DEBAT Uddannelse

På Aalborg Universitet uddanner vi ikke til ledighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Inger Askehave, prorektor, Aalborg Universitet, Fredrik Bajers Vej 5, 210, 9220 Aalborg Øst

prorektor@aau.dk

UNIVERSITETER:Lad mig slå fast med det samme: Universiteterne uddanner ikke hovedløst unge mennesker til ledighed. Det indtryk kunne man ellers godt få efter sidste uge skriverier i flere af landets aviser og den tidligere debat om ledige dimittenders økonomiske belastning af budgettet i Aalborg Kommune.

Det er korrekt, at alt for mange nyuddannede akademikere har svært ved at finde ind på arbejdsmarkedet.

Men det er ikke korrekt, at universiteterne ikke gør og har gjort noget for at løse problemet.

På Aalborg Universitet (AAU) har vi f.eks. i flere år arbejdet systematisk med at overvåge dimittendledigheden og på baggrund af den begrænse optaget på en lang række uddannelser og iværksætte særlige indsatser for at øge kandidaternes beskæftigelse.

Også i Uddannelses- og Forskningsministeriet er man opmærksom på problematikken. Siden 2015 har ministeriet lagt loft over optaget på videregående uddannelser med markant og systematisk overledighed på landsplan – den såkaldte dimensionering.

På AAU har det betydet, at i alt 55, eller omkring en fjerdedel, af vores uddannelser er omfattet af dimensionering. Dette politiske tiltag har reduceret optaget på bachelorstudier med høj ledighed med mindst 760 studiepladser pr. år.

AAU har de seneste år optaget mellem 4000 og 4500 bachelorstuderende hvert år, så alene dimensioneringen har betydet en betragtelig reduktion på de berørte uddannelser.

Og derudover har universitetet selv indført adgangsbegrænsning på et en lang række uddannelser, hvor vi har konstateret høj ledighed. Beskæftigelse blandt dimittender er nemlig en faktor, som vi løbende holder øje med og drøfter på alle niveauer fra lokale studienævn til universitetets bestyrelse.

En gang om året gennemgår vi beskæftigelsestallene for alle vores uddannelser og beslutter, om der skal indføres yderligere adgangsbegrænsning eller iværksættes andre tiltag.

Det er en omfattende og meget grundig proces, som hvert år fører til ændringer i optaget på individuelle uddannelser. På grund af vores interne proces har ministeriet de seneste tre år ikke fundet grund til at pålægge AAU yderligere dimensionering af vores uddannelser.

Vi styrer med andre ord vores optag på ansvarlig og velovervejet vis, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at ALLE vores humanistiske uddannelser er adgangsbegrænsede. Den samlede effekt på optaget på uddannelser med høj ledighed er svær at opgøre, men det drejer sig om et pænt stykke over 1.000 studiepladser pr. år.

I tilgift til reduktion af optaget har vi iværksat flere særlige beskæftigelsesindsatser. Vi har f.eks. identificeret 20 studier, hvor vi kan se, at et stort antal dimittender har svært ved at finde job, og har udviklet uddannelsesspecifikke karriereforløb, som de studerende tilbydes at deltage i.

På alle vores humanistiske uddannelser har vi desuden udarbejdet faktaark, som fortæller virksomheder, organisationer og erhvervskonsulenter hvilke kompetencer, de uddannede kandidater har og dermed kan tilbyde fremtidige arbejdsgivere. Og vi har gennem længere tid samarbejdet med jobcentre om en indsats, der støtter de studerende i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked og giver bedre muligheder for at matche dimittender med mulige arbejdspladser.

Når alt for mange nyuddannede akademikere i dag går ledige i alt for lang tid, er det altså ikke, fordi universiteterne hovedløst uddanner for mange med kompetencer, der ikke er brug for, eller undlader at prøve at hjælpe dimittenderne ind på arbejdsmarkedet.

Det handler nærmere om, at de begrænsninger i optaget, som blev sat i gang i 2015, ikke er slået igennem endnu. Og vi må væbne os med tålmodighed, for der går formentlig stadig to eller tre år, før de begynder at gøre det.

En kandidatuddannelse tager mindst fem år – mere hvis den studerende dumper et semester, holder barselsorlov eller af andre årsager bliver forsinket i sit studie.

Det reducerede optag på grund af dimensionering og adgangsbegrænsning vil altså tidligst kunne ses på antallet af nyuddannede kandidater i 2020. Hvorvidt de opnår bedre beskæftigelse end årgangene før dem, ved vi først i 2021 eller 2022. Og først årene derefter vil vise den fulde effekt af dimensionering/adgangsbegrænsning og beskæftigelsesindsats.

Er der så slet ikke noget, vi kan gøre for at forbedre dimittendledigheden? Jo. Vi kan bl.a. begynde at tale om mobilitet. Om hvor langt man skal flytte sig for at få et arbejde.

For når dimittender fra Amager synes, at Ishøj er langt væk, eller kandidater fra Aalborg vægrer sig ved at søge arbejde i Thisted, så har vi en udfordring, som universiteterne ikke kan tackle alene.

Vi kan også give arbejdsgiverne et større medansvar for at få nedbragt dimittendledigheden. Statistikkerne taler nemlig et ret tydeligt sprog. Akademikerne er efterspurgt arbejdskraft, og det kan ikke undre. Flere undersøgelser viser, at universiteternes kandidater f.eks. skaber tilvækst og udvikling i små og mellemstore virksomheder.

Men de nyuddannede har endog meget svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. I maj 2019 var ledigheden for nyuddannede medlemmer i Akademikernes A-kasse 25,1 procent. Det ER alt for højt. Særligt når man sammenligner med ledigheden for medlemmer, som har været færdiguddannet i mere end to år. For dem er ledigheden helt nede på 2,6 procent.

Så, jo, vi kan gøre noget nu for at forhindre at nyuddannede dimittender går ledige i alt for lang tid. Og vi bør gøre noget, for det er en ulykkelig situation for et ungt menneske, der har arbejdet hårdt for at dygtiggøre sig ved at tage en uddannelse.

Det, vi ikke må gøre, er vilkårligt at skære endnu flere uddannelsespladser væk, før vi overhovedet har et billede af, hvilken effekt allerede eksisterende dimensionering og adgangsbegrænsning har.

Uddannelse er stadig vejen til velfærd og vækst – både for den enkelte og for samfundet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.