Klumme

Bliv hjemme og lev livet

H.C. Andersens motto At rejse er at leve er ikke et hit i coronatider

Elisa Sloth Steenberg. Foto: Henrik Bo

Elisa Sloth Steenberg. Foto: Henrik Bo

Elisa Sloth Steenberg er journalist

At blive hjemme, er at overleve. Kunne man med et omskrivning af H.C. Andersens motto, At rejse er at leve, sætte som overskrift for sommeren 2020.

Takket været Covid 19 og den deraf følgende fare for at blive udsat for den verdensomspændende pandemi i de lande, danskerne ellers strømmer til i deres ferier, blev befolkningen tvunget til at holde, med et nye modeord, staycation. En blanding af de engelske ord stay/ blive og -cation, sidste del af ordet vacation, ferie. Eller kort sagt: at holde ferie i Danmark. Et for mange utænkeligt scenarie. For hvordan overleve resten af året uden 30 graders varme, buffetter og all inclusive?

Klagesangene lød mere larmende, end da Philip Fabers morgenseancer var på sit højeste: Hvordan skal det da gå? Nu står Pedro/Ahmet/Christhobel og venter forgæves på os ved ”vores” bodega/bar/taverna. Ligesom de har gjort de seneste 20 år, hvor vi er kommet det samme sted. Og ligesom næsten er i familie med dem. Det var ikke til at overskue.

Men coronaen og regeringen sad klagerne overhørige og lukkede grænserne. Så vi var tvunget til at blive i vores eget land.

I juni gik det fint. Varmegraderne kunne næsten tilfredsstille de solhungrende danskere, som af en eller anden årsag, i hvert fald for manges vedkommende, er blevet helt vilde med at stege i eget fedt døgnet rundt.

Blæsten var temmelig frisk i Lønstrup - men dejligt var det alligevel. Privatfoto

Blæsten var temmelig frisk i Lønstrup - men dejligt var det alligevel. Privatfoto

Men så kom juli med kølighed, regn og blæst. Og lige som alle stod parate til staycation på campingpladser, i sejlbåde og i sommerhuse. Men da vi på tv og i bladene kunne se skuespillere, politikere og musikere dandere rundt i det danske sommerland, begyndte det så småt at være trendy. Var man heldig, kunne vi almindelige danskere i Skagen løbe over makeup-artist-gammelfar Dennis Knudsen med sit lille barn på armen. Eller sangeren Christopher i Tisvildeleje med smørkrøller og modelkone ved armen.

Man hørte udsagn som ”Der er jo i grunden dejligt i Danmark”. Og ”Hvorfor har vi ikke holdt ferie herhjemme før?”.

Ja, gu’ er der dejligt i Danmark! Jeg har altid været vild med at holde ferie i mit skønne land. Da jeg for år tilbage flyttede tilbage til Aalborg efter udlændighed på Sjælland, medførte jeg en københavner, min senere eksmand, som bestyrtet udbrød, da jeg foreslog sommerferie i Blokhus: - Man kan da ikke bare køre 35 kilometer for at komme på ferie?! Hvortil jeg svarede: - Det kan man da sagtens, når målet er nogle af Europas flotteste strande. Til hans ros skal siges, at han endte med at blive vældig begejstret. Og vi kom der i flere år. Eller på nogle af de mange vidunderlige øer, dette land består af.

Det er derfor ikke ofte, der står udenlandsrejse på mit program. Men lige i år havde en kær veninde faktisk inviteret mig på en uges fødselsdagsferie i Sydspanien sammen med sin familie. I et år havde jeg glædet mig, siden den generøse indbydelse blev givet. Men med coronaens udbredelse, ikke mindst i Spanien, fik min halve snes kroniske sygdomme overtaget. Og jeg måtte sige fra. Med den ny bølge er det desværre nu også tilfældet for de øvrige fødselsdagsgæster.

Strandengel på stranden ved Saltum. Privatfoto

Strandengel på stranden ved Saltum. Privatfoto

I stedet har jeg været på små lette staycations med andre dejlige veninder til dels Lønstrup, dels Saltum med en nats ophold. Og bortset fra storm og regn ved den ene lejlighed, har det været fint. Jeg må så også tilstå, at jeg synes, det er herligt at sove i min egen seng. Selv for tiden, i tropevarmen.

For på det sidste kan vist selv den mest entusiastiske varmegradsfan vel dårligt finde noget at brokke sig over. I skrivende stund sidder jeg i hvert fald og transpirerer yndefuldt i mit overgroede område af gårdhaven, som en kollega for nyligt så poetisk kaldte et alfehjørne.

Så fås det ikke meget bedre! Staycation kan noget! Privatfoto

Så fås det ikke meget bedre! Staycation kan noget! Privatfoto

Værre forholder det sig når jeg og min firbenede livsven, westien Oscar, må ud og vande lygtepæle, altså ham, i den hede by. Så i morgenkøligheden er vi at finde på vores helt egen version af staycation. Vi sidder på en bænk ved fjorden og spiser godbidder, ham, og nyder delfinshow, mig. Så vi mangler ikke noget.

Ikke for at sige som Shubidua, at ”De varme lande er noget lort”. Så langt fra. Bare, at ”Danmark kan altså noget særligt”. Og nu vil vi tusse ned og hilse på Delle.

Fortsat god sommer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.