Sundhedsvæsen har brug for milliarder
Midler har været alt for få i forhold til opgaver, mener formand for Lægeforeningen

Formand for Lægeforeningen Camilla Noelle Rathcke. Pressefoto
Af Camilla Noelle Rathcke,formand for Lægeforeningen, Kristianiagade 12, 2100 Kbh. Ø
De årlige forhandlinger mellem regionerne og regeringen om sundhedsvæsenets økonomi er nu i den afgørende fase.
Der er ikke sluppet meget ud om, hvad regeringen vil, men Danske Regioner har meldt ud, at der er brug for 2,1 mia. kr. ekstra til driften plus penge til it, scannere, intensivsenge og vedligehold af bygninger.
Jeg kan kun bakke op om regionernes ønske. Sundhedsvæsenet har i den grad brug for massive investeringer til det pressede sundhedsvæsen. Læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre gode kolleger i sundhedsvæsenet står med flere opgaver, end der er ressourcer til.
Det skyldes først og fremmest, at sundhedsvæsenet i stort set hele det seneste årti er blevet underfinansieret. Midlerne har været for få i forhold til opgaverne. Det kan ikke blive ved på den måde.
Slet ikke når man ved, at der kommer markant flere ældre frem til 2050. De lever heldigvis længere end tidligere, men jo så også med flere sygdomme, som kræver undersøgelser, behandlinger, rehabilitering, pleje og medicin. Skal sundhedsvæsenet kunne levere det, kræver det naturligvis, at der sættes de nødvendige ressourcer af til det.
Udover at flere patienter får brug for hjælp i sundhedsvæsenet, så skal der også være råd til de mange nye teknologier og behandlinger, som redder og forbedrer liv, men som også koster mange penge. Det er en del af udviklingen i sundhedsvæsenet og fastholdelsen af den høje kvalitet i behandlingen, at vi også følger med hér. Og ikke på bekostning af besparelser andre steder i sundhedsvæsenet, fordi der mangler politisk prioritering af ressourcer.
Det er finansminister Nicolai Wammen, der repræsenterer regeringen i forhandlingerne.
Derfor vil jeg opfordre ham til at øge investeringerne i sundhed markant. At underfinansiere er ikke en løsning. Det vil kun føre til et endnu ringere stillet sundhedsvæsen de kommende år. Det kan ingen – og da slet ikke patienterne – være tjent med.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.