DEBAT Job og arbejde

Nu skal den teknologiske højborg i Nordjylland udbygges

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Jakob Norgaard Mortensen, CEO hos Venue Manager A/S og partner i Combine A/S ogLars Riisberg,CEO hos Logimatic Solutions A/S, bestyrelsesmedlemmer i BrainsBusiness Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø

INFORMATION OG TEKNOLOGI: Vil vi stække eller udbygge den nordjyske informations- og teknologi-højborg, IKT-højborgen?

At Nordjylland kan noget særligt inden for IKT-området er hævet over enhver tvivl.

Både Aalborg Universitet og det nordjyske erhvervsliv har siden 1980’erne været anerkendt for det høje niveau af innovation, viden og produkter inden for IKT-erhvervet.

Vi er naturligvis bevidste om, at der er løbet meget vand i åen, siden Dancall var en af Nordjyllands største arbejdspladser, men hvis nogen skulle tro, at det nordjyske IKT-eventyr er halvdødt eller uden betydning i dag, ja, så kan de godt tro om. Faktisk er antallet af nordjyske IKT-virksomheder, antal beskæftigede, omsætning, forskningsaktiviteter m.v. højere end nogensinde.

Det er kort sagt det, som vi hver dag arbejder på at vedligeholde og udbygge i IKT-klyngen BrainsBusiness. Vi har siden 2008 opbygget en velfungerende og resultatskabende organisation, der til UG understøtter det nordjyske IKT-miljø.

Det afspejler sig ikke kun i de tre guldmedaljer, som BrainsBusiness har modtaget af EU for excellent klyngedrift, men også i de mange stærke resultater, som IKT-miljøet i Nordjylland hele tiden skaber.

Det var eksempelvis et rent nordjysk finalefelt, da den seneste udgave af Diras (Danish Industrial Robot Association) Automatiseringspris blev uddelt, og da det europæiske rumagentur sidste år skulle fordele 23 millioner kroner blandt de danske rumvirksomheder og -institutioner, havde fem ud af ni støttemodtagere adresse her i Nordjylland.

Glem heller ikke, at vi er hjemsted for Danmarks stærkeste IKT-universitet, Aalborg Universitet, der for tredje år i træk er blevet kåret til det bedste ingeniøruniversitet i Europa og det fjerdebedste i hele verden.

Det er store bedrifter og gode eksempler på, at man må og skal holde fast i de lokale strongholds, når de regionale IKT-klynger ved udgangen af 2020 sammenlægges til én national klynge. Dermed ikke sagt, at forenklingen af erhvervsfremmesystemet ikke langt hen ad vejen giver god mening. Der er nemlig en lang række fordele og synergier, som vi også her i Nordjylland kan få gavn af.

Desværre får den nye, store nationale klynge ikke et tilsvarende stort budget. Dermed vil der i sagens natur ske en nedgang i antallet af aktiviteter – også her i det nordjyske. Ved stordrift er der således en risiko for, at de regionale potentialer og udfordringer drukner i den nationale agenda. Og det må vi for alt i verden undgå. For vi kan noget helt specielt her i Nordjylland, når det kommer til samarbejde, innovation og teknologi.

Uden den rette finansiering bliver det dog svært. Ud over lokale, IKT-specifikke erhvervsfremmeaktiviteter har BrainsBusiness også brugt de seneste 12 år på at bygge bro mellem det nordjyske IKT-miljø og det øvrige erhvervsliv. Ikke kun i Nordjylland, men i hele Danmark. Og med stor succes: ifølge en ny analyse er BrainsBusiness nemlig blandt de tre vigtigste brobyggere i det nationale erhvervsfremmesystem inden for klynger og netværk.

Samtidig er det lykkedes BrainsBusiness at positionere det nordjyske IKT-miljø som en af de stærkeste og mest eftertragtede samarbejdspartnere i europæiske klynge- og innovationsaktivteter. Eksempelvis er BrainsBusiness en del af EU-kommissionens store satsning inden for digitalisering, DIH^2 – A Network of Robotics DIHs for Agile Production, som er et netværk af 37 europæiske partnere. Det betyder blandt andet, at Aalborg Universitet/BrainsBusiness er de eneste i Danmark, der kan søge støtte til digitaliseringsaktiviteter gennem denne EU-bevilling.

En sådan stærk position gavner ikke blot de nordjyske virksomheder direkte i form af adgang til funding af forsknings- og udviklingsaktiviteter, men bidrager også til tiltrækning af den højtuddannede arbejdskraft, som er en af de vigtigste udfordringer, nordjysk og dansk erhvervsliv står overfor i disse år.

Alt dette risikerer vi at måtte give køb på, når aktiviteterne i det danske IKT-miljø i løbet af det næste år centraliseres og beskæres. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det ene ikke udelukker det andet, og en national klynge kan i sidste ende vise sig at styrke Nordjyllands position som et af Europas mest eftertragtede IKT-miljøer.

Det har man blandt andet evnet at gøre i det fynske, hvor man står med et vaskeægte roboteventyr.

Her har man ved hjælp af nationale, regionale og private tilskud opbygget et sandt Robot Valley – med klyngen Odense Robotics som det primære udgangspunkt. Det er blandt årsagerne til, at Undervisningsministeriet i 2018 skød 20 millioner kroner i et nyt nationalt videnscenter for automation og robotteknologi i Odense, og senest har robotgiganterne Mobile Industrial Robots og Universal Robots lanceret planerne om et nyt domicil i den fynske hovedstad med plads til 1100 medarbejdere.

På Fyn har man således bygget bro mellem regionale og nationale interesser, hvilket vi i Nordjylland med fordel kan lade os inspirere af. Og det kan faktisk gå hen at blive nødvendigt, hvis blandt andet Aalborg Kommune skal realisere deres vækstplan om at skabe 20.000 nye jobs op mod 2030. Udover etableringen af en tredje limfjordsforbindelse beror den plan nemlig også på iværksætteri og udvikling af ny teknologi, og her kan det nordjyske IKT-miljø komme til at spille en central rolle.

Men for at det kan lykkes, skal det høje aktivitetsniveau og det stærke brobygningsarbejde med Nordjylland i fokus bibeholdes. Det vil kræve en stærk regional støtte i form af organisatorisk forankring såvel som finansielle tilskud – det er nemlig den eneste måde, vi kan sikre, at den nordjyske IKT-højborg ikke svækkes, men derimod styrkes til gavn for landsdelen og Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.