DEBAT

Møllehave er værd at mindes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Frode Muldkjær, journalist og højskolebestyrer. frodemuldkjaer@gmail.com.

MINDER:Nej, nej, nej - det nytter ikke, at du protesterer.

Vi skal have en ny omgang Møllehave.

På den måde holder vi liv i alt det gode, den mand gav den danske menneskehed.

DU KAN selvfølgelig straks demonstrativt bladre videre, men det vil være rigtig dumt.

For de næste par spalter handler om en mand, som af nogle blev kaldt overfladisk, men som lynhurtigt svarede, at hans overfladiskhed ikke stak så dybt, og i øvrigt er det kun, når man skal lære at svømme, at det er klogt at blive i overfladen.

MIT KENDSKAB til Johannes Møllehave er primært som de fleste danskeres - hans morsomme og samtidig eksistentielle foredrag.

Mandens fantastiske bøger - jeg har to hyldemeter, og det hele hører absolut til mine bogfavoritter.

Hans mange herlige indslag i levende billeder - på tv-udsendelser og i dokumentarfilm. Hans finurligheder. Hans sprog - fyldt med overraskelser og tyngde.

PERSONLIGT HAR jeg dog også en række sjove og gemmeværdige oplevelser med den Møllehave, som altid stod tidligt op, fordi han slet ikke kunne vente med at komme i gang med de mange muligheder, hver en morgen giver.

Jeg traf ham første gang omkring 1973.

Som journalistpraktikant skulle jeg for Dagbladet på Sjælland lave en weekendartikel om et nyt satireprogram, som DR lancerede som lørdagsunderholdning.

Blandt skuespillerne var Buster Larsen og den unge lovende komiker Ulf Pilgaard.

Især husker jeg, at man måtte tage flere scener om, fordi der var for meget vildskab i den unge Pil- gaard. ”Ikke overspille, Ulf”, sagde instruktøren ... ”Vi prøver igen”.

SKUESPILLERNE fik teksterne helt frem til sendetidspunktet lørdag aften, så der var pres på skuespillerne og holdet bag.

Blandt tekstforfatterne var Johannes Møllehave.

Jeg husker ham ikke kun som en venlig mand, men også den eneste, der interesserede sig for mig journalistspiren.

Møllehave svarede imødekommende på alt begavet og det modsatte, som jeg kunne finde på at spørge om.

Han sørgede også for, at jeg fik en kop kaffe.

NÆSTE GANG denne mand - der blandt meget også er kendt for reglen, at det skal mærkes, at vi lever - var på DR Nordjylland i 1978.

Radioen holdt til på første sal i Aalborg-hallen, og en formiddag dukkede Møllehave op.

Han ville sige dav til en bekendt og have en kop kaffe i kantinen. Over den varme drik fortalte han, at han aftenen før havde holdt et foredrag et sted i Vendsyssel.

Det var en hård arbejdsaften, der kaldte sveddråber frem.

MØLLEHAVE mente nok, at han var kendt for at kunne få smilet frem - og grinet med - hos sine tilhørere, men her kunne man høre den berømte knappenål falde på det vendsysselske forsamlingshusgulv. Der var ingen umiddelbart hørbar respons.

Møllehave begyndte at blive lettere nervøs, og sveden rendte, nakkehårene klistrede.

HAN FYREDE ellers et par rigtig gode Storm P.-historier af, men intet hjalp.

Da han var færdig, ville han straks forlade stedet ad bagvejen, for han synes ikke, han kunne forlange det aftalte honorar, men han nåede det ikke. Aftenens kasserer kom ham hastigt i møde og udbrød: ”Nu skal du ha’ tak, Møllehave. Vi har sjældent moret os så godt”.

FLERE GANGE har jeg oplevet Møllehaves optræden på Bogforum i København, som er den nordjyske Ordkrafts storebror.

I Forum og siden Bella Centret var han fast gæst, og i de gode gamle dage - de gode dage, som Storm P. har sagt, at vores i øjeblikket tvivlsomme dage også engang bliver - optrådte Møllehave ved fem og ti forskellige arrangementer. Lidt i stil med Bertel Haarders optræden ved Folkemødet på Bornholm.

Begge har haft og har indbygget særlige genbrugelige batterier, som bare skal lades op i en kaffepause, så er de klar igen.

FOR ET par år siden afsluttede Møllehave hele bogmessen og blev afbrudt af en gæst, som godt ville høre lidt om dengang, han blev lagt i håndjern af politiet efter en våd optræden på Hotel d’Angleterre.

Møllehave svarede, at få håndjern på havde han slet ikke noget imod, da det var meget lang tid

siden, han havde haft jern på.

ET PAR år forinden gav han mig lidt røde ører og nærmest truede mig med sin stok.

Det var en af medarbejderne ved det forlag, der udgav Møllehaves bøger, som fortalte mig, at ved forlagets nylige jubilæumsfest havde Johannes Møllehave slået på sit glas 18 gange og hver gang rejst sig og manisk taget ordet. Det var sådan en aften, hvor desserten først kommer på bordet efter midnat. Eller bliver i fryseren.

DENNE SJOVE historie fortalte jeg til en kollega ved kaffen i presselokalet.

Jeg blev siddende, mens kollegaen havde et møde, men kort efter kom han tilbage, og sagde, at han lige havde mødt Møllehave, og at denne gerne ville veksle ord med mig om den historie.

Lidt nervøst gik jeg ud i forhallen, hvor Møllehave stod med sin velkendte hat og stok, og straks han så mig, pegede han truende på mig med stokken, og sagde bøs: ”Er det dig, der fortæller, at jeg tog ordet 18 gange ved forlagets jubilæumsfest?”.

Inden jeg nåede, at forklare mig fortsatte han mildere, men bestemt: ”Det passer ikke. Det gjorde jeg 19 gange.”

MØLLEHAVE HAR om sin gode ven Benny Andersen sagt, at ”Efter at jeg var faldet for Benny, har jeg ikke siden kunnet komme på højkant igen”.

Vi er nogle stykker, der har det på samme måde med Johannes Møllehave.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.