DEBAT Job og arbejde

Nedlukning har været et alvorligt tilbageslag for Nordjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Mogens Christen Gade, formand for Business Region North Denmark og formand for Erhvervshus Nordjyllandog Ulla Astman, regionsrådsformand (S), næstformand Business Region North Denmark

Kære Simon Kollerup.

Indledningsvist vil vi gerne kvittere for, at regeringen sammen med et bredt flertal (fredag 20.11.) opnåede enighed om en hjælpepakke, der kan afbøde en række af de erhvervs- og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af nedlukningen i Nordjylland. Samtidig er vi naturligvis meget tilfredse med, at restriktionerne nu igen er ”normaliserede” og dermed på et tilsvarende niveau som det øvrige Danmark.

Med denne henvendelse vil vi imidlertid understrege, at den ekstraordinære nordjyske nedlukning og de yderligere restriktioner i vores landsdel har givet et alvorligt tilbageslag for Nordjylland. Konsekvenserne ses i form af omsætningsnedgang, tvangslukning af en række erhverv og brancher, produktionsnedgang som følge af manglende mulighed for pendling, ordretab, tab af arbejdspladser, manglende fremtid for mink-branchen, m.v.

Vi vil naturligvis via de kommunale jobcentre og erhvervskontorer samt Erhvervshus Nordjylland gøre vores til at afbøde konsekvenserne og hjælpe virksomheder og medarbejdere videre i ny beskæftigelse.

Men vores lokale indsats samt den aftale hjælpepakke afbøder ikke fuldt ud det alvorlige tilbageslag.

Vi har ”taget en for holdet”, og Nordjylland har brug for ekstraordinær opmærksomhed og indsats fra det statslige erhvervs-fremmesystem.

Vi bidrager gerne konstruktivt med forslag til særlige indsatser, og opfordrer dig som er-hvervsminister til at arbejde for at imødekomme og skabe grundlag for følgende nødvendige indsatser:

1. Styrket erhvervsfremmeindsats – nye arbejdspladser og kompetenceudvikling

2. Ressourcer til opkvalificering og aktiv jobformidling

3. Turismen tilbage på grønne skinner

4. Dialog med minkavlerne om fremtidsmuligheder for minkfarmene

5. Fonden for Retfærdig Omstilling – udmøntning af midlerne i Nordjylland

Vi har i Nordjylland noteret os, at regeringen har foreslået at afsætte en økonomisk ramme på to mia. kr. i 2021 og 2022 til at igangsætte en omstillingsindsats målrettet erhvervsliv og arbejdstagere i bestemte dele af landet for at undgå langvarige og geografisk afgrænsede konsekvenser af covid-19-krisen.

Dette anerkender vi og ser i den sammenhæng frem til, at en væsentlig del af disse midler går til en genopretning af erhvervslivet i Nordjylland, herunder et stærkt statsligt engagement i udvikling af en særlig fyrtårnsindsats for erhvervsudviklingen i vores region.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.