Klumme

Hævnen er ikke sød - den er ond

Krigen mod terror skulle slutte efter 20 års indsats. Men nu starter den forfra igen

USA's præsident Joe Binden lover hævn. krigen mod terror kan fortsætte. Foto: REUTERS/Jonathan Ernst

USA's præsident Joe Binden lover hævn. krigen mod terror kan fortsætte. Foto: REUTERS/Jonathan Ernst

Hævn.

Det ord indvarsler onde tider.

For hævnen er slet ikke sød. Den giver stødet til nye, skadevoldende handlinger mellem parterne og tænder den gnist, der får situationen til at komme endnu mere ud af kontrol.

Selvom vi allerede er godt på vej med kontroltabet.

Alligevel er det nu det råb, der gjalder fra USAs præsident Joe Biden - og det er ikke, fordi man ikke forstår hans ønske om at hævne de forfærdelige terrorangreb ved Kabuls Lufthavn. Det ser ud til, at IS ønsker at slå til mod sine gamle fjender fra Taliban og måske tage magten fra dem. I en uendelig kædereaktion efter den vestlige tilbagetrækning. Men selvmordsbomber har ingen fast adresse - de rammer såvel venner som fjender - civile, børn og soldater.

Man får igen den tanke, at islamisme i sin ekstreme form er en dødskult.

Når USA drager i krig mod terror med hævn som motiv, kan man kun frygte det værste.

Skæringsdatoen 1. september skulle markere afslutningen på 20 års vestligt militært engagement i Afghanistan, det stakkels, plagede, krigshærgede land med dets udmattede befolkning med ringe udsigter til et almindeligt liv i fred.

Det, som er så selvfølgeligt for os andre.

Det er svært rigtigt at få ind under huden, hvordan det må være at leve i ufrihed, med konstante trusler om overgreb og angreb på liv, ære og velfærd. Og debattrådene på de sociale medier i vores lille, fredelige land understreger desværre dette i rigt mål. Globalt set findes empati tilsyneladende kun i begrænset omfang.

Det er svært at forudsige den nærmeste fremtid for Afghanistan - men ét er sikkert: Der er ikke udsigt til fred. Vi går en kold tid i møde.

Selvmordsbombere fra IS spredte torsdag død og ødelæggelse i Kabul. Foto: Wakil Kohsar/AFP

Selvmordsbombere fra IS spredte torsdag død og ødelæggelse i Kabul. Foto: Wakil Kohsar/AFP

Sygeplejerskerne strejkede i 10 uger, uden at parterne rokkede sig en tomme. Kursen var fra starten sat imod et regeringsindgreb - for der har ikke været et reelt alternativ.

Nu retter sygeplejerskerne deres vrede mod regering og folketing, som ikke havde andet valg, hvis sundhedsvæsenet ikke skulle bryde helt sammen.

I stedet er det måske, når støvet har lagt sig, tid til at se indad: Hvad var det, vi strejkede for? Hvad ønskede vi at opnå? Hvorfor sagde JEG egentlig nej til det overenskomstforslag, som min fagforening havde forhandlet sig frem til og anbefalet?

For de fleste udenforstående, der har fulgt debatten, står det rimeligt klart, at sygeplejerskerne er hamrende utilfredse med deres arbejdsvilkår. Det kan de fleste af os faktisk godt forstå.

Det, der har været sværere at forstå, er at kravene har rettet sig mod en fuldstændig umulig og uforståelig parole om ligeløn nu, med henvisning til en fejl ved tjenestemandsreformens indførelse i 1969.

For sygeplejerskerne har det, de fleste opfatter som ligeløn: mænd og kvinder i faget får mig bekendt lige løn for lige arbejde.

- Nå, men så vil vi have lige løn med fag med tilsvarende kompetencer og ansvar, har det lydt.

Altså - ligeløn med andre fag. Så er vi vist ovre i et krav om borgerløn? Et politisk krav, som intet har med overenskomster at gøre.

Så hvis sygeplejerskerne internt gør oprør mod deres egen fagforening forstå jeg det godt. At de har fulgt parolerne forstår jeg også godt - i en strejke står man sammen, uanset hvad.

Man forstår også, at nogen af dem vælger at gå andre veje, fordi de ikke kan holde arbejdspresset ud og - måske - ikke føler at deres indsats belønnes efter fortjeneste.

Det er de i deres gode ret til.

Hvor skal vi hen du? Sygeplejerskerne må diskutere, om penge er værd at ofre hjerteblod for.  Foto: Anthon Unger/Ritzau/Scanpix

Hvor skal vi hen du? Sygeplejerskerne må diskutere, om penge er værd at ofre hjerteblod for. Foto: Anthon Unger/Ritzau/Scanpix

Men en lønkommision løser ikke fagets centrale problemer. Nemlig at sygeplejerskerne synes, der er noget fundamentalt galt med arbejdets organisering. Så tag opgøret dér, hvor problemerne er.

Tiden vil vise, om flugten fra faget er reel, og om problemerne med rekrutteringen kan løses uden en gennemgribende reform af både uddannelse og arbejdsvilkår - eller om det fortsat skal handle om løn.

Jeg håber, at snakken og debatten fremad kommer til at handle om det, der ligger sygeplejerskernes hjerter nærmest - og jeg tror ikke, det er penge.

Karin trine Pedersen. Foto: Torben Hansen

Karin trine Pedersen. Foto: Torben Hansen

Karin Trine Pedersen er journalist i Det Nordjyske Mediehus

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.