Kragh. Arkivfoto: Bo Lehm

Hans Peter Kragh. Arkivfoto: Bo Lehm

Hans Peter Kragh, skribent, Thisted. Mangeårig redaktør på Thisted Dagblad/NORDJYSKE. Fortsat skribent, med i diverse bestyrelser m.m. Og mand

Mænd er nogle skvatnagler - bare se på billedet øverst...

Vi vil hverken indrømme eller gøre noget ved det, hvis vi har ondt i livet, hvad enten det er fysisk (og rækker ud over nedgroede negle) eller psykisk. Slet ikke psykisk.

Vi foretrækker at negligere det hele - thi det kommer jo ingen ved: En he-man beklager sig ikke. Det gør kun en haha-man. I øvrigt går det nok over, når vi tager et par hovedpinepiller, inhalerer nogle øller og knokler løs med hæksaks og skruetrækker.

Det er en gammelkendt erfaring. Sådan er mænd. Nogle skrog. Et engelsk ordsprog hævder, at ”an apple a day keeps the doctor away”. Altså: ”Et æble om dagen holder lægen væk”. Ja tak, men mænd er tilbøjelige til at tilføje: ”Ja, hvis man kan ramme ham”!

Mænd er muslinger: Vi klapper i. Vi har det da ”godt nok”. Vi får da aldrig ”ondt i sjælen”. Det skal bare arbejdes af. Men det hele kan ikke svedes ud med en havegreb i hånden (et billede, jeg ikke selv bryder mig om, for jeg lider hvert eneste forår og sommer af havejords-allergi).

Hvor ved jeg det fra? Jo: 1) Jeg er en mand. Mit cpr-nummer slutter i hvert fald med et ulige tal. 2) Jeg er medlem af bestyrelsen for FrivilligThy, der med base i Thisted både er paraply for over 40 frivillige sociale foreninger og desuden har adskillige selvhjælpsgrupper.

Det vil sige grupper, hvor mennesker, der er i sorg, er pårørende til demente, er skilsmisseramte børn og så videre kan møde hinanden med en kyndig og erfaren frivillig som tovholder. Og ikke mindst: Der er tavshedspligt - og ingen journaler. Her kan man møde andre, der er i samme situation, og som derfor taler samme sprog.

Alle disse grupper er for begge køn i alle aldre. Der findes ingen specifikke kvindegrupper. Men ”pudsigt” nok er der én gruppe for mænd - ”Kom Videre Mand” - som ganske vist ikke styres af FrivilligThy, fordi komvideremand.dk står bag, men som FrivilligThy faciliterer rent praktisk,

Her kan op til otte mænd mødes otte gange i løbet af lige så mange uger, fordi de er blevet skilt, er blevet fyret, er stressede eller har helt andre knuder i maven.

Men de færreste mænd kommer videre - måske fordi de ikke ved, at ”Kom Videre Mand” eksisterer (i Nordjylland i øvrigt også i Hjørring, Aalborg og Hadsund; men tilsyneladende ikke i de syv andre kommuner). Og endnu færre tør gå ind ad døren til dét frivilligcenter, der måske kan hjælpe manden videre. Uden at kaste med æbler.

Frivilligt socialt arbejde lever desværre i høj grad i skyggen af, at ”det er flovt” - og det er ikke i skyggen af et æbletræ. Det er tabubelagt at have ondt i sjælen. Fordi ”jeg er en mand, og mænd skal være stærke”.

Det er flovt, fordi ”jeg” nok er det eneste skrog - og hvis der er noget, der er et prestigetab, så er det, hvis man ikke lige for tiden er den stenaldermand, der står for familiens materielle liv og indimellem giver sin kone et gok i hovedet med køllen, når hun ikke makker ret. Og det gør koner ikke altid. Men det kan der jo være andre grunde til.

Det er sikkert et urinstinkt. Men ligesom vi ikke forlod stenalderen, fordi vi manglede sten, ville det være en befrielse, hvis flere mænd i 2020 kravlede ud af skildpaddeskjoldet.

Bortset fra, at nogle mænd faktisk kan.

Nu er det her ikke en annonce - der er intet kommercielt over det fremragende arbejde, som frivillige gør på det sociale område. Derfor tillader jeg mig at gøre opmærksom på en lille beskeden video, som FrivilligThy har produceret. Man(d) kan blandt andet finde den på FrivilligThys hjemmeside og Facebook-side og på Youtube:

Man(d) kan også læse mere på adressen www.komvideremand.dk

Og gør man det ikke selv, kan ægtefælle, børn, venner og kolleger eventuelt fortælle én det.

Det ekstraordinære ved vidroen er faktisk, at den indeholder en samtale med en mand, der indså, at han ikke længere kunne klare sin situation. Og som ”tør” stå ved det. Og ”tør” bryde et mandetabu.

Man(d) er ikke nogen skvatnagle, fordi ens situation bliver ubærlig. Man er såmænd bare et menneske. Og videoen understreger, at det kan hjælpe, ligesom det hjælper at sende bilen på værksted, når den skranter.

Så tjek lige videoen, mand, hvis du selv skranter og gerne vil komme videre, mand ...

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.