DEBAT Ældre

Man kan godt vise empati, selv om man har travlt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Jens Martin Hansen,Næstformand i Hjernesagen, Gunderstedvej 52, 9240 Nibe

For godt to år siden forlod jeg mit job som fagcenterchef for Erhvervet Hjerneskade og fysisk Handicap i Aalborg Kommune for at gå på pension. Jeg har lige siddet og set TV2 skjult kamera og efterfølgende debat om den måde, to personer med demens i henholdsvis Århus og Randers blev behandlet på. Deja Vu var det første, der faldt mig ind. Med kortere eller længere mellemrum dukker nøjagtig de samme episoder op, ingen forskel, alt sammen handlende om, hvor umenneskeligt svage mennesker, der har behov for hjælp, bliver behandlet.

Jeg kan huske den første sag, TV2 viste med skjult kamera. Den var fra et botilbud for mennesker med udviklingshæmning i Nyborg. Min umiddelbare kommentar dengang var, at det primært handlede om ledelsessvigt på flere niveauer. Chefer, der ikke satte rammer for ledere, der ikke satte rammer for afdelingsledere, der ikke satte rammer for medarbejderne - blot for at vise kommandovejene. Det foregår naturligvis anderledes i praksis, men indholdet er korrekt.

Først lidt om medarbejderne. Det er en myte, at alle medarbejdere er de rigtige medarbejdere for de respektive arbejdspladser. Ikke desto mindre hører vi gang på gang, at det er bevillinger, hårdt pres, stress, manglende tid – og af den grund forråelse, der er årsagen til, at mennesker, der er på plejehjem og lignende bliver behandlet uværdigt og umenneskeligt. Det er det vel også langt henad vejen, men som den dygtige demenspsykolog påpegede: man kan godt vise både medmenneskelighed og kærlighed og empati selvom man har travlt og er presset. Det tager ikke længere tid. Der er altså også nogle andre faktorer, der spiller en rolle, og hvad er det så?

Jeg har altid brugt en meget enkel model til at vurdere både ledere og medarbejdere. Modellen går i al sin enkelthed ud på at inddele medarbejderne i fire grupper:

Gruppe 1: de medarbejdere, der både kan og vil

Gruppe 2: de medarbejdere, der kan, men ikke vil

Gruppe 3: de medarbejdere, der vil, men ikke kan

Gruppe 4: de medarbejdere, der hverken kan eller vil

I det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg mener:

Gruppe 1: Det er heldigvis langt de fleste, både ledere og medarbejdere, der hører hjemme her. Det er dedikerede medarbejdere med stor medmenneskelighed og empati. Disse medarbejdere skal have stor anerkendelse, supervision, opbakning og efteruddannelse.

Gruppe 2: En svær gruppe, der måske primært går på arbejde for at ”få smør på brødet”. Her skal man arbejde med kultur og holdninger for at få dem over i gruppe 1. Lykkes det ikke, skal de ud.

Gruppe 3: Også en svær gruppe, men på en anden måde. Her skal der kompetenceudvikling og efteruddannelse til. Lykkes det, er de i gruppe 1. Lykkes det ikke, må de videre.

Gruppe 4: Her er tale om en gruppe, hvor man må erkende at have begået en fejl ved ansættelsen og få rettet op på den. – og de findes, kære FOA.

I Fagcentret er der fire botilbud for mennesker med erhvervet hjerneskade og mennesker med fysiske handicap. Medarbejdergruppen består af fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger og social- og sundhedsassistenter alle med en videregående neuropædagogisk overbygning. På et plejehjem for mennesker med demens består personalet af (nogle få) sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter typisk uden videregående uddannelse. Taget i betragtning, at der er mange lighedspunkter mellem mennesker med erhvervet hjerneskade og mennesker med demens, er der en væsentlig forskel på den faglighed, de respektive personaler møder de enkelte mennesker med, og det betyder rigtig meget. Det kræver stor viden og indsigt at forstå og ”tolke” demens og hjerneskade, og magter man ikke det, kan det gå frygteligt galt. En medarbejder, der mangler faglighed (teoretisk viden) om for eksempel demens, misforstår måske borgeren, bliver usikker og stresset og ender måske endda med at blive langtidssygemeldt. Der er meget sygefravær i sundhedssektoren med mange vikarer som resultat.

Paradigmeskiftet, som man også talte om i TV2, kunne for eksempel være, at man etablerede en væsentligt bredere sammensat personalegruppe med forskellige kompetencer.

Et andet paradigmeskifte kunne være at undlade at ”båse” mennesker ud fra en diagnose. I stedet for at møde en dement, en hjerneskadet, en udviklingshæmmet, en autist osv. kunne man jo ”bare” møde forskellige mennesker med vidt forskellige funktionsniveauer. Så er det mennesket, du møder og ikke ”diagnosen”.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden