Mange tak for et helt fantastisk sundhedsvæsen

BEHANDLING: Efter et helt liv, hvor jeg har været så heldig, at min kontakt med det danske sundhedsvæsen har været sporadisk, er jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke behøver at spørge om vej, når jeg er på Hjørring Regionshospital og hvor den månedlige apotekerregning har en plads på budgettet.

Mange historier har man hørt om sundhedsvæsenet, det være sig hospitalsvæsen, hjemmepleje og plejehjem.

Historier, der er sande og dybt tragiske, men også historier, der er brudstykker af en virkelighed.

Min egen første seriøse kontakt med sundhedsvæsenet var, da jeg for godt tre år siden fik en blodprop i hjernen. Babu til Aalborg. To dage på apopleksiafdelingen, så var jeg udredt.

Otte dage efter fik jeg fjernet en tændstikstor forkalkning i halspulsåren. Og så var det bare med at komme videre og i træning igen.

Karakteristisk for apopleksiafdelingen. Ikke en sygeplejerske over 40, ikke en sygeplejerske, man så sidde inaktiv et sekund.

Tværtimod – de løb og var altid i gang 24 timer i døgnet. Nok derfor, der ikke var ældre sygeplejersker i teamet. Trods tempoet var alle positive smilende og hjælpsomme. Det var en fornøjelse at opleve.

Ja, ja, der var lige lægen, der konfiskerede mit kørekort de næste tre måneder. Jeg er bange for, hun kan takke min hustru, der var med til samtalen for, at hun overlevede.

For to måneder siden gik det galt igen. Jeg snublede over en stol på mit arbejde i Horsens og foretog et utroligt elegant tigerspring. Blot var landingen så ublid, at jeg flækkede en knæskal og brækkede en skulder samt forstuvede et håndled.

Skadestuen i Horsens, to fantastiske døtre, der hjalp det bedste de har lært og næste dags aften: ambulancetransport til Hjørring og indlæggelse der. Og det er ikke engang løgn, selvom vi har boet i Horsens i 40 år og har været glade for det, selvom personalet i Hjørring sågu har ligeså drøntravlt som andre steder, og selvom det i princippet er rædselsfuldt, at ligge på et sygehus.

Så falder der lidt ro på, og det er lidt hyggeligere at være i Hjørring end andet jeg har prøvet. Sygepersonalet er søde og hjælpsomme, men de har travlt og løber.

Da jeg kunne tænke på mad, fik jeg serveret hamburgerryg med kartofler og bechamelsovs, det var lækkert. Men med en højre arm og et venstre ben, der kan intet, et venstre ben, og liggende i en seng. Hvordan angriber man så en sådan anretning? Man kunne selvfølgelig have bedt om hjælp til, at skære det ud – og havde sikkert fået det. Men undskyld mig.

Personalet havde sågu nok at lave, uden at skulle made mig. Og det lykkedes da også med venstre hånd og næsten uden at spilde på dynen, at få måltidet fortæret.

Prøv også at spise et lækkert blødkogt æg om morgenen. Liggende og kun med brug af venstre hånd. Udfordrende – det lover jeg, men det lykkes. Men det er et punkt, hvor jeg tror, at både personale og patienter ville ønske, at der var mere tid.

Udskrevet: Hjem til Kjul med såvel høj toiletindsats som en fantastisk skrivebordsstol, jeg ikke havde overlevet de sidste to måneder uden.

Hjemmeplejen i aktivitet: Først og fremmest: Mage til positiv attitude og hjælpsom indstilling skal man sågu lede længe efter.

Det er ikke, som når man rejser i visse engelsktalende lande, hvor bemærkningen: ”Can I help You” er standard, og svaret, hvis man har brug for hjælp, er et væld af forklaringer på, hvorfor det ikke lader sig gøre. Her bliver der spurgt, og der bliver handlet ud fra svaret. Søde sygeplejersker, der tæller piller – mange piller – og kommer med gode råd. I bad tre gange om ugen med forskellige, men alle positive hjemmehjælpere lige fra de meget slagfærdige og skægge til de mere stille. Lige fra dem, der kan tørre en på ryggen, så man er tør, til de forsigtigt duppende.

Men fælles for dem alle: De snakker, mens de arbejder, de snakker ikke i stedet for at arbejde. Jeg ved, de har deres stramme tidsplaner, men har de nogensinde fortalt mig om dem eller har de nogensinde virket stresset? Absolut nej.

Og ledelsen har styr på det, så smutter tidsplanen, ringer de og siger, at det sker. De fleste gange dagen i forvejen, så der er ingen grund til venten med hånden under kind. Ting sker, når de skal ske.

Jeg er dybtfølt taknemmelig over deres indsats.

Jamen, det var vel ikke mere end fruen i huset kunne have klaret?

Min hustru klarer alt. Men tænk på det ekstraarbejde hun har haft på grund af en mand, der har tilbragt to måneder i inaktivitet, dels i sengen, dels i den udlånte skrivebordsstol. Han har kun været til besvær og til ingen hjælp overhovedet. Tænk på den stressfaktor hjemmeplejen har fjernet fra hendes skuldre. Også fordi manden måske er lidt mere tolerant overfor måden hjemmeplejersken udfører jobbet på, end hvis hustruen gør tingene anderledes, end han synes.

Hold fast nogle diskussioner, vi højst tænkeligt er blevet sparet for.

I hvert fald er jeg totalt overbevist om, at hjemmeplejen yder en værdifuld indsats ikke bare overfor de tunge patienter, men også i de situationer, hvor hjælpen har karakter af en kærkommen lettelse, der gør en forskel.

Jeg er nu fri for mine ”lænker” i form af armlås og benskinne. Er selvhjulpen, så jeg har vinket farvel til de søde hjemmeplejere.

Kan kante mig ind i bilen, så fruen kan køre mig til træning på kommunens center Hjørring i stedet for, at fysioterapeuterne skal køre herud til hjemmetræning.

Centret ligger i den gamle sygeplejerske skoles bygninger.

Flot, lækkert og veludstyret er det. Og coronareglerne holdes i hævd med afstand, mundbind og håndsprit.

Som den ansatte, der konstant går rundt og tjekker de ventende siger:” Vær venlig at tage mundbind på. For jeres egen skyld vil vi så nødigt lukkes ned på grund af smitteudbrud, så jeres træning stopper”.

Tænk, det er nødvendigt at bruge en ansats tid til hele tiden at minde folk i det store og tyndt befolkede venterum om det. Alle har fået det at vide, alle ved hvorfor – og alligevel er det nødvendigt. Imponerende!!

Det er en fornøjelse og en luksus at modtage den individuelle træning fra fysioterapeuterne. De kan deres kram og har hver deres områder, så jeg har både en fysioterapeut til knæ og en til skulder.

Selvfølgelig er de der for mine blå øjnes skyld, men glem ikke. Jo hurtigere tilbage til en selvhjulpen tilstand og jo hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

Jo flere penge sparer det offentlige. Så selvfølgelig er centret til for borgernes skyld, men i sidste ende sparer det offentlige andetsteds, hvad de bruger der.

Så det er totalt win-win.

Og i baggrunden finder man så læge og lægehus. De følger med og har fingeren på pulsen. Og har du spørgsmål: Send en mail og 2 dage efter har du udførligt svar.

Morale: Vi har et fantastisk sundhedssystem. Vi har et uovertruffent personale i dette, der uanset, hvor mange stramninger diverse regeringer har sat i vejen for dem, er så dedikerede, at de klarer opgaverne.

I hvert fald de steder, hvor ledelsen er af en sådan struktur, at der er fokus og motivation. Det er nødvendigt for, at arbejdet ikke fader ud i ligegyldighed.

Dejligt at bo i en kommune hvor det er tilfældet. Og dejligt at øjne en tro på rent politisk, at nu slutter stramningerne og nu skabes der basis for, at der bliver plads til, at udføre sit arbejde uden brug af overnaturlige evner. Jeg håber. Hvor har sundhedspersonalet og sundhedssektoren dog fortjent det.