Med enhver form for krænkelse følger skam

SEXISME: I disse uger er det svært ikke at blive mindet om egne gamle oplevelser, når man ser, hvordan en del voksne kvinder og mænd reagerer mod mennesker, som har været udsat for sexisme.

“Har du set min flotte pik, Maj-Britt?”. Min klasselærer spankulerede rundt med en stor spegepølse foran sig i sovesalen og grinede fjoget. Han var beruset og var på lejrskole sammen med os i 8. klasse. Alle skreg af grin. Skamfuldt.

Et par år før havde min klasselærer efter en time spurgt mig, om jeg ville være babysitter?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg sagde ja, men tog en anden fra klassen med. Og ganske rigtigt holdt min uro stik, for min klasselærer skulle ingen steder den aften - kun hans hustru. Skamfuldt.

Min klasselærer var striks, højt begavet, fagligt dygtig og var god til at stille individuelle krav, som jeg kunne honorere. Jeg elskede at gå i skole. Men hans interesse for piger i puberteten og opefter blev min skam, fordi jeg ikke kunne tale med nogen om min uro for hans åbenlyse interesse for netop mig i timerne.

Tværtimod gjorde jeg alt for at undgå emnet, når klassekammeraterne f.eks. omtalte mig som klasselærerens kæledægge. Det var ganske forfærdeligt at skulle navigere uden om diverse klamme hentydninger fra både lærer og elever - og selv bære hele skammen.

Så det er ganske ubehageligt i 2020 at opleve voksne menneskers opførsel, der minder om min klasselærer og klassekammerater i 70’erne.

Skam er en stærk følelse, som er svær at stå alene med.

Min påstand er, at det er derfor, mange forsøger at tåle mere, end de burde, og ikke får “sagt fra” med det samme, når man oplever noget intimiderende og skamfuldt.

Det giver derfor ingen mening at udskamme den, der endelig tør eller vil fortælle om det.

Når det gælder den, der har haft den ubehagelige adfærd, har de fleste heller ikke lyst til at stå ved den, da man netop risikerer at pådrage sig skammen sammen med ansvaret.

Tilskuerne kan derimod skamløst kommentere og postulere hvad som helst og dermed fastholde en rådden kultur, som vi ikke bør acceptere, uanset køn, alder, social baggrund eller politiske ståsted.

For mig er forskellen på før og nu, at alle aldre nu har mulighed for at dele viden og erfaring som aldrig før set, fordi så mange enkeltpersoner og brancher er stået frem på samme tid. Tak! Nu kan vi komme videre.

Og tak til NORDJYSKE for i jeres ledere at stå fast på, at vi alle skal sige nej til sexisme, og at vi kan gøre det både sammen og hver for sig.

De som påstår, vi ikke har ulighed, kan kaste et blik på læserbrevene i dagens avis (12.10.), hvor alle otte er skrevet af mænd. Er det en tilfældighed?