Coronavirus

Datter af tidligere minkavler: Der er mennesker bag dyrene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Privatfoto.

Privatfoto.

Af Anne Torp, Nordre Fasanvej 165, 2000 Frederiksberg

Jeg forstår, at pelsindustrien er en bizar størrelse for dem, der ikke kender den. Jeg ved, at "parringstid" og "pelssæson" er lettere akavede og makabre ord, for dem, som ikke er vokset op midt i erhvervet.

Medierne raser. Der kastes med mudder og anklager begge veje. Det er ikke kønt. Det har altid været let at vælge side, når man ikke kender hele sandheden om modparten.

Men jeg kender en del af sandheden fra den udskældte side. ’’It takes a village to raise a child’’, og jeg er opdraget af Gjøl, på Gjøl. Et lille bitte samfund, hvor alle kender alle. Og hvor man enten er i familie med en minkavler, eller som minimum er venner af en familie, der er involveret i erhvervet. For udover at være et trygt, udviklende og selvsikkert samfund, så har byen også den største koncentration af minkfarme i hele landet. Og jeg får lyst til at dele sandheden inde fra den anden side af hegnet.

For sandheden er god. Og om man er til pels eller ej, så fortjener den voldsomme debat også at få den nuance med. Verden er som bekendt ikke sort/hvid. Mink kommer f.eks. også i brune, beige og blå toner.

Sandheden om de danske minkavlere er, at de vogter og værner om deres dyr. Fordi ødelagte og mishandlede dyr ikke giver en god avl. Og fordi de faktisk er mennesker med empati. Jeg tror aldrig min egen far har læst godnathistorie for nogle af hans tre børn. Ikke i mangel på empati og ikke udelukkende fordi han var træt. Men ofte fordi minkene skulle fodres, de nye kuld skulle tilses, eller fordi der var en frostsprængning i drikkevands-systemet. Og gu' ve' hvor mange timer hele familien har brugt på at pakke de dyr ind i vat (halm).

Det lyder forskruet. Men der var en stolthed over at måtte hjælpe til i pelstiden som barn og teenager. Jeg havde sjældent aftaler efter skole i november måned. For der ville jeg direkte med bus ud til pelshuset – der hjalp jeg til, der gjorde jeg en forskel. Et lille bitte led i en stor aktion. Alle mand var med, også farmor.

Byen summede af liv, hårdt arbejde og en helt bestemt glød i øjnene, når man mødte kendte ansigter i den lokale Daglibrugs. Alle vidste, direkte involverede eller ej, at det var højtid.

Der er med andre ord lagt megen kærlighed i det erhverv. Og jeg har endnu ikke mødt en branche, der har nået dén faglige stolthed til sokkeholderne.

Stolthed, familiebedrift og abrikosvand i pelshuset er historie for mig nu. Min far er tidligere avler.

Forleden ringede han mig op. ’’Kan du ikke skrive sådan et CV for mig’’. Fuldstændig vanvittigt. Men hvad faen, manden har jo aldrig søgt et job. Hvordan skriver man et CV for en mand på 60, der har mistet hans livsværk og faglige stolthed? Jeg håber virkelig at vi har nogle dygtige socialrådgivere og jobkonsulenter hjemme i Jammerbugt, som formår at se mennesket. Ikke kun min far, men også resten af branchens folk, der måtte ligge den vej forbi i kommende fremtid, hvis det her vanvid fortsætter.

For erhvervet og landsbyen består af mennesker, og selvom min fars minkbedrift er fortid og ikke er ramt af de voldsomme indgreb på farmene, som foregår i skrivende stund, jeg selv er bosiddende i København i øjeblikket – og dermed med andre ord ikke har en hujende fis med erhvervet at gøre - så bliver jeg påvirket af hvordan avlerne (forskels)behandles og omtales i disse dage.

Forleden hørte jeg på min cykel hjem fra arbejde en lokal stemme gå igennem mine høretelefoner på landsdækkende radio. Jeg kunne identificere stemmen og accenten med det samme. Det var "jølsk" og det var hjemligt. Men der blev hverken nævnt navn eller andet personligt. "MINKAVLER" var nok til at sætte i bås, nok til at dømme budskabet for de uvidende.

Men lige så vel som der er mennesker bag politiuniformen, bag den irriterende telefonsælger i røret og bag sygeplejerskens uniform, ja så er der også et menneske bag den blå kansasdragt, der blot forsøger at holde hovedet oven vande på sin egen farm. Oven vande i en branche der allerede bløder, meget simpelt på grund af udbud og efterspørgsel - markedet styrer vi ikke.

Men at sparke på et erhverv der allerede ligger ned, uden at kunne begrunde det. Hverken afstandskrav eller kompensationsforskelle. Det er umenneskeligt.

Og der er mennesker bag dyrene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.