Når det gælder krænkelser – handler det om at være et ordentligt menneske

KRÆNKELSER: Jeg er født 22 år efter Anden Verdenskrig som datter af en tysk mor og en dansk far.

Min far er født lige inden krigen - og min mor, da rædslerne var på deres højeste.

Jeg var ikke ret gammel, før det gik op for mig, at jeg dermed også pr. definition havde et personligt medansvar for den krig, som jeg knap nok anede, hvad var.

Ikke bedre blev det, da jeg kom på kostskole i Sønderjylland.

Her viste det sig nemlig, at jeg gennem min blotte eksistens ikke kun havde forvoldt verdenskrigen, men også var den direkte årsag til, at Mallebrok repræsentativt for tusindvis af andre unge mænd var afgået ved døden i 1864.

Lige meget hvor mit liv har ført mig hen, har jeg levet med en fornemmelse af ikke helt at høre til. At føle mig hjemløs, selvom mit liv har været privilegeret på alle måder.

Jeg var langt over 30, før jeg endelig indså, at det faktisk ikke var flovt, men snarere lidt blæret, at jeg allerede som lille talte to sprog flydende, og endelig sluttede fred med at være, hvem jeg var.

Jeg har mødt mobning, godmodigt drilleri og ubetænksomhed, men dog aldrig vold eller direkte aggression, som mange andre med et mere entydigt placerbart ydre beskriver det.

Så jeg burde måske ikke sige det som hudfarvet kvinde af undertrykkende æt (som vi altid sagde i barndommens salige uvidenhed – altså det med hudfarvet), men jeg vil faktisk påstå, at jeg trods alt kan føle mig bare lidt ind i den smerte, udgrænsning kan medføre. Uden at jeg på nogen måde vil formaste mig til at drage sammenligninger i øvrigt med mennesker, der har oplevet langt grovere former for racisme og had, alene i kraft af hvem de er.

Da jeg ikke har glemt ungdommens stigmata og fordomme, forsøger jeg efter bedste fattig evne at leve som et ordentligt menneske.

Min omgangskreds rummer mennesker af forskellig etnisk oprindelse, handicappede, psykisk syge, tykke, tynde, små og store, mennesker med forskellig seksuel orientering og politisk og religiøs observans.

Nogle lever godt, mens andre har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

Jeg gør det ikke for at sætte mig selv i et gunstigt lys, men fordi mine venner og de mennesker, jeg omgås, giver mit liv så mange flere farver og får mig til at føle mig menneskeligt rig.

Jeg støtter fast forskellige humanitære organisationer og velgørende formål, engagerer mig i forskellige former for frivilligt arbejde og bestræber mig til stadighed på at møde mine medmennesker med et åbent sind.

Det er helt sikkert ikke altid prangende, hvad jeg får udrettet. Men jeg prøver virkelig, så godt som jeg formår.

Netop derfor bliver jeg møghamrende ærgerlig over, når krænkelsesparatheden (som jeg opfatter det) bliver båret til nye højder, og dermed latterliggør ellers alvorlige og vigtige emner.

Før nogen får eftermiddagskaffen i den gale hals, skal jeg skynde mig at understrege, at jeg aldrig har kaldt én eneste af mine grønlandske venner for en kæmpe eskimo.

Omvendt må jeg med skam erkende, at jeg heller ikke vidste, det var et skældsord før nu.

Men isen er jo bare den seneste i en lang række af mere eller mindre tossede eksempler, der dækker alt fra ”unge, blonde piger” (samtlige hankønsvæsner, transpersoner, ikke blonde og gamle damer kunne potentielt føle sig stødt), gamle børnebøger og sange der må omdigtes for ikke at virke anstødelige med deres forstokkede menneskesyn og sprogbrug, over arrangører af en støttedemonstration, der ikke blev fundet for værdige til at arrangere den, da de ikke selv tilhørte gruppen af dem, der skulle støttes. Pyt så også med de gode intentioner og solidariteten.

Set med mine øjne rummer en sådan adfærd forskellige risici.

Det ene er selvfølgelig, at vi glemmer den historie, vi egentlig skal bruge til at lære af, så vi til stadighed kan gøre verden lidt bedre.

Hvis selv vores bedsteforældres litteratur skal censureres og tilpasses, har vi snart ikke længere en hukommelse og dokumentation, der forhindrer os i at gentage fortidens fejl på ny. Ligesom det også rejser det berettigede spørgsmål, hvor langt tilbage i tiden vi skal gå, for at få muget ud i fortidens afkroge.

Vikingerne f.eks. var jo ikke ligefrem berygtede for deres sensible og fintfølende omgang med deres fjender. Eller hvad med den måde, Grauballemanden og de andre mennesker fra mosen kom af dage på?

Stopper vi ved 100, 200 eller flere tusind år?

Og kan vi blive ved med at bære og påtage os ansvaret for forfædrenes synder selv adskillige generationer senere?

Hvis der på nuværende tidspunkt stadig skulle være nogle opmærksomme læsere tilbage, vil de sikkert have regnet ud, at netop dette ligger mig på sinde.

Jeg har i så mange år levet med den skyld og skam, der følger af at have et genetisk ophav, der åbenbart pr. definition har bragt mig i undertrykkerens position.

Og jeg er faktisk efter moden overvejelse nået til en erkendelse af, at ethvert nyt menneske også rummer en ny begyndelse. Altså at ingen er naturgivne ofre, og ingen altid de onde.

Det er til gengæld forbundet med det store arbejde, der ligger i til stadighed at forholde sig og aldrig tage noget for givet på forhånd.

Hertil kommer, at de mest latterlige eksempler typisk vil appellere til politiske modsvar, der er gode til at vække forargelse og trække masserne med sig.

Disse svar er som udgangspunkt dejligt fri for komplicerede nuancer og vil ofte være at finde langt ude på højrefløjen, hvor tolerancen overfor den menneskelige diversitet klassisk ikke er den højeste.

Efter min mening behøves vi ikke nødvendigvis at give næring til denne strømning, beruset og stumme over vores egen retskaffenhed.

For det fjerde er det svært at tage egentligt seriøse emner alvorligt, når de serveres alt for patetiske.

For noget tid siden deltog jeg i et møde, hvor vi som deltagere virkelig kunne have gjort en væsentlig forskel for mange mennesker, hvis vi havde grebet det snildt an.

I stedet havde en gruppe mødedeltagere rejst forslag om, at formanden ikke længere måtte kaldes som sådan, men skulle hedde forperson. Dette uagtet den kendsgerning, at det i forvejen stod den til hver en tid siddende formand m/k frit for at kalde sig lige præcis, hvad der passede vedkommende bedst.

I motiveringen af forslaget argumenterede en af forslagsstillerne med, hvem af deltagerne, der kunne huske fru Fernando Møhges fornavne.

Moralen var, at kunne man ikke dette, regnede man ikke tante Møhge for andet end hendes mands enke og ville derfor ikke ligestilling.

Jeg erkender blankt, at jeg sjældent har følt mig så meget talt ned til.

Og nej, jeg gav ikke min opbakning til forslaget og mistede i øvrigt også en stor del af min motivation til at engagere mig i resten af mødet ved samme lejlighed.

Det sidste og måske vigtigste punkt er, at en alt for stor krænkelsesparathed og – hvis jeg må være så fri - selvoptagethed kan ødelægge vores direkte og uforbeholdne omgang med hinanden.

Hvis jeg skal bruge alt for meget energi på at fundere over, om jeg kan komme til at gøre noget, der kan virke stødende på mennesket overfor, så er det måske det nemmeste bare at lade være med at søge kontakten, være nysgerrig og spørge ind.

En fattig og mere usikker verden, hvor vi skyder hinanden motiver og skyld i skoene, som vi slet ikke selv anede, vi havde.

Jeg har en klar erkendelse af, at jeg i min menneskelige uperfekthed sikkert nemt kan komme til at såre eller krænke nogen uforvarende. Vred, dum, forurettet eller blot i et øjebliks ubetænksomhed.

Og selvfølgelig skal vi tænke over vores ordvalg. Ord skaber værdi, og vi skylder os selv og andre at bruge dem med omhu.

Omvendt behøver vi heller ikke ligefrem sætte os ned og gruble længe over, om vi kan finde et ord eller en formulering, der kan såre os, hvis bare vi mærker godt nok efter i os selv.

Tænk hvad vi kunne udrette, hvis vi bare en gang imellem hævede blikket lidt fra nullermændene i vores navlers indre og ud mod verden og hinanden.