Klumme: Det er altid noget, der er mere mystisk

Havde man for fire år siden spillet bare en enkelt lille én-krone på, at begge de orange ville blive stemt for en rigsret i samme uge, ville man være blevet stinkende rig. Altså, hvis det havde været målet, skulle man nok have gjort noget andet, men bare for at illustrere, at det er helt usandsynligt. Som to torsdage i én uge - hvilket Den Danske Ordbog netop forklarer som noget helt usandsynligt - i øvrigt med teksteksemplet: ”Bianca (må først) gå ud med fyre, når Katarina gør det. Hvilket næppe vil ske, før der er to torsdag i en uge”.

Det giver ingen mening, med mindre man kender Katarina rigtig godt eller ved, hvem der bestemmer over Bianca, hvilket i teorien godt kan være en usoigneret, langskægget gammel mand, der tror på Allah. (Så meget kan vi vel give vores hjemlige orange for hendes noget skingre bestræbelser på at snakke uden om det egentlige?). Men det er ikke pointen. Det er, at det usandsynlige skete. Ovenikøbet i en uge, hvor det jo kunne have været en kollegas lod at udlede noget fornuftigt af det. Chancen var faktisk oppe på 80 procent, hvilket er astronomisk højt i forhold til det med rigsretterne, men altså alligevel ikke nok. Det er i en sådan situation, at man må hente hjælp hos ”de gamle filosoffer”. En af dem skrev: ”Det mystiske er ikke, hvorledes verden er, men at den er”. Han var i øvrigt rig, men overlod allerede som ung sin anseelige formue til sine søskende. Ligemeget, det vi skal bruge ham til er at finde trøst i, at intet af det, der er sket i ugen, er mærkeligt i forhold til al tings mærkelighed.

Det kan ellers godt ligne.

For eksempel at der i Den store Oranges sidste dage som den store skete det helt forunderlige, at der var en enighed, der ikke holdt sig inden for det vanlige mønster.

Både blandt dem, der ved, at manden er et narcissistisk skiderik, og dem, der bilder sig ind, at han ikke er, var der nogen, der fandt det forkert, at manden ikke kan komme til orde på den måde, han plejer.

Nogen er forargede, fordi de li’som synes, at sociale medier er noget, vi har ret til. Andre fordi de ved, at det aldrig rigtigt fungerer at lukke for stemmer, der alligevel findes - noget man aktuelt lige tjekker en ekstra gang forud for valget i Uganda - og fordi de ved, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem, hvad der bliver sagt, man skal gøre, og hvad der bliver gjort.

Det faktum har autoriteter på alle niveauer konstateret. Det ville sådan set også være kedeligt, hvis det var sådan - for det er alt for sjældent, at dem, der bestemmer, lægger op til gak&løjer.

Men selv om det ikke lige lader sig gøre at trække en snorlige årsagssammenhæng mellem, hvad Overorangen skriver på twitter, og hvad hans tilhængere foretager sig, så kan man da sagtens diskutere, om der kommer nok godt ud af for eksempel Facebook til at opveje alle de idiotiske ondskabsfuld­heder, der trives der, som ... Trump på en golfbane.

For eksempel må man hente hjælp i filosoffens betragtning om, hvad der egenlig er mystisk, når man skal håndtere, at der er 44.300 medlemmer af ”For alle os, der støtter Jes Dorph (bedende emoji) Og Jens Gaardbo (anerkende-klappende-hænder-emoji)”.

Umiddelbart både mærkeligt og foruroligende, for vi taler altså om mennesker, der er kapable til at benytte en elektronisk device, og som synes, det er vigtigt helt åbenlyst at støtte to mandlige tv-værter, der nu er tidligere, fordi deres arbejdsgivere ikke vil acceptere deres adfærd over for kvindelige kolleger. Hvad der så end ligger i det. Det er der ikke så mange, der egentlig ved, men alligevel kan man åbenbart godt synes, at ”det er alt for gal’, og de, der kvinder, de er nok bare ude på at få opmærksomhed, og de skulle godt nok ... og endda stenes, og min datter fik endda et fødselsdagskort. Med autograf”. Jamen.

Det er nok hverken dem selv, deres døtre, søstre eller kærester, det er gået ud over. Lad os tro på, at kvinden bag gruppen ikke har ondt i sinde, men blot vil understrege en pointe om, at man kan stirre sig blind - også på flow-tv - og at vi trænger til at kunne bevæge os frit rundt mellem hinanden og få virkelige indtryk. En mærkelig måde at gøre det på, javel, men der vil altid være noget, der er mere mystisk.