Nogle ord kan gøre meget ondt – lad være med at bruge dem

På min barndoms legeplads i København Nordvest i starten af halvfjerdserne var der dejligt at være i de dagtimer, hvor den var bemandet med personale.

I boligforeningens børne- og ungdomsklubber kunne man ligeledes regne med en smule retfærdighed.

For set i bakspejlet var det et råt kvarter, når de hårdeste unger fik lov til at bestemme tonen.

På legepladsen kom alle aldre efter lukketid, også en alt for stor dreng, som i virkeligheden var voksen og mentalt retarderet.

Han blev kaldt Tosse Claus, og det var ikke venligt ment - nærmere et alibi for at de forsømte og frustrerede unger, frit kunne genere Claus.

Min bror var ikke så gammel som Claus og var kun hjemme i weekenderne.

Jeg ville helst ikke, at bror gik på legepladsen, hvis der var andre derovre.

Årsagen, håber jeg, at folk kan tænke sig til.

Mine forældre, som havde et andet handicap, kunne ikke høre, hvad der foregik. For mig handlede det om at skåne dem for indsigten i, hvordan mennesker kan finde på at behandle og omtale hinanden.

Børn kan tro og håbe på meget.

En dag, da jeg var ude og gå med en pige og hendes mor længere nede ad gaden, blev der sat ord på noget af det.

Pigens to søskende havde også mentale handicap, men jeg havde aldrig tænkt over, at Claus, min bror og de to andre havde noget til fælles - de var bare forskellige mennesker.

Pigens mor overhørte en samtale på gaden, hvor der blev sagt: “Hold kæft, hvor er du åndssvag!”.

Det blev taget meget ilde op, hun blev virkelig vred over, at man brugte ordet som skældsord, for havde netop de mennesker ikke nok at slås med?

Omkring samme tid begyndte man at ændre betegnelsen til evnesvag, og er siden ændret flere gange, som jeg ikke har styr på i dag.

Men episoden, hvor jeg så en voksen sige fra, selvom hun bagefter græd, gjorde stort indtryk på mig.

Det var de år, hvor klassekammerater kunne sige “Hold så op, din neger!” til sidemanden, hvis han generede.

Da jeg blev voksen, stødte jeg på ordet stigmatisering og forråelse, og forstod, at det var det, som kan ske mange steder i forskellige forklædninger.

For min mor var ordet døvstum, noget af det værste, man kunne skrive/sige.

Den uvidenhed, der måske den dag i dag, stadig er forbundet med at være døv tegnsprogsbruger, var særdeles pinligt for hende.

Et ord kan være acceptabelt i mange, mange år, men med tiden - når man faktisk bliver klogere, når ordet bruges negativt, når det går op for folk, at dem, som ordet betegner, ikke ønsker det - hvorfor så blive ved?

Når jeg læser om mennesker, der insisterer på at bruge ord om andre, som nu om dage har ikke kun har en negativ klang, så tænker jeg på, hvor heldige de må have været i deres eget liv, når de benægter andres skam.

Og når voksne skribenter gør sig morsomme og dermed forsøger at legalisere stigmatiseringen - præcis som jeg husker man gjorde med Claus, der gyngede og altid sang den samme sang af livsglæde, indtil han gik grædende hjem fulgt af hujende unger - så tænker jeg på, hvor nemt det er at misbruge sin intellekt for at stive sig selv af.

Det er ingen skam at tale med sine børn og hinanden om ansvaret for sine ord.