Er der ingen grænser for velgørenhed i folkeskolen?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:30
Af Stig Jonstrup Pedersen, Otterup Bakker 14, 9520 Skørping, stigjonstruppedersen@gmail.com
FOLKESKOLEN: Fredagen inden årets påskeferie vil en lang række skoler over det ganske land igen løbe Rynkebyløbet, hvor målet er at løbe penge ind til Børnelungefonden.
Eventet er smart sat op.
Team Rynkeby lægger navn til løbet, mens det er eleverne, der skal skaffe pengene ved at overtale forældre, venner eller det lokale erhvervsliv til at yde et givent beløb per løbet omgang.
Det er fonden Team Rynkeby, der står bag, og som satser på en fast dag om året for at binde løbet op på en tradition. Som navnet antyder har fonden rod i Rynkeby Foods, der producerer forskellige non-alkoholiske drikke.
Den fynske virksomhed, der i dag ejet af en af Europas største producenter af juice, saft o.l. - tyske Eckes-Granini - har som langt de fleste private virksomheder det formål at sikre størst muligt overskud til ejerne uanset hvem, det måtte være.
Fint nok med mig - jeg kan som forbruger selv tage stilling til, hvilke juicer o.l., jeg vil købe.
Team Rynkeby skal altså give den private virksomhed en profil og et image, der signalerer samfundsansvar - akkurat som et Ronald McDonald Hus har samme må for MacDonald.
Begge vil selvfølgelig kun det bedste for sygdomsramte børn, deres familier og pårørende.
Men princippet i at diverse private formål på den måde sniger sig ind i skolerne, er ligeså problematisk, som det er smart sat op.
Interesseorganisationen Danske Patienter har 21 medlemsorganisationer, der tilsammen repræsenterer 83 patient- eller pårørendeforeninger.
Med andre ord er der mange foreninger, skolerne kunne løbe for i en god sags tjeneste - alene inden for sygdomsområdet.
Dertil kommer en liste så lang med NGO’er og andre foreninger, der ligeledes arbejder for formål, som kun de færreste er imod.
Så hvor går grænsen? Og hvorfor den ene frem for den anden? Men også det, at man som forældre og elev fratages retten til selv at bestemme, hvem, hvordan og hvad man vil støtte.
Team Rynkeby skriver godt nok, at ”skoleløbet ikke er en konkurrence om, hvilken elev eller hvilken klasse, der kan samle flest penge ind - alle bidrag tæller! Og ved deres blotte tilstedeværelse i løbet er eleverne med til at skabe uvurderlig opmærksomhed om børnelungesagen!”
Men tilbage står det principielle i, at skolerne stiller tid, lærere og elever til rådighed for et privat arrangement, der er bundet til en sag, som kun de færreste tør undsige.
Og hvem beslutter reelt, om man løber for det ene private formål frem for det andet i skoletiden?
Er det gyldigt fravær ikke at deltage - akkurat som de elever, der ikke vil konfirmeres, naturligvis ikke behøver at deltage i den konfirmationsforberedende undervisning - uanset det indeholder en god del (kultur)historie, der er relevant for alle.
Siden 1982 har fredagen før efterårsferien været reserveret til Skolernes Motionsdag, hvor der traditionen tro alene motioneres for sundheden og samværet. Måske folkeskolerne skulle lade det være ved det, frem for at rive endnu en dag ud af en hårdt presset skolekalender for at løbe for noget, der i bund og grund er et privat anliggende - uanset motion er godt for alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.