Uværdig overvågning

Uværdigt at overvåge personer med handicap - det er blevet meget vidtgående og til tider krænkende

Af Peter Øhrstrøm, professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Medlem af Etisk Råd 2000-2010. E-mailadresse: poe@hum.aau.dk

HANDICAP:Handicaporganisationerne har på det seneste skarpt kritiseret, at mange kommuner iværksætter en meget vidtgående og til tider også krænkende overvågning, når behovet for handicaphjælp skal vurderes.

Handicapforvaltningerne benytter sig i mange tilfælde af kontrollanter, som observerer de handicappede borgere i deres private hjem fra halve dage til flere uger.

FOR KOMMUNERNE handler det naturligvis om at finde det rimelige niveau for bevillingerne til handicaphjælp. Over for dette påpeger de handicappede borgere og deres organisationer, at hvis handicapforvaltningerne brugte den rette faglighed i tilstrækkeligt omfang, så ville en sådan meget vidtgående overvågning ikke være nødvendig for at vurdere det rimelige behov for handicaphjælp.

EKSEMPELVIS beretter DR Nyheder (19.2.) om Simon Kjær, som har muskelsvind og sidder i kørestol. Da han gik i 3.g blev han overvåget af kontrollanter i fjorten nætter med henblik på at vurdere hans behov for handicaphjælp. Han oplevede denne vidtgående overvågning som overdreven og grænseoverskridende, ja ligefrem krænkende for ham og hans mulighed for privatliv.

DR NYHEDER beretter også om Mette Maabjerg, som er lam fra brystet og sidder i kørestol, og som fik besøg af et par personer, hun aldrig havde mødt før. Det drejede sig om to kontrollanter, som i to døgn skulle overvåge hende og vurdere hendes behov for hjælp. Også Mette Maabjerg oplevede det som krænkende for sit privatliv at have de fremmede kontrollanters øjne på sig gennem så lang tid.

DIREKTØREN for Scleroseforeningen, Klaus Høm, har i Altinget d. 26/2 2021 rettet en hård kritik mod de kommuner, som benytter sig af denne vidtgående overvågning af handicappede borgere. Der er fx ofte tale om tidstagning i meget intime situationer. Mange handicappede har oplevet denne form for overvågning som grænseoverskridende og uværdig.

Klaus Høm mener ligefrem, at der er tale om ”et forrået menneskesyn, som gennem lang tid har kendetegnet alt for mange kommuners forvaltning af handicapområdet som helhed”, og at beretningerne om vidtgående overvågning ”vidner om et moralsk og menneskeretligt underskud i kommunerne”.

KLAUS HØM henviser til, at halvdelen af landets kommuner benytter sig af konsulenter til at observere handicappede borgere i deres private hjem igennem ganske lang tid. For eksempel kan man komme ud for, at man skal have en kontrollant med på toilettet, så der kan blive taget tid på det hele. Allermest sigende er det, at Klaus Høm kan berette om en ældre sclerosepatient, som på baggrund af en sådan oplevelse af krænkende overvågning fra en kontrollant stilfærdigt bemærkede: ”Man føler sig jo ikke rigtigt … betragtet som et menneske.”

INSTITUT FOR Menneskerettigheder har påpeget, at lange observationer af mennesker med handicap kan være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og retten til privatliv: ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

KONTORCHEF Janet Marie Samuel, KL’s Socialpolitiske Kontor, har (1.3.) i Altinget imødegået kritikken.

Hun understreger, at kommunerne naturligvis ikke ønsker at overvåge borgerne mere end højst nødvendigt. Hendes pointe er, at de høje dokumentationskrav kommer fra Ankestyrelsen.

Som svar til Scleroseforeningen betoner hun, at folk i kommunerne ikke er ondskabsfulde, og at foreningens kritik er ”et udtryk for manglende respekt for de medarbejdere, som arbejder på området”.

DEN BEMÆRKNING er skudt helt forbi. Det ligger bestemt ikke i Klaus Høms kritik, at de enkelte medarbejdere i kommunerne er onde. Påstanden er snarere, at vi har opbygget et system, som ikke er baseret på de rette principper om respekt for det enkelte menneske. Det er klart, at et af de helt afgørende principper burde være den handicappede persons ret til privathed på linje med alle andre borgere.

INGEN BESTRIDER, at kommunerne skal kunne indhente information for at vurdere de handicappede borgeres behov for hjælp. Men det må bemærkes, at halvdelen af kommunerne faktisk klarer opgaven uden brug af den vidtgående form for overvågning, som mange handicappede borgere oplever som krænkende.

Det lader altså til, at vurderingen kan foregå på basis af faglige skøn og undersøgelser, som ikke opleves som krænkende. Det forhold tyder i sig selv på, at handicaporganisationerne har en vigtig pointe.

ET LYSPUNKT er dog, at Kommunernes Landsforening ifølge Janet Marie Samuel er i gang med en dialog med Danske Handicaporganisationer om de principper, som for fremtiden skal gælde på området. Man må håbe, at samtalerne med gode viljer på begge sider vil føre til, at de handicappede borgere for fremtiden undgår krænkende overvågning – også når behovet for hjælp skal vurderes. Handicapforvaltningerne bør naturligvis altid agere i respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.