Ordkraft tilbage næste år – for bøger går forud for toiletpapir

ORDKRAFT: Tanker om den Ordkraft Festival, som corona spændte ben for – og om kunst og kultur som værdier, man ikke skal tie med i urolige tider:

Man skal passe på med ikke at blive for selvoptaget og se verden gennem personligt slebne brilleglas. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Så set i lyset af, at vores normale hverdagsliv er suspenderet og store dele af samfundslivet for tiden udfoldes på trods og ikke i kraft af, så var det et uendeligt stille, næsten lydløst blop, i vandoverfladen, da Ordkraft Festival måtte aflyses i lyset af de foranstaltninger, der måtte sættes op for at inddæmme den virus, der siden er blevet synonymt med alt det, vi ikke bryder os om: Corona.

Ringene nåede knapt nok at brede sig i vandoverfladen, før det væltede ind med aflysninger af langt større begivenheder end Ordkraft inden for det kulturelle område: Folkemødet, Naturmødet, Kulturmødet. Og så må vi heller ikke glemme biografer, teatre, spillesteder, gallerier, biblioteker og hvem, der ellers i hverdagen står med det brydsomme, men også udfordrende og livgivende arbejde at formidle kulturelle og kunstnerisk oplevelser til alle os, der ellers har det med at have opmærksomheden henledt på de mere materielle sider af tilværelsen. Jeg kan kun tale for mig selv i min delvise isolation med den hjemmearbejdende frue i lejligheden midt i Aalborg: Jeg savner det. I en grad, der betænkeligt begynder at give abstinenser: Film, musik, foredrag, debat og fredagsøllen og verdensklogskaben på stampubben.

Og savnet vil formentlig gå over i rastløshed og en underlig tomhedsfornemmelse, når påsken er ovre. Den påske, hvor vi må løfte tosomhedens glas med de klare dråber og skåle henover et bord, der skulle være omkranset af gode venner, familie og højt humør. For i weekenden efter påske, mere præcist i dagene 16.-18. april, skulle ord- og litteraturfestivalen Ordkraft have foldet sig ud i kulturcenter Nordkrafts rustikke omgivelser. For 10. år i træk, hvilket faktisk er ganske bemærkelsesværdigt for så skrøbelig en størrelse som en kulturevent. Men der bliver ingen fødselsdagssang eller ti lys i den litterære lagkage.

Men igen: Lad os få proportionerne på plads. De 8000, som hvert år gæster Ordkraft, overlever nok endda, og det gør alle os, der har lagt knofedt, engagement, debat, skænderier, humør, latter og ubændig vilje ind i arbejdet med program og logistik også. Men vi ærgrer os noget så grusomt.

For vi ved, hvad vi ville have budt på i fødselsdagsopdækningen: 75 forfattere, debattører, skribenter og ordfolk i alle udgaver og afskygninger, kredsende om det gennemgående tema: Identitet. Sara Omar om sin kurdiske identitet som baggrund for sit flammende opgør med kvindeundertrykkelse og kvindehad fra mænds perverse forankring i et middelalderligt trossæt. For nu blot at nævne et enkelt navn i alt det, vi havde glædet os til at forløse. Men lad det blive ved det. Det gør for ondt at fortsætte den uforløste liste.

Midt i ærgrelsen over at vi må springe fødselsdagsfesten over, er der trods alt også godt nyt. For vi kan love, at Ordkraft vender tilbage i 2021. Det kan vi, fordi de fonde, foreninger, organisationer og generøse enkeltpersoner, som yder økonomisk støtte til Ordkraft, alle som én har sagt, at vi kan overføre deres støtte til næste år – i stedet for at betale pengene tilbage. Det er en opbakning, som varmer. Og som viser, at der er en udbredt vilje til at støtte kulturen i al dens mangfoldighed – in casu Ordkraft.

Aldrig upassende

Man kunne ellers godt komme lidt i tvivl i de første hektiske uger efter coronaens indtog i det danske velfærdssamfund. For midt i al den nødvendige hastelovgivning om hjælpepakker til de hårdt ramte samfundsområder, så var der larmende tavshed om kulturen og kunsten. Her fik man en snigende fornemmelse af, at et ellers opsigtsvækkende enigt folketing betragtede kunsten og kulturen, dette brogede kludetæppe af aktivitet fra ”det kongelige duarder” til den ensomme digter på det kolde loftskammer, som rent og skært flødeskum.

Da kulturminister Joy Mogensen omsider stak hovedet frem, var det ikke på et vel iscenesat pressemøde med to meters afstand mellem podierne og ansigterne i formanende folder. Næh, hun kom med en forkølet bemærkning om, at hun i den givne situation fandt det upassende at tale om kultur.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fundet det mere passende at tale om kultur end i netop coronaens slagskygge. Og det er ikke det samme som, at jeg ikke anerkender det voldsomme fokus på sundhedsvæsen, hjemmepleje, dagligvareforsyning og andre livsvigtige funktioner. Ikke en finger at sætte på den prioritering. Men at det skulle være upassende at tale om kultur? Nu be´r jeg Dem, fru Heilbunth!

Lige syd for den midlertidigt (?) lukkede grænse, var det mere end passende at tale om kultur. Her er, hvad den tyske kulturminister Monika Grütters fra det kristendemokratiske parti CDU sagde til radioen Deutschlandfunk:

- Kultur er ikke en luksus, man kun støtter i gode tider, den er tværtimod uundværlig. Vi mærker, hvor meget vi savner den, i det øjeblik, den falder væk. Hvad mange kunstnere skaber, er et udtryk for menneskelighed, og det har vi mere brug for nu end nogensinde.

Og så satte hun penge bag de velvalgte ord: En hjælpepakke på 50 milliarder euro (373 milliarder gode, danske kroner) til mindre firmaer og selvstændige i den kreative branche og til medierne. Penge, der ikke skal betales tilbage.

Så i Tyskland var det i høj grad passende at tale om kulturen og dens nødvendighed. Og langsomt og tøvende kom kulturen da også på den danske dagsorden, stykkevis og delt, for ministeren har ret i én ting: Kunsten og kulturen kan ikke uden videre kantes ind i de firkantede hjælpepakker, som kommer andre dele af samfundet til gode. Det er besværligt, grænsende til det umulige. Nøjagtig som kunst og kultur skal være. Men hatten af for, at det – omsider – blev passende at tale om kultur midt i en Corona-tid. Nu venter vi på materealiseringen af de gode hensigter. Det haster!

Jeg kan ikke vide, hvordan andre har det. Men med mig selv ved jeg, at hvis jeg ikke havde haft en stabel gode bøger og et par hyldemeter god musik, så var jeg blevet småskør af den tvungne isolation bag fire vægge.

Derfor ville det være opløftende, hvis danskerne ved næste krisemelding stormede ud for at hamstre bøger i stedet for toiletpapir. Bare for at vise, hvilken ende der trods alt betyder mest.