OW Bunker – en sag, der virkelig gjorde ondt

OW BUNKER: Den dag jeg stak fingrene i beskidt nordjysk vasketøj.

Det stod meget hurtigt klart for mig, at det her gjorde ondt.

Dengang i 2014, da OW Bunker væltede og trak tusinder af aktionærer med sig i faldet samt hundreder af primært nordjyske medarbejdere samt deres familier.

VED ET tilfælde - og et held - blev jeg bedt om at skrive en bog om OW Bunkers fuldstændige vanvittige krak, som den dag i dag er blandt de største erhvervsskandaler herhjemme nogensinde, og opgaven var benhård.

Jeg havde sammenlagt omkring fire måneder til at afdække sagen - set fra indersiden af det nu kollapsede OW Bunker. Set fra de impliceredes side, de ansatte, de, der var en del af hele maskinrummet og som kendte sagen indefra.

JEG HAVDE, lød det fra Gyldendal, sammenlagt knap fem måneder til at aflevere 200 siders bog, så den kunne ligge klar til sommersalget.

Det var i vinteren 2014, og her mødte jeg for alvor Nordjylland.

Bogen skulle hedde ”insidernes” fortælling, men intet dansk medie havde talt med nogle insidere og det stod hurtigt klart, at det her kunne godt blive meget svært. For jeg kunne konstatere, at det var rigtigt, at man måske ikke bralrer ud med alting på de kanter. Og slet ikke om noget, der gør ondt på stoltheden, som tabet af OW Bunker uden nogen diskussion var for rigtigt mange omkring Aalborg og Nørresundby.

DEN FØRSTE måned gik med kontante og konstante afvisninger.

Det skulle der ikke tales om, punktum, lød det. Og slet ikke til en københavnsk journalist som mig, selvom jeg er født på Fyn. Det var bedst ikke at sige noget om det, lød det.

Jeg skal være ærlig, at den stod på mere end et krisemøde med forlaget. Det her lignede ikke en vindersag, for nu at sige det mildt.

JEG RINGEDE og skrev, mails, sms’er og beskeder på Linkedin, men det var svært. Men så tror jeg nok, at jeg lærte én ting om det nordjyske. For pludselig var der en, der svarede og ringede tilbage.

Det var en person ret centralt i selskabet, som var så optændt af den vrede, vedkommende følte over kollapset, at en bog på Gyldendal, der skulle oprulle det hele, måske var anledningen til at få artigheder frem.

JEG INDLEDTE nogle stadig længere samtaler, men nøglen til, at det lykkedes var, at vedkommende nu begyndte at anbefale andre at tale med mig.

Det åbnede til endnu en kilde, som igen kunne bidrage med lidt mere.

Hvordan selskabet var indefra, hvordan ledelsen med den nu afdøde Jim Pedersen i spidsen var. Det begyndte så småt at ligne lidt.

MEN STOLTHEDEN var enorm. En fortalte om en ung medarbejder, der havde kørt med kæresten ned på havnekajen, slukket bilen og peget over på det dengang livlige OW Bunker-hovedkontor, der lyste trods den sene aften. Han sagde stolt: Der arbejder jeg.

Så da selskabet kollapsede i alle former for ekstrem risikovillighed, misinformation til aktionærerne og en affære i Singapore, der har udløst fængsel for mandatsvig, så følte mange svigtet så stort, at det gravede sig ned.

MEN SKRIDT for skridt åbnede selskabet sig indefra som en Pandoras æske, og jeg lærte, hvor vigtig en faktor tid er - selvom jeg ikke havde den.

Én for én begyndte folk at skrive tilbage i takt med, at kilderne åbnede dørene for mig og sagde et par gode ord for mig.

OG PLUDSELIG sad jeg i min bil på vej mod det nordjyske for at tage fat på en række dage med op til otte timer lange interviews. Følelsen af at bryde igennem isen var fantastisk, for det, der ventede på den anden side, var mennesker, der var optændt af følelsen af svigt og fortvivlelse.

Mange havde fået hele familien til at investere i OW Bunkers børsnotering og derfor ramte kollapset bredt og hårdt.

DEN VREDE ville mange gerne dele. For en tid. For pludselig skete det forunderlige, at nu løb bølgen den anden vej igen.

OW Bunkers medarbejdere viste sig at være voldsomt eftertragtede, og de fleste fik job igen efter kort tid. Og i det øjeblik, at mange igen havde en arbejdsplads og en indtægt, så begyndte lysten til at tale at smuldre. ”Hold nu op, hvorfor tale mere om det. Sket er sket,” lød det fra flere.

”Kom nu videre, OW Bunker er væk,” sagde en anden.

MEN JEG var i land, bogen blev afleveret og udkom sommeren 2015 under navnet ”OW Bunker - Insidernes fortælling om det dramatiske kollaps.” langt over 30 bidrog fra mange dele af selskabet.

Bogen udløste erhvervsjournalistprisen 2016 og blev opført som teaterstykke på teater Nordkraft i sommeren 2019 for fulde huse.

MEN FOR mig var hele sagen et møde med et stolt og ekstremt hårdtarbejdende folkefærd. Et kontant, men utroligt venligt udsnit af Danmark, som nok mest er kendt for at gå lidt stille med dørene, men når noget virkelig river tæppet væk under stoltheden og et selskab, så mange har ofret så meget for at få til at lykkes.

DET VAR fantastisk at opleve den enorme retfærdighedssans, som mange helt almindelige medarbejdere oplevede, når nogle, som de sagde, havde spillet deres arbejdsplads væk på rouletten.

Så lad mig benytte denne lejlighed til at sige tak for tilliden til de mange, der bidrog.