Klumme

Muren faldt - og hvad nu?

Klummeskriver Peter Duetoft gør status 30 år efter Berlinmurens fald

Resterne af Berlinmuren står i dag som mindesmærker over den den kolde krigs tid. Her det officielle mindesmærke for Muren ved Bernauer Strasse, Berlin. Arkivfoto: REUTERS/Fabrizio Bensch

Resterne af Berlinmuren står i dag som mindesmærker over den den kolde krigs tid. Her det officielle mindesmærke for Muren ved Bernauer Strasse, Berlin. Arkivfoto: REUTERS/Fabrizio Bensch

Peter Duetoft fra Sindal er historiker, fhv. folketingsmedlem, byrådsmedlem (S) i Hjørring. Foredragsholder. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.

30 ÅR EFTER: Den grå betonklods med lidt farvede streger ligger på hylden ved vinduet i Sindal. Den stammer fra Berlin Muren. Jeg hentede den kort efter Murens fald i dag for 30 år siden. Over udgangsdøren i min lejlighed hænger et skilt: ”Grenzgebiet – Betreten und Befaren verboten.” på tysk, engelsk, fransk og russisk. Det er et af de grænseskilte, der skulle erstatte gamle skilte på Muren, men som aldrig kom op, fordi Muren faldt.

Stenen og skiltet sætter tanker i gang. Jeg tror, at de fleste ”voksne” ved, hvor de befandt sig 9.november 1989. Jeg sad på et hotelværelse i New York og havde en fantastisk udsigt til Chrysler bygningens smukke aluminiumstårn i Art Deco-stil. Naturligvis havde jeg fjernsynet kørende. Jeg var delegeret ved FNs generalforsamling og havde fulgt intensivt med i det gryende opbrud i Østblokken. Demonstrationerne i Dresden for frihed og demokrati. Tjekkoslovakiets åbning af grænser mod Østrig. Gorbatjovs ”dødskys” til Honecker og DDR på landets 40 års jubilæumsdag. Men: At Muren væltede så hurtigt, var alligevel overraskende.

10. november 1989: Berlinmuren er faldet.

10. november 1989: Berlinmuren er faldet.

Det var en speciel oplevelse at sidde på den ”anden side af Dammen” og se verdensbegivenheden. I løbet af få kvarter havde tv-kanalerne fundet et menneske et eller andet sted i USA, der havde familie i DDR, vedkommende aldrig havde kunnet besøge. Nu fik man de to til at tale i telefon direkte på tv – og ikke et øje var tørt. I løbet af få timer var alle flybilletter til Tyskland udsolgt – men skulle jo over at opleve det ”nye” land.

Jeg tror, at de fleste, der oplevede de dage, især husker de små Trabier, der kørte gennem grænseovergangene. De blev mødt af tusindvis af mennesker, der klappede dem på taget. Tilfældige mennesker omfavnede hinanden og tårerne randt. Berliner Philhamonikerne under ledelse af Leonard Bernstein spillede gratis Beethovens 9. symfoni for DDR-borgerne. (Man havde ændret korsatsens ord ”Freude” til ”Freiheit”.)

 Vestberlinere tager imod østtyskere, der  i deres Trabanter  passerer grænsen mellem øst- og vest-Berlin 10 november 1989. Arkivfoto: REUTERS/Fabrizio Bensch

Vestberlinere tager imod østtyskere, der i deres Trabanter passerer grænsen mellem øst- og vest-Berlin 10 november 1989. Arkivfoto: REUTERS/Fabrizio Bensch

Vi glædede os alle. Reformer i Sovjet, opbrud i østlandene, Murens fald. Alt sammen tegn på, at den kolde krig, der havde martret Verden i over 40 år var forbi. Nu skulle vi stå sammen om at skabe et godt liv i fred og frihed. Vesten lovede, at det sociale niveau skulle hæves østpå for at skabe balance og stabilitet på vort Kontinent. Fremtidstroen og optimismen stod stærkt den gang.

30 år efter kan vi så gøre status: Hvordan gik det så? Svaret er: Desværre ikke særlig godt.

Den kolde krig er på vej tilbage. De sociale forskelle i Europa er stadig utrolig store. Højreradikale kræfter og syg nationalisme er stigende. Grådigheden og mangel på fællesskabsforståelse ligeså.

Hvad var det, der gik galt? Jeg har adskillige gange arbejdet for FN og EU i tidligere Sovjet republikker. Målet var at styrke deres demokrati. Her opdagede jeg, at verdensbilledet ofte er ganske forskelligt fra vort i disse lande. Vi anser Gorbatjov for en helt, fordi han og Præsident Reagan fik stoppet den kolde krig. Store grupper i ex-Sovjet anser derimod Gorbatjov for en forræder, der solgte DDR og brød Sovjet ned uden at få noget igen. Jeg er overbevist om, at Putin og hans styre bygger på en myte om, at ingen respekterede Rusland og nu skal de vise, hvem de er.

Checkpoint Charlie, det verdensberømte overgangssted mellem vest og øst i Berlin i mange år. Arkivfoto

Checkpoint Charlie, det verdensberømte overgangssted mellem vest og øst i Berlin i mange år. Arkivfoto

Murens fald blev opfattet som kapitalismen og den liberale samfundsøkonomis sejr over socialismens styring og tanken om solidaritet. Når man besøgte Moskva i 90'erne, kunne man på den ene side af gaden se kæmpe Mercedes biler og på den anden fattige pensionister, der forsøgte at sælge visne blomster. I stedet for at skabe bedre levevilkår, slap grådigheden løs. Få år efter Murens fald kunne man konstatere, at på trods af løftet om mere social balance i Europa, var pengestrømmen gået fra øst mod vest i stedet for fra vest mod øst. Man gennemførte markedsøkonomi uden at sikre sig, at beslutningerne kunne styres demokratisk. Vi krævede at kollektivgårde blev privatiserede og brudt op i små enheder, der ikke økonomisk kunne hænge sammen. Fabrik efter fabrik lukkede med stor arbejdsløshed til følge. Naturligvis kunne det statsstyrede erhvervsliv i Østblokken ikke klare den nye konkurrence. Fattigdommen var værre end før. I stedet for at sikre bedre økonomi flyttede vestlige firmaer mod øst for at udnytte billig arbejdskraft og færre regler. Friheden blev grådighedens eldorado.

Endelig glemte man, at demokrati og frihed er en livsstil. At det kræver viden og vaner, der bygger på respekt for andre mennesker. Det er tragisk, at arnestederne for friheden i DDR nu er hovedområder for nynazistiske og fanatiske unge. At man igen og igen kan høre ældre mennesker sige: ”Det var nu bedre under Stalin!”.

Murens fald var en drøm og skabte optimisme. Men Europa 2019 er ikke det Europa, vi drømte om dengang. Dertil er der for mange nye mure, smålig nationalisme og mangel på fællesskabsfølelse. Gør vi ikke noget ved det, ender vi i det, som var – og som vi ikke kunne lide: Modsætningernes og konflikternes Europa. Vi skal hjælpe med, men samtidig stille krav. Vi skal ikke acceptere, at de gamle diktaturer genopstår i demokratiske gevandter. Her må medlemskabet af EU forpligte. Vi må sikre, at den ”gamle østblok” får den træning i demokrati og dannelse, som var grundlaget for vort eget demokrati. Der må også stilles krav til en mere jævn økonomisk udvikling, gerne med hjælp til omstillingen. Det er uholdbart at det sociale niveau i Europa er så skævt. Desværre må vi konstatere, at vi i dag er tættere på at genskabe den kolde krigs modsætninger end på at styrke det håb, der tændtes en novemberaften for 30 år siden. Det skal der laves om på.

God weekend.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst