Nej til vindmøller - hjælp kongeørn i knibe


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:50

Af Paw Rytter, Christiansdalsvej 83, 9760 Vrå, pawrytter@hotmail.com

STORE VILDMOSE: I Store Vildmose risikerer en kongeørn at få ødelagt sit revir af et kommende vindmølleprojekt kaldet Rendbæk Øst.

Projektet vil ikke alene være til fare for kongeørnen, men er i det hele taget uheldigt placeret. ’For eksempel ligger det overraskende tæt på en højmose, som der er brugt millioner af EU-midler på at reetablere.

Højmosen er en del af Store Vildmose, og ifølge Jammerbugt kommune må den ”betragtes som et af Nordjyllands vigtigste naturområder med naturværdier af national og international betydning”.

Store Vildmose er såkaldt lavbundsjord og dermed et område, det kan blive udlagt til fri natur til glæde for fuglelivet og biodiversiteten i de kommende år, for at nedbringe langbrugets udledning af CO2.

Derfor er placeringen af vindmølleparken helt skæv.

Projektets 15 vindmøller vil få rotorer med en diameter på op til 136 meter.

Vinger af den kaliber fylder meget i landskabet. Samlet set vil vingerne bestryge et areal på mere end 20 hektar.

Hvis man ser projektet ud fra fugleperspektiv, er der tale om femten frygtindgydende hakkejern.

I 2019 skrev Miljøstyrelsen da også en indstilling til Jammerbugt kommune om ikke at opføre vindmøller i nærheden af kongeørnens rede.

Der burde sagen være stoppet, men sådan gik det desværre ikke.

Lodsejeren engagerede nemlig en advokat fra et af den slags advokatfirmaer, der har små 500 ansatte, hovedkontor på Langelinie og filialer i Shanghai og New York. Kort sagt en af de dyre drenge.

Men pengene har tilsyneladende været givet godt ud. For to breve fordelt ud over 21 sider har overbevist et flertal i byrådet om, at man rent juridisk kan se stort på Miljøstyrelsens indsigelse og EF-fuglebeskyttelsesdirektivet.

Jammerbugt Kommune hyrede ellers selv et noget mindre advokatfirma med kontorer i Vejle og Horsens for at få afklaret, hvilke konsekvenser indsigelsen fra Miljøstyrelsen havde.

De nåede sjovt nok frem til det stikmodsatte resultat. Ikke alene mente de, at EF-fuglebeskyttelsesdirektivet også gælder for kongeørne bosiddende i Jammerbugt kommune.

De mente også, at Jammerbugt Kommune bør rette ind efter Miljøstyrelsen, fordi der er tale om en statslig myndighed, som må formodes af besidde en større naturfaglig indsigt end kommunen selv.

Umiddelbart lyder det meget fornuftigt, men den midtjyske fornuft blev undermineret af den dyre dreng fra Langelinie. Og jura handler som bekendt ikke om retfærdighed, men om at få ret.

Som det ser ud nu, får lodsejeren sin vilje, når vindmølleprojektet skal behandles af byrådet den 18. februar.

Sker det, må man håbe, at indenrigsminister Kaare Dybvad Bek sætter hælene i.

For uanset hvor mange dyre drenge lodsejeren sender i byen, så har indenrigsministeren hjemmel til at nedlægge veto.

Den mulighed kan Nordjyllands fuglevenner hjælpe med at minde ham om.

Skriv en mail til Kaare Dybvad Bek på min@im.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden