debat

Kan distance skabe nærhed?

Det der tekniske halløj kan et eller andet

I Lisbeth Harritz Kappelgaards begrebsverden var møder på Teams, Skype og Webex en ret sølle substitut for at være fysisk til stede sammen. Men i coronatiden har hun gjort den usædvanlige erfaring: Det kan altså noget, det der tekniske halløj

I Lisbeth Harritz Kappelgaards begrebsverden var møder på Teams, Skype og Webex en ret sølle substitut for at være fysisk til stede sammen. Men i coronatiden har hun gjort den usædvanlige erfaring: Det kan altså noget, det der tekniske halløj

Lisbeth Harritz Kappelgaard har en ph.d.-grad fra Aalborg Universitet i interpersonel kommunikation og er ansat som studie- og trivselsvejleder samme sted.

CORONATIDER:Kan distance skabe nærhed? – om kollegaskabets coronede dage …

På linje med mange andre har jeg de seneste måneder arbejdet hjemme som følge af corona-situationen.

Karantænen har sat begreber som ”Work Life Balance” og ”kollegial sparring” i et helt nyt perspektiv og affødt mange spørgsmål: Kan man samarbejde om at løse opgaver på afstand? Bliver der ikke en masse misforståelser? Og kan man holde fast i sine gode kollegiale relationer digitalt?

Affødt af den konkrete omstændighed, at jeg startede i nyt job midt i det hele, har tankerne kredset om forholdet mellem fysisk distance og mellemmenneskelig nærhed: Kan man eksempelvis lære sine nye kollegaer at kende på Skype?

Velkommen til dit nye job – du må gerne gå hjem nu ...: Pr. 1. marts skiftede jeg jobbet som adjunkt på Institut for Kommunikation og Psykologi ud med jobbet som studie- og trivselsvejleder på Aalborg Universitet. Selv om det var forbundet med stort vemod at sige farvel til dygtige studerende og fantastiske kolleger gennem næsten et årti, glædede jeg mig også til et nyt kapitel. Centreret om en af de mest meningsfulde opgaver, jeg kan komme i tanke om: at bidrage til at skabe og opretholde trivsel blandt de studerende på AAU.

Yes, hvor var jeg klar!

Efter en uges tid på kontoret stod jeg med flyttekassen i hånden, mens en velmenende kollega sikrede, at jeg fik alle relevante kabler med hjem i min nye karantæne-hybel.

Det var ikke ligefrem den opstart, jeg have drømt om.

Kamelen i corona-land: De første par uger var drøje. Mails og møder med navne og trebogstavsforkortelser, hvor jeg var aldeles ”blank”.

Når jeg for 117. gang hørte mig selv sige ”øh, jeg har lige et opklarende spørgsmål”, følte jeg mig som en plade, der var gået i hak. Og jo, indrømmet. Når man med en del års erfaring i bagagen er vant til at være ekspert på sit eget lille mikroskopiske hjørne af et fagligt felt, så er det en middelstor ego-kamel, der skal sluges, når man sidder i novice-position hjemme ved køkkenbordet. Og der har ærlig talt været øjeblikke, hvor jeg har haft lyst til at bide i bordkanten i frustration over min egen uformåenhed.

De efterfølgende uger blev lidt nemmere. Ikke fordi jeg udviklede et novice-ninja-gen – men fordi jeg har fået nogle ret fantastiske kolleger, der sjovt nok kan noget med trivsel.

Jeg er blevet rullet ind i forstående og hjælpsomme tilkendegivelser: ”Hvor er det godt, du spørger – det skal du blive ved med!” og ”Sig lige til, hvis vi skal snakke videre om baggrunden for xx projekt”. På den måde begyndte de faglige ender at hænge bedre sammen. Jeg blev mere tryg ved, at det hele nok skulle gå.

Så vidt det faglige bøvl ved at være ”ny i job – corona-style”… men vi skal endnu længere ind …

Kan man sætte strøm til sin kollega?: En anden ulmende bekymring hos mig var, hvordan i alverden jeg skulle lære mine nye kollegaer at kende under de mærkelige karantænebetingelser. Fagligt set er jeg skolet i ansigt til ansigt-samtaler. Min indbyggede grundantagelse var, at man bedst lærer hinanden at kende, når man er fysisk til stede sammen. Der kan man bedst fornemme den anden. Stemningen i rummet. Der deler man univers med fælles input og referenceramme.

I min begrebsverden var møder på Teams, Skype og Webex en ret sølle substitut. I øvrigt er jeg også, indrømmet i dette snævre forum, ret underfrankeret på teknisk forståelse. Jeg er faktisk ikke så vild med at sætte strøm til ret meget – og da mindst af alt menneskelig kontakt. Summa summarum: Jeg følte mig slået hjem i corona-kollega-ludo.

På det punkt skulle det vise sig, at jeg tog grundigt fejl!

Med perlekæde og pyjamasbuks: Selv om jeg stadig famler noget rundt i alle de skiftende tekniske løsninger, har jeg den seneste tid taget mig selv i at tænke en for mig ret fremmed tanke: Det kan altså noget, det her tekniske halløj … Lad mig uddybe …

I starten sad jeg tækkelig og velfriseret på møder med video. I hvert fald fra livet og op.

Det virkede som en skummel hemmelighed at åbenbare, at jeg stadig ikke var kommet ud af de lidet flatterende pyjamasbukser med leopardprint. Der var en pæn og velpoleret facade, som opretholdt professionalismen – men også distancen.

Som tiden gik, opstod en række oplevelser, der begravede min bekymring for, om jeg nogensinde skulle lære mine kollegaer ordentligt at kende.

Privatliv og arbejdsliv rodede rundt i én stor pærevælling – og vi var alle i samme båd.

De andre havde, præcis som jeg selv, også et til tider upassende lydtapet under møderne. Eksempelvis sådan et af klirrende porcelæn iblandet rastløse unger, i færd med selvstændig kantinedrift. Indimellem blev mødesituationerne så mærkelige, at det udløste kollektivt grineflip. Og dermed faldt natbukseparaden og alle andre parader helt og aldeles.

Netop den slags situationer, som coronakrisen har affødt, har betydet, at jeg efter to måneder i mit nye job har lært mine kolleger at kende på en særlig måde – på rekordtid!

Jeg ved ikke blot, hvor de bor, men også hvordan de bor.

Jeg er på fornavn med deres høns, og jeg ved, når der skal fejres fliselægning i drivhuset.

Jeg har set deres børn – også når de trækker det strategisk kloge kort at plage om is, mens mor er travlt optaget af mødeaktivitet (tippet er hermed givet videre – det virker!).

Jeg har været med i haven, delt begejstringen over den helt rigtige nuance af petroleum på væggen i stuen, og de har smilet overbærende, når jeg sad med morgenhår og grimt lycratøj, selv om klokken var henad 16.30.

Kort sagt: Alle de små ting, der udgør et levet liv og et menneske, og som man ikke normalt tager med på arbejde, har været tilgængeligt som en åben bog. På den måde har afstanden skabt en nærhed, som jeg havde forsvoret var mulig – og som ironisk nok kun har udfoldet sig på baggrund af en i udgangspunktet helt umulig situation.

Og hvilket lærdom er der så i det? Jeg tager især to ting med mig fra coronakrisen:

1. Det kan godt svare sig at sætte strøm til nogen, hvis man gerne vil dem.

2. Der kan godt vokse nærhed ud af distance, hvis man tør.

Gode fællesskaber og nærende relationer er ikke funderet i form, men forholdemåder. Uanset om man er på sky-bar eller skype-bar opstår kontakten og nærheden, hvis man vil og tør det. Tak til mine fantastiske kollegaer i Studie- og Trivselsvejledningen på AAU for både at ville og turde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.