Overgreb er et chok hver eneste gang

At mennesker med psykisk handicap er mere udsat for forskellige former for overgreb, undrer ikke.

Men det er ganske forfærdeligt, at vi som samfund lader det ske i 2021 i så udbredt grad, af de mennesker, der er betroet til at drage omsorg.

Det ripper op i gamle historier i min familie med handicap.

Ifølge DRs historie om overgreb på et bosted i Aarhus har man undladt at handle prompte på mistanker, endsige underettet pårørende.

I min optik er det, som er foregået på omtalte bosted, en så alvorlig sag, at den burde være undersøgt af politiet. For der må aldrig nogensinde være forskel på, hvordan man behandler mennesker, når det kommer til den slags overgreb.

Har vi et mørketal på bostederne, som vi ikke burde have i 2021? Så også her har medierne et seriøst ansvar for at interessere sig for de ubehagelige historier, de bagvedliggende mekanismer, og for at minde os alle om etik og moral.

Hvad sker der, når man oplever en kollega eller for den sags skyld et familiemedlem behandle et sagesløst menneske udenfor ret og rimeligt?

Gennem hele min opvækst har jeg oplevet forskellige grader af disse ting. Også fra mig selv, når jeg stod magetsløs alene med alt for stort ansvar. Og selvom mit indre kompas måske ganske udmærket kunne mærke ret og vrang, har jeg ikke altid kunnet reagere på disse oplevelser. Hertil har de fleste brug for både mod og viden om retten til at sige fra, at få stoppet den nedværdigende behandling og overgreb.

For år tilbage under en familiesammenkomst mente en, der arbejdede som chauffør for udviklingshæmmede, at det var en naturlig del af underholdninge at vise billeder og medfølgende imitation af de intetanende mennesker til mine børn.

Mine børn forsøgte at grine med onklen, men fortalte bagefter, at de havde syntes, at det var rigtigt ubehagligt, men at de ikke ville sætte ham i en ubehagelig situation.

Men det er jo netop det, vi nogle gange er nødt til!

Altså burde jeg have reageret i situationen, men jeg gjorde det ikke, fordi det ramte mig dybt i egne og min families historie om at være mindre værd end andre - alene fordi der var handicap inkluderet. Det var og er hver eneste gang et chok for mig. Oplevelser, hvor man følte sig prisgivet, uretmæssigt behandlet eller udstillet, blot fordi det var defineret som “normal” kultur. Jeg har vendt denne oplevelse utallige gange; hvis bare jeg havde…

Må refleksion og indre værdier fylde meget mere, og må det være muligt at tale åbent om det, som er svært, sammen med høj grad af faglighed indover.