Danmark kan mere - hvis ...

Vi skal kunne stole på hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Troels Boesvig

TILLID:Danmark kan mere - hvis vi tør stole på hinanden.

I regeringens nye udspil “Danmark kan mere” er man igen ude med riven efter de dovne og ugidelige “overførselsindkomstere”.

I denne omgang er det de nyuddannede, der fokuseres på, i et udspil, der skal reducere deres dagpengeperiode fra to til et år.

I DET hele taget virker det, ligesom man ofte taler om befolkningens politikerlede, som om at også politikerne har fået “befolkningslede” - der er en grundlæggende mistillid til folks vilje til at ville, og evne til at kunne.

VI HAR set det for nylig i forbindelse med sygeplejerskekonflikten, og vi så det for nogle år tilbage med folkeskolereformen: De, der beskæftiger sig med emnet til daglig (og derfor vel burde kunne tilskrives en eller anden form for ekspertviden) gør, hvad de kan for at komme til orde, men får i sidste ende ikke rigtig nogen indflydelse.

MED DET offentlige som arbejdsgiver er det bare at rette ind, forstår man. Det er så dejligt nemt, når man som arbejdsgiver blot kan gennemtrumfe sin vilje gennem et lovindgreb.

Pyt så med, at det er et eklatant angreb og overgreb på den danske model - altså det, at vi (normalt) regulerer arbejdsmarkedets vilkår gennem gensidige aftaler.

LIGESOM DER ikke er nogen tiltro til, at lærere ved noget om undervisning eller sygeplejersker om sygepleje, så er der altså heller ikke den store tiltro til de nyuddannedes vilje til at arbejde og forsørge sig selv.

Derfor må man naturligvis ramme dem med økonomiske sanktioner, så de allerede efter første år mister retten til dagpenge.

HER ER, hvad en anonym jobcenterkonsulent skrev på internet-portalen reddit.com for et par dage siden:

“Politikere, der aldrig selv har haft et job, kan ikke forstå, at man ikke bare kan gå ud og finde et, så de laver sindssyge regler om, at ledige skal hetzes. Se bare det nye reformkrav om, at ledige skal i 37 timers aktivering. Det er den slags regler, der fører til åndssvage kurser, fordi hvor helvede skal vi finde 37 timers beskæftigelse, når folk ikke selv kan?”

DETTE SOM kommentar til Nanna Bernths glimrende indlæg i Berlingske (søndag 12.9.), hvor hun beskriver sin oplevelse med dagpengesystemet og Jobcenteret - et system, der kunne være støttende og motiverende, men i stedet opleves som truende og kontrollerende.

JEG HAR også været møllen igennem og kan sagtens genkende hendes beskrivelse:

Indkaldelse til møder uden information om, hvad mødet omhandler, eller hvem man skal tale med; demoraliserende kommunikation og “kurser”, der taler ned til alle andre end den absolut laveste fællesnævner, for nu skal vi allesammen lære, hvad et “cv” er for noget; og værst af alt den slet skjulte negative forventning, man mødes af: Vi tror ikke, du kan noget; vi tror ikke, du gider noget.

MAN DUKKER nakken lidt mere for hver dag og hvert møde, og undslipper man ikke i tide, ender man med at internalisere budskabet: De andres “du dur ikke til noget” bliver éns eget “jeg dur ikke til noget”.

FRA ET samfundsmæssigt perspektiv er det den største fare ved et system, der er indstillet på kontrol og økonomiske sanktioner: At medborgere, der kunne have været aktive og bidraget til vores allesammens bedste, i stedet gøres til klienter.

Presset bliver for stort, og folk går ned med stress, depression, angst og lignende.

I nogle tilfælde kan der heldigvis være hjælp at hente, når det først er gået galt, men det ville da være bedre, om man undlod at ødelægge folk i første omgang.

SER VI for eksempel på andre af de dovne “overførselsindkomstere”, så har vi ifølge Danmarks Statistik 105.897 kontanthjælpsmodtagere.

Heraf er 17.943 (17 pct.) klar til at kunne bestride et arbejde - jobparate, som det kaldes.

Omtrent lige så mange er enten uddannelsesparate eller “uoplyst”.

MEN LANGT den største gruppe - 69.916 svarende til to tredjedele - er det, man i et forsøg på positivt spin kalder “aktivitetsparate”.

Her finderman alt fra folk, der burde være i et afklaringsforløb, der kan afdække deres (begrænsede) arbejdsevne, til dem, der er blevet “parkeret” på kontanthjælp, fordi det er blevet langt sværere at få tilkendt invalide- eller førtidspension.

MANGE AF dem kæmper med psykiske problemer af den ene eller anden art, problemer, der undertiden er hjulpet på vej af et system hvor der ikke levnes megen plads til medmenneskelighed.

Samtidig har vi igennem en årrække kunnet se, hvordan unge i stigende grad oplever at være under pres; og for nylig kunne man læse i aviserne, at 2020 slog en trist rekord med tre gange så mange selvmord blandt yngre kvinder som foregående år - covid-19-pandemien har antageligt været en faktor, men mon ikke også dagens høje krav til de unge spiller ind?

DANMARK KAN mere - men jeg tror, at det kræver, at vi finder den gensidige tillid frem igen.

Tilliden til, at lærerstanden faktisk ved en del om undervisning, at langt de fleste lærere er kompetente og arbejdsomme og har relevante indspark til en folkeskolereform; og en tilsvarende tillid til sygeplejersker i forhold til sundhedsvæsnet.

Men frem for alt en tillid til, at langt de fleste - også langt de fleste dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere - gerne vil arbejde og bidrage til samfundet. Det, de mangler, er hjælp og støtte, ikke kontrol og mistro.

INGEN BLIVER et større menneske af at sparke på de laveste i samfundet. Men vi kunne alle blive lidt større, hvis vi løftede og hjalp hinanden.

Troels Boesvig er medlem af Frederikshavn Kommunes Udsatteråd og Psykiatrifællesskabet i Frederikshavn Kommune. E-mailadresse: troels@boesvig.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.