Vi skal skubbe Kina i en bedre retning

Af Pernille Weiss

medlem (K) af Europa-Parlamentet, Wildersgade 26,

1408 København K

pernille.weiss@europarl.europa.eu

EU:Lige fra jeg var lille, har Kina forundret mig. Min lillesøster og jeg sang “Tre små kinesere” igen og igen, mens vi skabagtigt trak ud i øjenkroge og mundvige. Vi anede heller ikke, hvad en kontrabas eller Højbro Plads var. Men man griner jo godt og længe af det, man ikke forstår.

Kina er et meget anderledes land og en fundamental anderledes kultur end den europæiske. Alle vores værdier, begreber, mønstre og kategorier har vi meget svært ved at genfinde i Kina. Jo, vi deler skam stolthed, stædighed og en indædt tro på os selv. Men det gør det også svært at acceptere hinanden på et dybere plan.

NUVEL! Europæiske borgere og virksomheder har i mange år bidt tungen af sig selv og forsøgt sig med mere eller mindre held i Kina. Summen af erfaringer er, at Kina forfordeler egne virksomheder med statsstøtte og konkurrenceforvridende, patentopløsende krumspring overfor eksterne samarbejdspartnere. Samtidig må vi kigge passive til overfor kinesiske investeringer og opkøb af europæisk kritisk infrastruktur. Det duer naturligvis ikke, og derfor har dansk erhvervsliv med rette i mange år ønsket sig, at vi politikere skaffer mere ligeværdige konkurrencevilkår og ikke mindst mekanismer, der forhindrer tvangsarbejde, forbedrer miljøaftryk, mindsker klimabelastningen og introducerer ordnede, stabile arbejdsmarkedsvilkår i Kina.

SELVOM KINA i begyndelsen af 00’ indtrådte i WTO (Verdenshandelsorganisationen) - men vist nok ikke i afgørende kapitler, der sikrer reelle lige vilkår (reciprocitet) mellem Kina og omverdenen - har der været en stigende mængde bøvl og bekymring. For skal Kina bare have lov til at vokse ud over sine bredder og sætte sig på flere og flere lande og markeder? Uden at tilpasse sig den vestlige verdens grundlæggende værdier for menneskeværd, frihedsrettigheder, demokrati og retsstat? Naturligvis ikke!

Derfor begyndte for syv år siden det slidsomme arbejde med at få stablet en investeringsaftale mellem EU og Kina på benene. Den nåede nu så langt, at den - lidt vupti - blev godkendt lige før nytår 2020 ved et fællesmøde mellem Kinas livstidspræsident Xi, tyske kansler Merkel, franske præsident Macron og EU-Kommissionens top. Det er ikke en frihandelsaftale med alt det, sådan en indebærer. Men det er et skridt i den rigtige retning. Hvis altså Kina overholder den. Gør de det, kan det betyde starten på ophør af tvangsarbejde, slut på diskriminering af EU’s virksomheder i Kina, begrænsning af statsstøtte og ikke mindst at Kina lever op til Paris-aftalen.

JEG ER overvejende positiv overfor aftalen - med det forbehold, at Europa-Parlamentet endnu ikke har behandlet den - og jeg er bekymret for den måde, flere af mine kolleger tager aftalen som gidsel i den igangværende og muligvis eskalerende diplomatiske krig, der foregår mellem Kina og omverdenen. En krig, der har rod i, at EU har vedtaget sanktioner mod landets menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang provinsen. At Enhedslisten er imod aftalen, betyder ikke så meget. Men at mine gode kolleger i Venstre, med Morten Løkkegaard i spidsen melder sig på tværs af banen, er en overraskelse al den stund, at hans og mit parti plejer at være i fælles front for aftaler, der skubber verden i den rigtige retning. Lange seje træk, javel. Men bedre end uforudsigeligt kaos pga. konfrontation. Jeg håber, de vender skråen.

For ser man nøgternt på investeringsaftalen, har EU mere ud af den end Kina. Det ved Kina også godt. Nok ikke så meget at de er ved at fortryde aftalen, som først rigtig gælder, når EU’s medlemslande og Europa-Parlamentet har godkendt den. Kina har nemlig, sin buldrende økonomi til trods, stor brug for europæiske investeringer i Kina og lige så stor brug for stadigvæk at kunne investere i EU lande. Men på den store klinge gælder for os - udover den ovennævnte fordele - at hvis vi skal kunne opretholde og beskytte egne værdier på eget territorium, skal vi bedre kunne inddæmme og tøjle Kinas indflydelse på verdensordenen.

JEG VED godt, det er hårdt at indse. Men vi lever ikke i fortiden, hvor USA klarer alle ubehagelighederne for os. Tiden er til, at EU samler sig selv og klarer flere udfordringer på egen hånd, og hermed bliver et stærkere led i den frie verdens kæde af demokratier, der står sammen, når det gælder. USA er lige nu mere - og heldigvis - optaget af den militære oprustning, som Kina har gang i i Det Sydkinesiske Øhav. Og USA har ikke de samme udfordringer, som europæiske virksomheder døjer med. Derfor har EU brug for en investeringsaftale, der giver os mere at slå Kina i hovedet med, hvis og når det bliver nødvendigt.

“Tre små kinesere” er ikke kun en sjov gammel børnesang. Skal vores børnebørn kunne fortætte med at grine frit af drillerier med andre kulturer, der ligger langt fra vores egen, skal EU altså op på dupperne og lave forpligtende aftaler, der giver plads til, at alle kan være i fred for hinanden og med tillid til at de bedste værdier, for eftertiden altid vil vinde til sidst.

Glædelig påske!

Pernille Weiss, konservativt medlem af Europa-Parlamentet, skriver den første søndag i hver måned klummen ”EU NU”