Mette F. – glem ikke dit nordjyske ståsted
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:53
Af Henrik Ringbæk Madsen,pensioneret amts- og regionsrådspolitiker (S), Vibevej 17, 9500 Hobro, henrikrm1@gmail.com
STATSMINISTER: Kære Mette Frederiksen.
Dette indlæg kan måske bruges af vore politiske modstandere mod Socialdemokratiet og dig. Det ved jeg.
Men hensynet til vores humanistiske rødder får mig til at skrive dette åbne brev.
Mette, jeg arbejdede sammen med dig, da du var DSU-formand i 1990’erne, og da jeg sad i amtsrådet sammen med din far dengang.
Jeg opfattede far og datter Frederiksen som politikere med hjertet til venstre.
Som regionalpolitiker i Nordjylland fra 1994 til 2017 har jeg fulgt din karriere med opbakning. Den har jeg stadig.
Men Kære Mette. Jeg melder mig ikke ud af Socialdemokratiet efter mere end 50 års medlemskab. Jeg er dybt uenig med din og regeringens holdning til børnene i Syrien.
Vort værdigrundlag er at støtte de svage.
Du har retmæssigt undskyldt over for Godhavn-drengene og de grønlandske børn, som blev tvangsforflyttet til Danmark i 1950’erne.
Du har med hjertet på rette sted sagt, at du er børnenes statsminister.
Alt det bifalder jeg.
Men som bedstefar og humanist kan jeg ikke acceptere, at man af populistiske grunde gør vold på uskyldige danske fire-fem-årige børn under horrible forhold, endda nogle med traumer og sygdomme ved at regeringen ikke vil hjemtage dem fra Syrien.
Jeg ved, at jeres argument er, at så får man radikaliserede mødre med.
Men et humanistisk retssamfund, i tråd med FN’s og andre landes beslutninger, bør med PET’s hjælp kunne løse potientielle problemer som man gør f.eks i Norge.
Desværre, Mette, tror jeg, at du ligger under for rådgivere, som fejlagtigt tror, at vi som parti kan profitere af en udlændingepolitik, der ligger tæt op ad DF og Nye Borgerlige.
Mette, glem ikke dit nordjyske ståsted og de af dine vælgere, der stadig har hjertet til venstre side og “er født ind i partiet”.
For min del fra DSU tiden i 1960’erne over Anker Jørgensen og Svend Auken-perioderne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.